Prøv avisen

Hvert 10. barn af langtidsledige fjernes

Hvert 10. barn, hvor far og mor er på kontanthjælp eller førtidspension, må anbringes i plejefamilie eller institution, fordi forældrene ikke magter at tage sig af dem, mens det i gennemsnit kun gælder 1,8 procent af alle danske børn. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Der er en markant overrepræsentation af børn, hvis forældre står uden for arbejdsmarkedet, i sager om omsorgssvigt og anbringelser uden for hjemmet

Mor og far er på kontanthjælp, har det psykisk dårligt, ligger på sofaen dagen lang og magter ikke at tage sig af børnene. Der er ikke penge til mad, børnene kommer sjældent i skole og går i det hele taget for lud og koldt vand.

Den situation er velkendt for Bente Nielsen, der er familieterapeut og næstformand i landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, Tabuka.

Der er en markant overvægt af børn, hvis forældre står uden for arbejdsmarkedet blandt de godt 13.500 børn, der er anbragt uden for hjemmet. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hvert 10. barn, hvor far og mor er på kontanthjælp eller førtidspension, må anbringes i plejefamilie eller institution, fordi forældrene ikke magter at tage sig af dem, mens det i gennemsnit kun gælder 1,8 procent af alle danske børn. Samtidig har hvert tredje barn, der vokser op i en familie, hvor forældrene står uden for arbejdsmarkedet, mindst ’en børnesag i kommunen, mens det i gennemsnit er hvert 10. barn.

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen finder det overraskende, at forskellene er så markante.

”Det er en gruppe børn med meget svag familiebaggrund, hvor familierne ofte er ramt af sociale, psykiske og helbredsmæssige problemer, og som oveni må slås med økonomiske problemer. Det er en hård opvækst. De markante sociale forskelle viser, hvor vigtigt det er med en tidlig social indsats med støtte til både forældre og børn,” siger Lars Andersen.

Professor ved Aalborg Universitet Inge Bryderup, der forsker i anbragte børns vilkår, forklarer, at den ny analyse falder helt i tråd med videnskabelige undersøgelser, som både herhjemme og i udlandet påviser, at det er de mest socialt belastede familier, som ikke magter at tage vare på deres børn.

”Jeg har selv interviewet mange anbragte børn, og de fortæller om en blanding af fysisk og psykisk sygdom i familien. Jeg er stødt på familier, hvor et barn ned til 10 år tager sig af 3 mindre søskende, mens mor er indlagt på den lukkede afdeling,” siger Inge Bryderup, der mener, at samfundets indsats på anbringelsesområdet stadig er mangelfuld.

”Samfundet kunne gøre langt mere ved at støtte med ’hjemme-hos-pædagoger’ og støtte-kontaktpersoner. Samtidig er der en modstand mod uddannelse i nogle af disse familier, og her kunne man også hjælpe børnene langt mere systematisk. Jeg køber ikke idéen om, at disse børns liv er bestemt af den sociale arv. Mange af børnene klarer sig trods svær opvækst, men tesen om social arv holder på ét område, nemlig uddannelse. Rigtig mange anbragte får ikke den ungdomsuddannelse, som er vejen til selvforsørgelse, og her kunne kommunerne sætte mere systematisk ind,” siger Inge Bryderup.

Bente Nielsen fra Tabuka efterlyser også, at kommunerne mere systematisk går ind og ”vender hver sten” i den enkelte familie.

”Når børn anbringes, er det ofte udtryk for, at forældrene er for opslugte af deres egne problemer til, at de kan tage vare på deres børn. Er problemerne dårlig økonomi, psykisk sygdom eller misbrug, eller en kombination af disse ting, så er det der, man skal sætte ind. Samtidig kan uddannelse måske hjælpe en del forældre videre,” siger Bente Nielsen, som finder det katastrofalt, at revalidering til uddannelse næsten ikke bruges længere.

Liberal Alliances social-ordfører Laura Lindahl er ikke overrasket over den store sociale slagside i anbringelser og børnesager.

”Mange af de børn vokser op uden de strukturer, der er i rigtig mange danskeres hverdag, og det er ikke ligegyldigt. Man skal gøre alt for at få forældrene i arbejde, og det behøver ikke være 37 timer om ugen fra i morgen, men at få forældre i arbejde er det bedste, man kan gøre for børnene. Vi ved også, at der er en risiko for selv at ende på kontanthjælp, hvis man er vokset op med forældre på kontanthjælp,” siger Laura Lindahl.

Socialdemokratiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at den nye analyse understreger behovet for at opprioritere en tidlig social indsats.

”Vi skal have brudt med den negative spiral for familier, hvor forældrene er uden for arbejdsmarkedet. Det handler om, at kommunerne skal prioritere den opgave, men det handler jo også om, at der skal være penge nok. I de fleste kommuner er det sådan, at der er meget få penge at gøre godt med,” lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.