At fokusere på at få en god dag fremfor på fysiske begrænsninger. At acceptere at fysikken ikke slår så godt til mere. At længes med hver fiber i kroppen efter at bruge sin tid på noget meningsfuldt.
Ordene kommer fra tre af deltagerne i Ulykkespatientforeningens nye undersøgelse om trivslen blandt ældre med funktionsnedsættelser. Den viser, at funktionsnedsættelser påvirker blandt andet ældres følelse af ensomhed og opfattelse af egen livskvalitet.
Blandt undersøgelsens over 600 svarpersoner, hvoraf størstedelen er i aldergruppen 65-79 år, svarer næsten en tredjedel, at de somme tider eller altid føler sig ensomme. 70 procent svarer, at de føler sig mere ufrivilligt alene, end før de blev ramt af funktionsnedsættelse. Og næsten 80 procent svarer, at deres funktionsnedsættelse somme tider eller altid forhindrer dem i at deltage i aktiviteter uden for hjemmet.
Undersøgelsen dokumenterer en velkendt, men ikke desto mindre trist tendens, siger Janus Tarp, formand for Ulykkespatientforeningen.
”Det tal, der springer mest i øjnene, er, at to tredjedele føler sig mere ufrivilligt alene, og hver tredje føler sig ensom. Det er skræmmende og tankevækkende, at ens fysiske helbred har så stor negativ betydning for, om man føler sig alene. Det kommer ikke bag på mig, at funktionsnedsættelser har den sideeffekt, men det kommer bag på mig, at antallet er så stort,” siger han.
Undersøgelsen følger i slipstrømmen på blandt andet en rapport fra Mary Fonden, der viser, at det særligt er blandt de helt unge og de helt gamle, at ensomheden slår rødder.
På den måde er tendensen ikke overraskende, medgiver Christine E. Swane, direktør for fonden Ensomme Gamle Værn. Men det bør vække bekymring, når hver tredje ældre med funktionsnedsættelse svarer, at de føler sig ensomme, og næsten 15 procent svarer, at de aldrig deltager i aktiviteter uden for hjemmet, mener hun.
”Det påvirker et liv voldsomt ikke at kunne komme ud, mærke luften, gøre ting, man holder af, og føle sig som en del af samfundet. Vi har mange gode hjælpemidler i Danmark, og både frivillige og kommunale hjælpere og tilbud, at ingen mennesker bør leve isoleret,” siger hun.
Ifølge Olav Felbo, chefkonsulent i Ældresagen, er ensomheden og den ufrivillige alenehed for mange ældre med funktionsnedsættelser todelt: Mens funktionsnedsættelsen betyder, at man i stigende grad bliver afhængig af hjælp for at kunne komme ud og møde andre mennesker, svinder ens netværk mere og mere ind.
”De ældre bliver dobbelt ramt, samtidig med at deres evner til at danne nye venskaber svækkes. Det sker desværre ofte, at ældre begrænser, hvor meget de kommer ud, fordi de synes, at de er en byrde eller har mindre at byde på for det omkringliggende samfund. Og det hænger selvfølgelig også sammen med det omkringliggende samfunds åbenhed eller mangel på samme over for ældre mennesker,” siger han.
For både de ældres trivsel og samfundsøkonomiens skyld må man erkende, at der findes en reel problemstilling, når næsten hver tredje somme tider eller altid føler sig ensom, mener Janus Tarp.
”Det kalder på handling. Måske ikke revolutioner, for i den aldersgruppe vil der altid være en naturlig udvikling af procentdelen af mennesker, der bliver og føler sig alene. Men man må arbejde på at gøre det lettere for mennesker at møde andre mennesker, komme ud, få besøg og føle sig mindre alene,” siger han.