Hvilken forskel kan staten gøre for forældre, der mister et lille barn?

Et borgerforslag om mere hjælp til familier, der er ramt af et spædbarns død, har opnået rekordhurtig tilslutning. Men der er grænser for, hvor stor en forskel omverdenen kan gøre, mener medlem af Det Etiske Råd

Et nyt borgerforslag, der har fået over 50.000 stemmer på blot to døgn, rejser nu det svære spørgsmål: Hvilken forskel kan det offentlige og statens tilbud gøre for et menneske i dyb, uoverskuelig sorg? (Arkivfoto).
Et nyt borgerforslag, der har fået over 50.000 stemmer på blot to døgn, rejser nu det svære spørgsmål: Hvilken forskel kan det offentlige og statens tilbud gøre for et menneske i dyb, uoverskuelig sorg? (Arkivfoto). Foto: Scott Rodgerson/Unsplash.

Der gik bare 48 timer, før borgerforslaget om hjælp til familier ved spædbarnsdød havde opnået de 50.000 virtuelle støtter, som kræves, for, at Folketinget skal tage stilling til forslaget – den hurtigste tilslutning i borgerforslagenes historie. Bag forslaget står Louise Holm Jacobsen, som til flere medier har fortalt om tabet af sin otte måneder gamle datter i en ulykke i hjemmet. Konkret går forslaget på efteruddannelse af sundhedsplejersker, som skal klæde dem på til ”at yde relevant støtte og praktisk hjælp til forældre, som mister deres barn ved uventet død”.

I går eftermiddags havde 62.903 personer vist deres støtte med en underskrift.

”Det er meget vigtigt, at der er spændt et sikkerhedsnet ud under familierne, for vi ved, at sorg og ensomhed går hånd i hånd, og at mange oplever at stå alene i deres sorg,” siger Birgitte Horsten, direktør i Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød.

Organisationen har i årtier arbejdet med at rådgive og støtte forældre, som har mistet et barn, og glæder sig derfor over den store opbakning, borgerforslaget har mødt.

Ifølge Birgitte Horsten er tilbud om aflastning og støtte afgørende.

”Det kan forhindre, at forældrene får komplicerede sorgreaktioner, eller at det viser sig socioøkonomisk ved, at de ryger ud af arbejdsmarkedet, hvilket vi desværre tidligere har set eksempler på,” forklarer hun.

Alligevel understreger direktøren, at hjælpen bør tilbydes med omtanke:

”Vi skal støtte, men vi skal ikke overtage for forældrene. Det betyder, at vi skal give familien ressourcer, viden og terapeutisk støtte til at lande i den nye tilværelse, men at vi ikke må tage ansvaret fra dem. Vi skal huske på, at forældrene rigtig gerne vil gøre tingene selv, men ikke altid kan overskue dem. Så vi skal hellere give dem tid nok til at gøre det, fremfor at gøre det for dem,” siger hun.

Borgerforslaget rejser det vanskelige spørgsmål: Hvilken forskel kan det offentlige og statens tilbud gøre for et menneske i dyb, uoverskuelig sorg?

”Ingen forældre kan på forhånd forestille sig, hvordan ens verden bliver fuldstændig revet itu, når noget så uerstatteligt som et barn er gået bort,” siger Morten Bangsgaard som noget af det første, da han skal forholde sig til det nye borgerforslag. Han er tidligere topchef, teologistuderende og medlem af Det Etiske Råd med særligt fokus på problemstillinger vedrørende livets afslutning.

Derfor er det i hans øjne også sympatisk at tage en diskussion om, hvordan man hjælper forældrepar med at finde fodfæste igen.

”For det er jo det, man har mistet,” som han siger.

Samtidig er der er en grænse for, hvor stor en forskel omverdenen kan gøre.

”Virkeligheden er jo også, at det handler om at finde en måde at bære det tab. Det kan man få hjælp til, men opgaven er ens egen,” mener Morten Bangsgaard.

Døden har det med at komme bag på os, forklarer han – fordi den er så uigenkaldelig.

”Det er vi moderne mennesker måske ikke helt så forberedte på,” siger han og minder om salmen ”Tænk, at livet koster livet”.

”Vi ved det jo godt, men vi er alligevel også blevet mere fremmede over for døden end for bare 100 år siden, hvor man levede et hårdere liv, og det var en mere naturlig del af menneskers hverdag hyppigere og tidligere i livet. Dengang var spædbørnsdødeligheden jo langt større, end den heldigvis er nu.”

Derfor er det moderne menneske ikke beredt til at håndtere den livsomvæltning, som et tab medfører, mener Morten Bangsgaard.

Preben Kok har siddet med hundredvis af mennesker i den situation, da han som sygehuspræst blandt andet arbejdede på fødeafdelingen på Vejle Sygehus.

”Jeg synes selvfølgelig, at de her mennesker skal have så meget praktisk, konkret hjælp som muligt,” siger han og beskriver det at miste et barn som den ultimative lidelse.

Da Preben Kok først hørte om borgerforslaget, tænkte han på mødre, der føder et barn med hareskår.

”Så står der en sundhedsplejerske fire timer efter, som ved noget om hareskår. Jeg synes, det er rimeligt at gøre noget lignende i denne her sammenhæng,” siger han.

Fra de mange år på fødegangen er det Preben Koks erfaring, at forældre reagerer vidt forskelligt.

”Det er meget ofte sådan, når man har et forældrepar, at den ene forælder tyer til handling, og den anden tyer til skylden. Den ene giver sig til at gøre noget, og den anden venter,” forklarer han.

Derfor er det vigtigt, at der er plads til begge.

”Hvis vi hele tiden tænker på at handle os ud af tingene og løse problemer, så får vi ikke muligheden for bare at give op og dumpe ned i magtesløsheden.”