Ingrid Ank har en bøn til de mange politikere, der i disse uger kæmper for at komme i Folketinget. Den er, at de husker at stille dette spørgsmål, hver gang de havner i debatter om stramninger mod personer eller grupper, hvis holdninger kan virke som en trussel mod danske værdier:
”Er vi i gang med at indskrænke vores frie samfund i frihedens navn?”
”Det kan godt være, at spørgsmålet er abstrakt, men det er et, vi simpelthen er nødt til at stille i en valgkamp. Vi kan ikke bare droppe de principielle diskussioner og sige, okay, her er noget, vi ikke kan lide, så det lovgiver vi imod. For så tager vi små bidder af et samfund, som vi sådan set alle sammen er stolte af,” siger lederen af Grundtvig-Akademiet.
Frihedsrettighedernes styrker og ulemper er noget, Ingrid Ank bruger meget tid på at drøfte. Sidste år blev hun formand for den dengang nystiftede Foreningen Åndsfrihed, som har til formål at styrke retten til at tro, tænke og mene, hvad man vil, og råbe de mennesker op, som begrænser den.
Denne formiddag behøver hun dog ikke at råbe. For personen, der skal lytte, sidder lige ved siden af hende i Grundtvig-Bibliotekets lyse lokaler i bygningen Vartov i København. Han hedder Mads Fuglede og er som udlændinge- og integrationsordfører for Venstre vant til at stå på mål for de stramninger, regeringen de seneste år har indført mod alt fra religiøse forkyndere til burkaer.
Bag de politiske tiltag ligger der ifølge ham altid en diskussion om, hvad man vinder og taber ved at stramme reglerne. Men det er ikke mange gange, Mads Fuglede har hørt åndsfrihed blive sagt direkte, og han erkender også hurtigt, at han ikke er lige så begejstret for ordet som Ingrid Ank.
”Der er nogle begreber, jeg godt kan have det lidt svært med, og åndsfrihed er et af dem. Det skyldes, at man i dag ikke kan møde nogen, der rigtigt er imod det. Det er et plusord,” siger han.
Samtidig ser han det som et begreb, man skal være forsigtig med at bruge i politik.
”I det øjeblik, man tænker de begreber, som vi i dag forstår som berettigede frihedsværdier, ind i en politisk kontekst, vil man opleve, at de bliver et instrument for noget andet. I dag vil en debat om åndsfrihed i en politisk kontekst ofte komme til at handle om dem, man ikke synes rummer det samme syn på åndsfrihed som en selv,” siger han og tilføjer, at ordet altså let bliver spændt for en vogn, når det bruges i politik.
”For mig at se er det et politisk begreb,” begynder Ingrid Ank, da hun får ordet igen.
”Det er frihed jo. Og det er klart, at det hurtigt kan blive fluffy, men det er også enormt konkret, fordi begrebet netop handler om, hvad vi stiller op med det, vi ikke kan lide, og dem, vi synes er kæmpe idioter – om det så er Rasmus Paludan, homofobiske fodboldfans eller kvinder i burka. Og der bliver spørgsmålet politisk,” siger hun.
For Ingrid Ank er det overordnede spørgsmål, om vi vil have et samfund, hvor vi definerer, hvilke holdninger vi kan og ikke kan lide, eller om frihed også indebærer ”frihed for tumperne og de farlige.”
Lige nu oplever hun, at landets politikere hælder til det første, hvilket også er grunden til, at Foreningen Åndsfrihed blev stiftet. Som eksempler på dette nævner hun ønsket om at lukke for udenlandsk finansiering af friskoler og moskéer i Danmark, diskussionen om at forbyde bederum på uddannelsessteder, og de såkaldte imamlove, der skulle forhindre religiøse forkyndere i at prædike had i Danmark.
De politiske drøftelser er dog ikke opstået uden grund, siger Mads Fuglede.
”Jeg tror, at åndsfrihed et eller andet sted er fint som abstrakt begreb. Du må tænke frit og mene, hvad du vil, men hvis du begynder at handle på det, du mener, så bliver man nødt til at indskrænke friheden. Det er derfor, man har lavet lovgivning som den imod hadprædikanter. Man kan ikke stå i Danmark som repræsentant for en religion og sige, at man som muslim har pligt til at slå jøder ihjel. Det er der ikke plads til i vores opfattelse af åndsbegrebet,” siger han og tilføjer, at friskoleloven på samme måde ikke skal bruges af institutioner og regimer i Mellemøsten til at styrke et menneskesyn, som intet har med åndsfrihed at gøre.
