Prøv avisen

Hvis Kristian Borbjerggaard selv skulle vælge, blev det Struer

Der er kun 21 andre i Danmark, der bærer Kristian Borbjerggaards efternavn. Det stammer fra Venø, hvor hele familien af fiskere er fra. Det er naturen og lokalmiljøet, der er afgørende for, hvorfor Kristian Borbjerggaard gerne vil flytte tilbage til sin hjemstavn. – Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier

Struer er den yderkommune i Danmark, som flest unge vælger at forlade. 21-årige Kristian Borbjerggaard ville gerne flytte tilbage dertil, hvis han kunne. Mens uddannelse og stigmatisering kan forhindre unge i et lykkeligt liv på landet, kan familierelationer og lokalmiljøer få dem til at blive, fremhæver eksperter

Nogle kilometer nord for centrum af Struer ligger Venø. Det tager kun to minutter at sejle med færgen til øen, der blandt andet huser Danmarks mindste kirke, og hvor træernes buede rygge står som frosset fast af vestenvinden. Vandet omgiver spidsen af øen, hvor 21-årige Kristian Borbjerggaard bruger det meste af sin tid:

”Jeg kendte mange i Struer, da jeg var yngre. Men de er allesammen stukket af.”

Stadig flere unge strømmer mod storbyerne, væk fra landet og de mindre byer. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2017 flyttede knap 49.000 unge mellem 16-25 år til København, Aarhus, Odense eller Aalborg Kommune. I 2008 var det 37.000. I Danmark er gennemsnitsalderen for at flytte hjemmefra 21 år, og i 2017 valgte næsten 59 procent i den alder at forlade Struer Kommune. Det er den højeste andel sammenlignet med andre yderkommuner i Danmark.

Kristian Borbjerggaard sidder i køkkenet på skaldyrsfarmen, som han går med til at kalde det sted, han siden 2015 har drevet på egen hånd. Logoet på hans virksomhed, Venø Seafood, står skrevet med turkis på hans sorte sweatshirt.

For knap tre år siden flyttede Kristian Borbjerggaard ligesom de fleste andre af sine jævnaldrende væk fra Struer, hvor han er vokset op. Hans kæreste skulle begynde sin uddannelse som sygeplejerske i Viborg, og derfor blev han nødt til at tage med. Hver dag pendler han 150 kilometer frem og tilbage fra sit lille rækkehus til Venø:

”Det er kun min kærestes uddannelse, der er stopklods for, at jeg flytter tilbage. Min farfar var havnefoged på Venø Havn, dengang det virkelig var stort. Min far Ole er chef for Venøsund Fisk og Skaldyr, der opdrætter fisk, og jeg har været med ham på arbejde, siden jeg var 12 år. Jeg kom herind i weekenderne, hjalp til med at fodre fisk og rense kar ”.

Mange unge flytter fra landet og til de større byer for at uddanne sig. Det fortæller forskningschef ved Aalborg Universitet, Hans Thor Andersen, der sidste år udarbejdede en rapport for Statens Byggeforskningsinstitut om unges flytning fra yderområder.

Det skyldes i høj grad, at der er sket en centralisering af uddannelsesstederne i Danmark. Næsten 70 procent af de videregående uddannelser ligger i de større byområder, mens kun 6 procent er placeret i yderområderne. Det er især mellemuddannelser som sygeplejersker og lærere, der er rykket til de større byer.

Når unge alligevel vælger at blive boende eller flytte tilbage til det sted, de er vokset op, er det, fordi sted-tilknytning spiller en væsentlig rolle, fortæller forskningschef Hans Thor Andersen:

”De personlige relationer spiller ind i folks valg, når de skal bosætte sig,” siger han.

”Hvis man har haft en god opvækst et sted, vil det typisk også være det, man ønsker at give videre til sine egne børn. Man ønsker, at de skal opleve det samme, som man selv har.”

I Struer bor sogne- og ungdomspræst Peter Krabbe- Larsen. Hans præstebolig ligner mange af husene i Struer by; bygget af de karakteris- tiske røde mursten fra 1970’erne. Omkring den tid, hvor elektronikvirksomheden Bang & Olufsen med 2500 ansatte var altdominerende. I dag er virksomheden barberet ned til 600 medarbejdere.

Peter Krabbe-Larsen er præst for de unge i Struer, men han fortæller, at de efter gymnasietiden er svære at finde i byen.

”Jeg havde et konfirmandhold den anden dag, hvor jeg bad dem lukke øjnene og række hånden op, hvis de havde tænkt sig at blive i Struer. Det var kun 2 ud af 15, der løftede hånden.”

Peter Krabbe-Larsen fortæller, at han fik de unge til at lukke øjnene, fordi han tror, mange af dem synes, det er flovt at blive tilbage.

Det er en antagelse, som underbygges af flere studier om unge og yderområder. Mette Pless, lektor hos Center for Ungdomsforskning, har undersøgt ungdomskulturen på landet og i mindre byer. Hun fortæller, at de unge ofte har en forestilling om, at det ”rigtige” ungdomsliv leves i storbyen.

”Mange af de unge føler, at de er bagud på point, fordi de er vokset op uden for byen. De oplever, at de unge i storbyerne er mere outgoing og har prøvet kræfter med flere ting.”

Mette Pless mener, at de unges billeder og idealer af livet i byen hænger stærkt sammen mediernes portrættering af tilværelsen i og uden for storbyen.

”Vi bliver bombarderet med fortællinger om ’Udkantsdanmark’ og ’den rådne banan’. Men hvis vi fokuserer for meget på de negative aspekter, nedtoner vi også de positive fortællinger. Det kunne vi mærke på de unge, vi snakkede med. Deres for-tællinger bar i vid udstrækning præg af en stereotyp modstilling af livet på landet og i byen, hvor bylivet helt klart blev fremstillet mest positivt. Men lige så snart vi kom lidt dybere, fik vi også fortællinger om gode erfaringer med ungdomslivet og tilværelsen uden for byen.”

Mette Pless ser dog en tendens til, at flere unge, der kommer fra landet, vælger at flytte tilbage:

”Mange fortæller, at de nyder den ro og plads, som et liv uden for byen giver. Men det er en svag tendens, som nok ikke kan ses i statistikkerne endnu.”

Vestenvinden trænger ind i skaldyrsfarmen på Venø og får døren til rummet, hvor grønne bassiner er fyldt op med østers og hummere, til at smække i med et brag. Her opbevarer Kristian Borbjerggaard skaldyrene, indtil de er gode nok til at sælge videre til restauranter i Aarhus og København.

Hans far, Ole Borbjerg- gaard, træder ind i køkkenet og blander sig i samtalen:

”Der var flere unge, der blev i Struer, da jeg var ung. Det var ikke ligesom i dag, hvor folk bliver trukket ind til byen og universiteterne.”

Ole Borbjerggaard er ægte venøboer og efterhånden en sjælden race. Han husker, hvordan han selv, da han var på Kristians alder, sejlede i robåd med sin bror frem og tilbage til Struer, når de skulle i byen om aftenen. Det var på et diskotek, der hed Pavillonen. Her kom også folk til fra Holstebro og omegn.

”I dag er Vestjylland støvsuget for unge,” kommenterer han med en vestjysk dialekt, der er mere markant end sin søns.

Kristian Borbjerggaard drejer hovedet og kigger ud ad vinduet mod vandet. Det er naturen og hans virksomhed, der trækker i ham:

”Hvis jeg selv skulle vælge, blev det Struer. Det er jo lige herude, at vi har verdens smukkeste natur og bedste østers.”