En organdonor ser ud som enhver anden død person, selvom organerne er væk. For når et organ tages ud, lukker vævet sig straks om den plads, hvor det sad, så kroppen har ingen ”huller”, og den er heller ikke sunket ind. Fra bryst til mave og på tværs af maven er såret fra en stor operation. Men det er syet pænt og forbundet med et plaster, ligesom ved en stor operation. Familien kan holde den afdødes hånd, og tit hjælper de pårørende med at fjerne hospitalsskjorten og klæde personen på i det tøj, han eller hun skal begraves i.
35 procent af alle danskere har endnu ikke taget stilling til, om de vil donere deres organer, hvis de en dag skulle hjernedø. For en tredjedel af denne gruppe er grunden, at de faktisk har tænkt over sagen, men er i tvivl, viser en ny holdningsundersøgelse udført af YouGov for Dansk Center for Organdonation. Endnu har ingen undersøgt, hvad tvivlen bunder i, men centerleder Helle Haubro har et par kvalificerede gæt:
”Det ligger dybt i en del mennesker, at de gerne vil have billedet af en hel krop. Det kan skabe ulyst og modvilje til at tage stilling, når man i Donorregistret bliver bedt om at krydse af, hvilke organer man ønsker at donere, fordi det kan være med til at skabe associationer til, at kroppen er noget, der bare kan parteres. Er det tilfældet, så skal vi tale om organdonation på en anden måde,” siger hun og peger på, at usikkerhed om hjernedødskriteriet og fejlagtige forestillinger om, at en donor skal være ung, også er idéer, hun hører tit fra tvivlerne.
Står det til regeringen, vil Dansk Center for Organdonation få tilført knap 18 millioner kroner på finansloven over fire år, og pengene skal blandt andet styrke indsatsen for, at flere danskere tager stilling til organdonation og får registreret deres holdning i Donorregistret.
Blandt de første skridt er en undersøgelse, der undersøger den tvivl, der altså bremser nogle, siger Helle Haubro, som illustrerer den metafysiske dimension af problematikken med tal fra Donorregistret.
Her har over en million personer angivet deres holdning. Otte ud af ti har givet fuld tilladelse til donation, seks procent har nedlagt forbud, mens 14 procent har givet såkaldt begrænset tilladelse. Det er hjerte og især hornhinder, de ikke vil donere.
”Hjerter tillægger mange en symbolsk betydning i form af kærlighed, følelser og personlighed. Hornhinder anses af mange som værende ’sjælens spejl’ og er desuden en mere synlig del af kroppen. Ved hornhindedonation bliver øjet dog altid lukket og gjort pænt i stand, så det ikke er til at se, at hornhinderne er doneret,” siger Helle Haubro, som desuden maner en frygt i jorden om, at huden skrælles af til donation: I Danmark bruger man slet ikke hud fra afdøde personer til transplantation.
Også Anja Marie Bornø Jensen, lektor i medicinsk antropologi ved Københavns Universitet, kender til de følelser om kroppen og legemesdelene, der kan blokere for donation.
”En kvinde har sagt til mig, at hun aldrig har set sin mands lever, men hun ser jo hans øjne hver dag. Der knytter sig en symbolik og en synlighed til nogle organer, og det skal man tage hensyn til.”
Det kunne være med til at fjerne tvivlen, hvis flere danskere vidste mere om, hvordan en død krop håndteres, og hvordan donation praktisk foregår, mener hun:
”Jeg talte eksempelvis med en ung mand, der mistede sin mor, og hun var organdonor. Han var overrasket og glad over, hvor pæn hun i virkeligheden egentlig var efter organudtagningen. Han havde frygtet, at den døde krop blev håndteret mere voldsomt, som han havde set i den amerikanske tv-serie ’CSI’.”
Dertil kommer spørgsmål om kroppens rolle efter døden.
”Mange siger til mig, at de jo ikke ved, om de får brug for at se noget, efter de er døde,” siger Helle Haubro med henvisning til donation af øjnenes hornhinder.
Professor Thomas Ploug, forsker i medicinsk etik ved Aalborg Universitet, supplerer:
”Der kan også være forestillinger om, at der er et efterliv, og at der skal ske en eller anden bevaring af kroppen og dermed identiteten i efterlivet. Hvordan kan det hænge sammen med, at man potentielt ødelægger kroppen og giver den til andre mennesker?,” siger han og fortsætter:
”Der er for eksempel de donorer, der ikke ønsker, at man tager hjertet. Fordi der ligger nogle forestillinger og rumsterer om, at identiteten knytter sig til hjertet, og at ’min’ identitet ikke skal over i et andet menneske.”
Uanset tvivlens årsager, skal tvivlerne tages alvorligt, hvis stillingtagen til organdonation skal bevæge sig fremad, siger Helle Haubro.
”Man kan ikke forlange, at mennesker, som er i tvivl, tager stilling. Derfor er det så vigtigt, at vi adresserer denne tvivl.”
Hun er af samme grund kritisk over for forslag om såkaldt formodet samtykke. Det betyder, at alle borgere over 18 år automatisk tilmeldes Donorregistret, medmindre de aktivt melder sig ud. Et borgerforslag om formodet samtykke har for nylig nået de 50.000 underskrifter, der kræves, for at forslaget kan tages op i Folketinget.
”Men forslag om formodet samtykke adresserer slet ikke den her gruppe af tvivlere,” siger Helle Haubro.