”Der er muslimske piger, der lærer i friskoler, at man ikke kan have en dansk kæreste, og at man er halvt så meget værd som en mand, fordi det er Guds vilje. Det er der, man kan se, at en sværmerisk debat om åndsfrihed – eller troen på det – bliver til åndsfrihedens egen værste fjende,” siger han.
Ingrid Ank påpeger, at der altid har været diskussioner om, hvad friskolerne brugte den frihed, de fik, til, og at man for eksempel har haft stærkt marxistiske friskoler, som gik ind for revolution.
”Jeg er helt med på, at åndsfriheden hele tiden er truet fra to sider. Og det er bestemt en trussel mod åndsfriheden, når der er samfund med negativ social kontrol. Men for mig at se er vi nødt til tage den principielle diskussion. Vi kan ikke bare sige, at det kan vi ikke lide, så det skal være forbudt. Jeg er godt klar over, at det ikke er sådan, det foregår, men jeg synes, der er en villighed til at lovgive og måske være lidt for hurtig,” siger hun og nævner burkalovgivningen:
”Nu har vi pludselig regler for, hvad man må have på af tøj. Der synes jeg faktisk, at vi gør vores samfund mindre.”
Når det kommer til maskeringsforbuddet fra sidste år er der dog snarere tale om en udvidelse af åndsfriheden, mener Mads Fuglede.
”Jeg synes ikke, man indskrænker noget som helst ved at lovgive mod noget så undertrykkende som at sige til kvinder, at jeres seksualitet er så farlig, at I skal være fuldstændig tildækkede i det offentlige rum,” siger han og fortsætter:
”Hvis jeg ikke vil tage kampen for den stakkels kvinde inde i den burka, så har åndsfrihed ikke nogen som helst værdi.”
Ingrid Ank indvender, at det inden loven sidste år allerede var forbudt at tvinge nogen til at bære burka i Danmark, og at det kan virke lidt formynderisk, at man nu giver kvinder en frihed, de ikke selv har bedt om. Hun er selv meget imod burkaer, men tror på, at brugen af dem bør bekæmpes med ord frem for lovgivning.
Mads Fuglede tøver lidt ved spørgsmålet om, hvorvidt man politisk kunne have prøvet at få kvinder til at smide burkaerne gennem oplysning i stedet for lovgivning.
”Det at optage de liberale frihedsværdier, som det danske samfund hviler på, er noget, der i den bedste af alle verdener ikke sker i vores institutioner. Selvom folkeskolen har fine ord om den proces, de sender børnene igennem, så lærer man i min verden de værdier, man skal bruge, hjemmefra. Det er udgangspunktet. Når de værdier ikke er i hjemmet, og det, man får derfra, er så nedværdigende og på ingen måde er noget, man kan frisætte sig fra uden at risikere at blive slået ihjel af sin egen familie, så anerkender jeg, at vores bærende institutioner i samfundet må tage over,” siger han og tilføjer, at alt andet vil være et knæfald for andres totalitarisme.
Han erkender, at det ikke er en kamp, man vinder med burkalovgivningen alene:
”Men nogle gange er man nødt til at trække en streg i sandet og sige, at det her kan vi ikke være med til som samfund.”
I Grundtvig-Bibliotek et fortsætter samtalen om lovgivning og social kontrol i både islam og kristendommen, mens flere store tænkere, hvis værker man kan finde på Grundtvig-Bibliotekets bogreoler, bringes i spil. Ved samtalens afslutning konkluderer Mads Fuglede, at han godt kan lide diskussioner som denne. Men han tvivler fortsat på, at åndsfrihed vil fylde i valgkampen.
”Det er meget sjældent, man får lov til at trække på noget af det åndelige tankegods, som er en del af den vestlige kulturkreds, og som jeg holder af. Derimod lirer man statitik af og lærer tal udenad. Det er der ikke meget ånd over, hvis jeg skal være helt ærlig,” siger han.
Han tror dog, området drøftes indirekte, og hvis han skal sige noget positivt om Rasmus Paludan og hans nye parti Stram Kurs, så er det, at det har skabt debat om frihedsrettighederne.
”Der bliver løftet noget der, som ikke har været i valgkampen, før han troppede op. Det kom ind ad bagvejen, og måske kommer det til at fylde mere,” siger han.