Prøv avisen

17-årig tigger: Hvis Europa ikke fandtes ville den her by ophøre med at eksistere

Wylson (th.) og Dennis er 17 år. Wylson drømmer om at arbejde på en fabrik i Europa, mens Dennis drømmer om at blive fotomodel i Tyskland, for pigerne elsker hans grønne øjne, siger han. Foto: Jens Welding Øllgaard

Bărbulești er en af Rumæniens såkaldte tiggerlandsbyer. Her lever tusinder af mennesker, de fleste romaer, af at rejse frem og tilbage til Europa, hvor de samler pant, arbejder eller tigger på gaden. 17-årige Wylson er ikke i tvivl om, at hans fremtid findes i et andet land end Rumænien

”Snart bliver denne levende by en by uden mennesker. Der er ingen tilbage. Kun syge, gamle og børn. Og mig,” siger Vagile.

40-årige Vagile er en af Bărbuleștis ganske få tilbageværende indbyggere. Den seneste folketælling i byen, der ligger 50 kilometer nordøst for Bukarest, talte omkring 6000 indbyggere, hvoraf 98 procent er romaer. Men ved første øjekast er byen tom. Langt størstedelen er rejst til det nordlige og vestlige Europa for at tjene penge.

”I Europa kan man tjene gode penge, 200 euro om måneden. I Rumænien tjener vi 15 euro på det samme arbejde, og maden her er dyrere. 15 euro. Hvad skal man nogensinde gøre med 15 euro?”, spørger Vagile retorisk.

De politiske omvæltninger i Rumænien skubbede udvandringen til andre EU-lande i gang, siger Vagile: Først Ceaușescu-regimets fald. Så Rumæniens optagelse i EU i 2007, der åbnede for adgangen til det europæiske arbejdsmarked. Og siden de smuldrende arbejdsmuligheder i hele Sydeuropa efter den økonomiske krise. Der blev skabt et system af tabere og vindere i Rumænien, hvor taberne lider store nederlag.

Arbejdsløsheden i de rumænske landsbyer, hvorfra beboerne emigrerer til nord- og vesteuropæiske lande, ligger på 98 procent. Beboerne forlader en hverdag, hvor job er sjældne, gennemsnitslønnen er 12 procent af en gennemsnitsløn i Vesteuropa, og de sociale ydelser er små. Uden uddannelse og job modtager en familie omkring 15 euro om måneden i børnepenge. Penge, der skal række til en måned. I Danmark kan de tjene det samme på én dag.

Vagile har arbejdet det meste af sit liv med småjobs i Spanien. Hvis han kunne, ville han tage tilbage, siger han uden tøven. Men sygdom betyder, at Vagile er ladt tilbage i Bărbulești sammen med de andre syge, gamle og børn, der befolker byens hullede gader og store, halvfærdige huse.

Han sidder i ly for solen på verandaen foran sin butik, en underskudsforretning bygget på et sindrigt system af gæld.

”Én gang om måneden betaler folkene i byen,” fortæller han og trækker en bog frem med navne på alle de mennesker i byen, der køber på kredit: Når familiemedlemmerne sender penge hjem fra Europa, og de 15 euro i børnepenge bliver udbetalt af kommunen.

“Butikken er ikke god til at tjene penge. Kun til at hjælpe mennesker,” siger han.

Ligesom de fleste andre i byen har Vagile ingen uddannelse. Som 16-årig, da hans forældre døde, begyndte han at arbejde for at forsørge sine fem søskende. I dag gør han alt for, at hans syvårige søn kan gå i skole, også selvom det koster 300 euro om året, langt mere end en månedsløn. 

”Hvis Gud hjælper mig, kommer min søn til at gå i gymnasiet. Hvis det slår fejl, må han rejse bort ligesom alle andre. Det vigtigste er, at han får et diplom. En uddannelse og et godt arbejde,” siger Vagile.

Arbejde og diplom. To ord, hver eneste indbygger i Bărbulești gentager som et mantra.

Heller ikke 17-årige Wylson, der kommer gående forbi butikken med sin ven Dennis, nåede at få et diplom for sin skolegang, og både i Rumænien og Europa er det nærmest umuligt at finde arbejde uden, siger han.

Lige nu har Wylson intet diplom, intet arbejde og heller ingen penge. Han venter bare på bedre tider. Og drømmer om engang at få et arbejde på en fabrik. Dennis derimod drømmer om at tage til Tyskland og blive fotomodel, for pigerne kan godt lide hans grønne øjne, siger han.

Siden Wylson var 16 år, har han boet på gaden, overnattet i biler og levet af at tigge i lande som Schweiz, Frankrig, Tyskland og Sverige.

”Ikke Danmark, for det er for langt væk, og der er alt for koldt,” siger han og griner.

Flere af hans venner er rejst til Danmark, og han har kun hørt godt om danskerne, siger han. I Danmark kan man tjene gode penge, men man må også være i stand til at løbe hurtigt, for politiet er altid efter én.

Rumænere og romaer i Danmark har det hårdere end i de omkringliggende skandinaviske lande, viser rapporten fra Fafo. En tredjedel har oplevet diskrimination, og fordi tiggeri er ulovligt i Danmark, er de udsat. Wylson ryster på hovedet på spørgsmålet om, hvorvidt han har oplevet diskrimination i Europa.

”Europæerne er gode mennesker. Venlige og hjælpsomme,” understreger han.

Diskrimination oplever han mest af alt i Rumænien. I skolen, fordi han ikke gik i pænt tøj som de rumænske børn og ”ikke er lige så køn som dem”. 

”Racismen løber gennem rumænernes årer. Rumænerne ser på os og ser kun vores mørke hud. De ser os som andenrangsborgere,” indskyder Vagile og fortæller, at han må bestikke folkene på hospitalet for at modtage behandling for sin sygdom.

Selvom forholdene i Danmark er barske, kan gadearbejderne tjene flere penge her end i de andre skandinaviske lande. Ifølge Fafo-rapporten har de i gennemsnit 60 kroners overskud efter en dags arbejde i Norge. I Sverige er tallet 90 kroner og i Danmark 110 kroner. Og et usikkert liv som hjemløs tigger i Europa er værd at foretrække frem for at blive i Bărbulești, siger Wylson.

Hans fremtid findes i Europa i de penge, han kan tjene og sende hjem til sine forældre og sine fire søskende.

”Hvis Europa ikke fandtes, ville den her by ophøre med at eksistere. Byen overlever kun på grund af Europa,” siger han.

Vagile er en af Bărbuleștis få tilbageværende indbyggere. Han driver en af områdets fem forretninger. Foto: Jens Welding Øllgaard
Tigger-landsbyen Bărbulești er fanget i et krydsfelt mellem Europas modernitet og Rumæniens fattigdom. Foto: Jens Welding Øllgaard