Hver femte efterladte sidder fast i dyb sorg

Sorg over at have mistet sin livsledsager kan være så invaliderende, at man har brug for behandling. Forskning viser, at det gælder for hver femte, der har mistet partneren efter komplicerede kræftforløb. Eksperter efterlyser mere fokus på sorgramte efterladte

Ny forskning viser, at for hver femte efterladte er sorgen over at miste en livsledsager så invaliderende, at man har brug for særlig hjælp.
Ny forskning viser, at for hver femte efterladte er sorgen over at miste en livsledsager så invaliderende, at man har brug for særlig hjælp. Foto: Cottereau Fabien/PHOTOPQR/SUD OUEST

Længslen efter den afdøde bliver ved med at gøre lige ondt måned efter måned. Den efterladte har problemer med at sove, spiser mindre og kan ikke koncentrere sig. Han eller hun isolerer sig og trækker sig fra venner. Og kan måske ikke varetage sit arbejde.

LÆS OGSÅ: Interview: Det er ensomt, når hjertet brister

Ny forskning viser, at for hver femte efterladte er sorgen over at miste en livsledsager så invaliderende, at man har brug for særlig hjælp. Fænomenet kaldes kompliceret sorg, og psykolog Mai-Britt Guldin, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, har netop gennemført et ph.d.-studie om problemet blandt over 400 efterladte. Hun har spurgt til sorgen seks uger efter dødsfaldet og igen 6 og 13 måneder efter blandt efterladte, hvis ægtefæller er døde efter langvarig kræft.

LÆS OGSÅ: Vi er kommet på talefod med døden

Sorg er helt almindelig i forbindelse med et tab, men for nogen mennesker finder sorgen ikke sin afslutning. Min forskning viser, at for omkring 20 procent er den følelsesmæssige stress uændret et halvt år efter tabet. Og det er ikke en problemstilling, vi kan tillade os at overse, siger Mai-Britt Guldin med henvisning til, at hendes forskning også viser, at de efterladte har et stort forbrug af læge, lægevagt, medicin og har flere hospitalsindlæggelser.

Hun mener derfor, at professionelle bør vide mere om sorgreaktioner, så de efterladte, som er hårdest ramt, bliver fundet og hjulpet med for eksempel psykologsamtaler og støtte fra praktiserende læge:

LÆS OGSÅ: Sorggrupper støtter og giver besparelser

Min forskning viser, at sundhedsprofessionelle ikke er gode nok til at identificere de efterladte, der rammes af kompliceret sorg. Man skal klæde de professionelle bedre på til at spotte de sorgramte, så vi udnytter ressourcerne mere hensigtsmæssigt.

Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation, mener, at lægerne gør et godt arbejde allerede.

Der er vel ikke tale om, at man kan spotte dem, bare at man kan konstatere, at nogle er længere om at komme gennem sorgen end andre. Det, vi kan tilbyde i almen praksis, er at være opmærksomme på mennesker, som er længere om at komme igennem en sorg end vanligt, og tilbyde dem, hjælp, når de henvender sig. Vi har ingen procedurer for sorgscreening, og det er ikke realistisk at forvente, at vi vil få det, siger han.

Jorit Tellervo, der er projektleder ved Palliativt Videnscenter, har lavet udviklingsarbejde om, hvordan man lindrer sorg blandt ældre efter ægtefællens død da tre ud af fire, der mister en ægtefælle, er over 65 år.

Det er et område, som der bliver talt meget lidt om, men hvor der er et meget stort behov. Mange undersøgelser viser, at jo bedre omsorg og aflastning man giver de pårørende, allerede mens ægtefællen er syg, jo mindre slidte er de, når de mister. Og det gør en forskel i forhold til, hvor mange komplicerede sorgforløb vi ser, siger Jorit Tellervo.

Helt generelt efterlyser hun et opgør med den sorgkultur, vi har omkring særligt ældre, der mister.

Samfundet har en forventning om, at det er naturligt at miste, når man er gammel, og derfor har vi i mange år ignoreret ældre og sorg og bagatelliseret de følelser, man står med, når man mister sin ægtefælle. Man bliver måske mødt af en omverden, der mener, man skal være taknemmelig over de år, man fik sammen . Men det er en kæmpe livsforandring for alle, som har været knyttet til nogen. Og det skal alle omkring den efterladte være opmærksomme på både sundhedspersonale og pårørende, siger Jorit Tellervo.