Hver fjerde skole har afskaffet lektier

Det er ikke længere en selvfølge, at elever i folkeskolen får lektier for. Hver fjerde skole har afskaffet lektier i en eller flere klasser, viser rundspørge

Gasværksvejens Skole i København er en af de folkeskole, som arbejder med at integrere lektierne i undervisningen.
Gasværksvejens Skole i København er en af de folkeskole, som arbejder med at integrere lektierne i undervisningen. Foto: Brian Bergmann/.

Siden sommerferien sidste år har elever på mellemtrinnet på Gasværksværksvejens Skole i København ikke haft lektier for. Hverken i form af hjemmearbejde eller opgaver, de skulle løse i en lektiecafé efter skoletid. Som et forsøg arbejder skolen nemlig med at gøre lektier til en integreret del af undervisningen, fortæller skoleleder Marianne Risager-Hansen.

"For os er det ikke et mål i sig selv, at børn skal lave lektier. Børnenes lyst og motivation til at gå i skole vokser, når ingen er sat af fra start, fordi de ikke har fået lavet lektier, eller fordi deres forældre ikke har kunnet hjælpe dem," siger hun.

Gasværksværksvejens Skole er langtfra den eneste, som har droppet de klassiske hjemmeopgaver. I en rundspørge udført af Kristeligt Dagblad hvor 504 skoleledere har deltaget og 454 har svaret på spørgsmålet om lektier svarer hver fjerde skoleleder, at skolen i enkelte eller alle klasser har valgt at integrere lektier i undervisningen, så børnene altså hverken skal lave lektier hjemme eller i en lektie-café efter skole.

Det begejstrer Flemming B. Olsen, ph.d. og forsker i lektiers betydning for indlæring ved Syddansk Universitet.

"Mange undersøgelser har efterhånden vist, at hjemmeopgaver ikke har nogen positiv effekt. Man bliver ikke dygtigere eller mere selvstændig af at sidde alene hjemme eller på skolen efter undervisningen og skrive stil eller løse matematikopgaver. Tværtimod oplever mange at få selvtillid og føle et større fællesskab, når de kan lave opgaverne sammen med deres kammerater i timerne med en lærer som kyndig vejleder på sidelinjen," forklarer han.

LÆS OGSÅ: Det værste er, når rummeligheden bliver til en ideologi

Ifølge Flemming B. Olsen kvalificeres gruppearbejde også, når alle begynder samme sted, og ingen halter efter, fordi de ikke har gjort deres hjemmearbejde.

"Samtidig giver lektieintegreret undervisning masser af plads til fordybelse. Sætter læreren for eksempel en klasse til at læse en time i skolen, kan de fordybe sig på en anden måde, end de ville kunne hjemme, hvor de hele tiden bliver forstyrret af Facebook og smser. Så der er masser af fordele ved at droppe de gammeldags lektier og i stedet gøre dem til en del af undervisningen," siger han.

Peter N. Allerup er professor på Center for Grundskoleforskning på Aarhus Universitet. Han er overrasket over, at så mange skoler er gået bort fra at give eleverne hjemmeopgaver.

"Selve idéen med lektielæsning er, at elever på egne vilkår og selvstændigt skal arbejde med nogle opgaver. Jeg kan godt være bekymret for, om eleverne er i stand til at fordybe sig, hvis de hele tiden har mennesker omkring sig," siger han.

Især er det problematisk, hvis eleverne ikke længere kan se forskel på den almindelige undervisning og opgaver, de skal løse selvstændigt, mener han.

"Vi ved, at hvis man flytter de aktiviteter, som man forbinder med lektier, og fordeler dem ud, så det bliver almindelig skolegang altså flere timer af samme slags så hjælper det ikke en pind. Eleverne skal opleve en klar forskel på undervisning og opgaver, for at det gavner dem," siger han.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at det er forkert, hvis eleverne slet ikke skal træne og øve uden for selve skoletimerne.

"Alle elever kan have gavn af at øve og træne ekstra på nogle ting, stavning, matematik eller noget tredje. Det er baggrunden for, at vi i skolereformen lægger op til, at alle elever skal tilbydes lektiehjælp og faglig fordybelse på skolen," siger hun.

21 procent af de 454 skoleledere svarer i Kristeligt Dagblads rundspørge, at de har klasser, hvor lektier er integreret helt i undervisningen, så børnene hverken skal lave lektier hjemme eller i en lektiecafé. Fire procent af skolelederne har afskaffet lektier for samtlige klasser på skolen.