Prøv avisen

- Hvis Danmark ikke fandtes, måtte det opfindes

Journalist og forfatter Richard Oestermann bor til daglig i Israel, men besøger hver sommer København. "Jeg er stolt af at være dansker", fortæller han. -- Foto: Leif Tuxen.

Bogaktuelle Richard Oestermann var blandt de danske jøder, der blev smuglet til Sverige i 1943. Siden blev han Israel-korrespondent, og nu har han skrevet den første danske bog om Gaza-krigen

De svenske soldater græd af bevægelse, da de modtog Richard Oestermann, hans mor og to søskende i 1943. Den dansk-jødiske familie var flygtet med båd fra det mørkelagte Danmark til det stadig funklende Sverige på den anden side af natten og havet.

– Og vi græd også, husker Richard Oestermann i dag, 66 år senere.

Han har beskrevet situationen sådan her i bogen "Hvert sekund tæller":

"For vi var blevet frelst fra den grumme skæbne at blive taget af tyskerne og sendt i nazi-koncentrationslejr i Tyskland eller Polen. Vore tårer bidrog måske til, at vandet i Øresund steg en millimeter. Det var vort held og det danske folks og modstandsbevægelsens beslutsomme indsats for de danske jøder, der blev vor redning. I Danmark findes noget medmenneskeligt, der opfattes som det bibelske: "Jeg er min broders vogter".

– Hvis Danmark ikke fandtes, måtte det opfindes, erklærer han og forklarer, at redningen af jøder under besættelsen var et konkret bevis på den særlige danske ansvarsfølelse.

– Det var selvsagt ikke alle danskere, der deltog aktivt i redningen, men den havde bred opbakning i befolkningen, og indignationen over tyskernes udskillelse af jøderne var stærk. Jøderne havde levet i Danmark i over 300 år, og de var så integrerede i det danske samfund, at de blev opfattet som medborgere, der blot havde en anden tro, mener han.

Journalisten Richard Oestermann har interviewet præsidenter, terrorister og hemmelige agenter, dækket krige, dukket sig for palæstinensiske raketangreb i en høj alder og skrevet nøgternt til skandinaviske aviser fra Politiken til Kristeligt Dagblad og stiftstidenderne om Mellemøsten ud fra tre grundregler: Vær hundrede procent sikker på, at det, du skriver, passer. Stå fast og kræv dit svar. Og hav altid læseren i tankerne.

Nu foreligger hans tiende bog på dansk: En dag-for-dag-reportage fra Gaza-krigens 22 dage fra december 2008 til januar i år med et historisk tilbageblik på Mellemøsten og analyser af forholdet mellem palæstinensere og israelere.

Jøden Richard Oestermann er ikke religiøs, men fascineret og forelsket i jødisk kultur og i det land, han har boet i siden 1961: Israel. Han har brugt det meste af sit liv på at beskrive livet her, hvor man hilser alle med ordet "shalom", der betyder "fred", men hvor freden aldrig har indfundet sig. I Israel har han hjemme.

Danskeren Richard Oestermann er født og opvokset i København. Hver dag efter skole blev han forkælet med kakao og en kage efter frit valg hos den lokale konditor. Det havde mor sørget for.

Han gik i skole på den traditionsrige Østre Borgerdyd skole, hvor han og tre andre jøder og katolikker blev fritaget for kristendomsundervisning. Mens de andre spillede fodbold i fritimerne, sad Richard Oestermann på lærerværelset og studerede.

Da Danmark blev besat i 1940, uddelte han modstandsbevægelsens illegale blade til skolekammerater og særlige personer. Et farligt job for dengang 15-årige Richard Oestermann.

– Men jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at være med til at få tyskerne ud af Danmark, husker han.

Det var dog ikke de illegale blade, men hans jødiske afstamning, der nær havde kostet ham livet. I 1943 begyndte tyskerne at deportere jøder til koncentrationslejre. Richard Oestermann blev advaret af en ven fra modstandsbevægelsen på åben gade i København:

"Du og din familie må omgående forlade jeres hjem og søge tilflugt. Ellers er I dødsens", lød beskeden.

Så begyndte flugten. Richard Oestermann, hans to ældre søskende og moderen på 60 flygtede. De medbragte ingen personlige ejendele, bare 1000 kroner hver. Det var prisen for at blive sejlet til Sverige.

De tog toget fra København til Snekkersten ved Helsingør. Kupeen delte de med en deling tyske tropper, som ikke bemærkede dem, fordi de rejste uden baggage. Her overnattede de hos en dansk rigmandsfamilie på gulvet blandt 20-30 andre jøder på flugt.

Nogle flygtede videre via Gilleleje i Nordsjælland og blev arresteret af Gestapo på kirkeloftet i Gilleleje Kirke. Familien Oestermann var heldige; de havde planlagt en anden rute til Sverige. De skulle med en fiskekutter fra Nivå-bugten i Nordsjælland.

De mødte flere tyske patruljebiler på vejen dertil, men tilfældigheder, snilde og held fulgte familien, og de nåede frem til den skipper, der skulle sejle dem i sikker havn.

Andersen hed fiskeren, der risikerede sit liv for familien og tog imod deres fire gange 1000 kroner. En tysk patruljebåd fik øje på båden, men Andersen bar sig klogt ad: Han sejlede ikke i ly af mørket, tværtimod tændte han projektøren på skibet og råbte højt om fisk og fangst til Richard, som var blevet iklædt en fiskertrøje, da den tyske båd nærmede sig. Tyskerne faldt for skuespillet og lod båden passere. Andersen vendte tilbage til Danmark for at smugle flere jøder til Sverige.

Richard Oestermann kom hjem i 1945 som en del af Den Danske Brigade. Efterfølgende færdiggjorde han sin uddannelse og læste journalistik i USA. Som 21-årig blev han redaktionssekretær på Information under Børge Outze og Erik Seidenfaden, og i 1961 besluttede han sig for at flytte til Israel.

– Jeg følte, jeg havde en opgave i landet. Bare det at være der ville være en positiv ting, siger Richard Oestermann.

Lige siden har han rapporteret derfra til en række skandinaviske dagblade. Hans nye bog, "Krigen i Gaza – og Israels dilemma", udgivet på Forlaget Udfordringen, er således også primært en samling af artikler skrevet under krigen. Bogen kommer også ind på, at krigen og ikke mindst verdenspressens dækning har været med til at knægte Israels ry.

Hvilket bringer os tilbage til danskernes og jødernes indbyrdes forhold. For har det ændret sig de seneste 60 år? Hvis situationen blev den samme som under besættelsen, ville danskerne så reagere på samme måde?

Richard Oestermann stiller selv det retoriske spørgsmål. Han overvejer det i et par sekunder, og siger så:

– Jeg tror, at den danske indstilling stadig er medmenneskelighed. Men ville danskerne sætte livet til for jøderne i dag? Jeg ved det ikke.

schou@kristeligt-dagblad.dk