På Vestfyn bor Anne-Marie og Erwin Schmidt på 60 og 62 år. De har haft to piger i familiepleje, begge blev født med rusmiddelskader og fjernet fra fødslen. Nu går pigerne på hf og i gymnasiet – og for to år siden tog familien så et tredje spædbarn i pleje, som de håber, at de skal følge helt ind i voksenlivet.
”Men Erwin er jo 75 år, når det barn skal konfirmeres. Det bliver som at have sine bedsteforældre med til skolemøde og i børnehave. Jeg tror da, at hvis kommunen havde kunnet finde en kvalificeret, yngre familie, så havde den gjort det,” siger Anne-Marie Schmidt.
De seneste 20 år er alderen på den gennemsnitlige plejeforælder røget markant i vejret, og det kan udfordre regeringens ambition om, at flere børn skal anbringes tidligere i længere forløb, siger formand for Plejefamiliernes Landsforening Thomas Vorre.
”Man kan jo ikke være 62 år og tage imod et spædbarn, i hvert fald kan det give problemer, hvis relationen skal forventes at vare hele barnets liv. Det er noget, man politisk er nødt til at se på og erkende.”
I år 2000 var gennemsnitsalderen for en plejeforælder 46 år. I 2017 var den steget til 52 år ifølge Socialministeriets ”socialpolitiske redegørelse” fra 2019. Og mens to tredjedele af plejeforældrene for 20 år siden var under 50 år, var det omvendt i 2017, hvor to tredjedele var over 50 år – og mere end hver tiende var 60 år eller ældre, fremgår det af redegørelsen.
Snart kommer regeringen med sit udspil til en længe ventet reform på børneområdet, hvor en kontroversiel ambition er, at flere børn skal anbringes tidligere og gerne livslangt gennem flere adoptioner.
Men plejeforældrenes stigende alder er et udtryk for, at kommunerne ikke har ret mange yngre, kompetente plejeforældre at vælge mellem og derfor må vægte for eksempel kompetencer højere end alder, siger Stine Luckow, forsker ved Vive, som netop nu undersøger rekruttering af plejefamilier.
”Der har ikke været en tilstrækkelig tilgang af nye familier i en yngre alder. Og det handler i høj grad om, at man skal sikre bedre og mere stabile rammer for plejefamilierne,” siger hun.
I 2019 var i alt 13.600 børn anbragt uden for hjemmet ifølge Danmarks Statistik. 63 procent var anbragt i familiepleje, og den andel er steget i forhold til andelen af børn, som er anbragt på en døgninstitution.
”I dag får plejefamilierne flere børn med komplicerede behov. Kommunerne vil gerne rekruttere familier, der kan møde børnene i disse behov – men det kræver flere rettigheder og større økonomisk sikkerhed i ansættelsen. Mange gode plejeforældre er for eksempel uddannet som pædagoger eller lærere, og de har altså det alternativ, at de kan søge et konventionelt arbejde,” siger Stine Luckow.
Hun peger for eksempel på, at en plejefamilie har én måneds opsigelse, uanset at jobbet er fuldtid, og hele tilværelsen er indrettet efter det, for eksempel køber familien et hus, der kan rumme det eller de ekstra børn.
Også Thomas Vorre mener, det er et spørgsmål om vilkår.
”Hvis politikerne reelt vil løfte forholdene for udsatte børn, så skal plejefamilierne have en overenskomst,” siger han.
Inge Bryderup, professor ved institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet, fandt i et stort forskningsprojekt fra 2017, at plejeforældres gennemsnitsalder var 53 år, og at 6,4 procent var mellem 65 og 75 år.
”Fordelen ved og idealet med familiepleje sammenlignet med anbringelser på institutioner har været, at barnet får oplevelsen af at leve i en ’normal’ familie. Det er også det, børnene hæfter sig ved, når man interviewer dem som unge voksne. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er den oplevelse, de får, når deres plejeforældre nærmere har bedsteforældrealderen. Omvendt kan en fordel være, at de er erfarne familieplejere,” siger hun.
Ifølge Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet, er der brug for, at der sættes ind i forhold til plejeforældrenes stigende alder.
”Hvis det skal lykkes os, at flere børn får en stabil og god barndom i trygge rammer, skal der laves en indsats for at få nye og yngre familier til at se, at det er et godt job af høj kvalitet at være plejefamilie for udsatte børn,” siger hun.
Hvordan den indsats skal se ud, er det dog for tidligt at sige noget om. Men Camilla Fabricius nævner blandt andet bedre løn- og arbejdsvilkår, og at tidligere anbringelser også er en del af løsningen:
”Førend vi ser ministerens udspil til ’Barnets lov’, er det for tidligt at sige noget om, hvordan vi skal sætte ind. Men det er helt centralt, at vi får set på, hvordan yngre familier kan se sig selv i rollen som plejefamilie. Og her er det vigtigt, at de voksne føler, at de kan være noget for børnene – at børnenes livssituation ikke er for kompleks. Det kan løses ved, at anbringelse i plejefamilie ikke er den sidste løsning, men en del af løsningen.”