”Det er en sær tid, vi lever i,” skrev uddannelsesminister Søren Pind (V) sidste år på sin nu lukkede Facebook-profil. Her sammenlignede han nutiden med 1970’erne. Alt er i hvert fald igen blevet politisk. Intet er helligt, alt kan diskuteres, også i det uddannelsessystem, som Søren Pind kun er den ene af Danmarks to ministre for.
Den anden er undervisningsminister Merete Riisager (LA). Hvor Pind er minister for de videregående uddannelser, er hun for grundskolerne og ungdomsuddannelserne, og ligesom Venstre-kollegaen har hun flere gange siden sin tiltræden gjort styrkelsen af uddannelsessystemets dannelsesrolle til én af sine mærkesager.
”Dannelsesbegrebet handler om at videregive de værdier og den kultur, som er kernen i et samfund. Det handler om at videregive det ypperste, det bedste, det mest skattede til kommende generationer,” siger Merete Riisager.
I den kommende uge er hun værtinde for det såkaldte Sorø-møde, der i år har ”dannelse i en global verden” som overskrift. Det dækker over debatter om både demokratisk dannelse, kritisk tænkning og det såkaldt ”postfaktuelle samfund”, hvor følelser og fortællinger med forlaget Gyldendals definition kan betyde mere end viden. En verden, hvor alt er til diskussion, hvor for eksempel indvandring og flygtningestrømme med Merete Riisagers ord ”udfordrer det bestående”, og hvor digitalisering og politiske opbrud synes at fragmentere befolkningen.
Kristeligt Dagblad har bedt undervisningsministeren give sin vurdering af, hvilke udfordringer det stiller uddannelsessystemet. Man kunne forestille sig, at det er svært at undervise i emner som Donald Trump, islam, fake news og menneskerettigheder uden at få ørerne i maskinen. For hvornår er noget vidensformidling, og hvornår er det politisering?
Her kalder Merete Riisager viden og indsigt for helt afgørende.
”Vi har haft en periode, hvor vi har været meget optagede af form og kompetencer, og vi har været mindre optagede af forståelse, viden og indsigt. Det skal vi hurtigst muligt tage et opgør med,” siger hun:
”Hvis læreren siger, at Trump er populist, skal han jo kunne forklare hvorfor. Det er meget vigtigt, at lærere ikke bare giver efter for en eller anden samfundsstrømning, der siger, at den og den præsident er idiot.”
”Man skal selv have en indsigt i emnet og kunne forklare, hvorfor det er sådan.”
Den danske skole er ikke neutral. Den skal med Merete Riisagers ord også gøre eleverne til ”myndige, demokratiske borgere”. Det betyder ifølge undervisningsministeren, at uddannelserne skal lade alt være til diskussion og refleksion, men samtidig slå på, at noget er bedre end andet, og at Danmark har en ”hovedkultur”.
”Der er ikke noget, der er undtaget kritik eller refleksion i et demokrati. Men der er også en kerne af viden og værdier, som skal videregives,” siger hun og understreger, at ”skolen ikke kan pådutte, at du skal mene sådan og sådan”.
”Men skolen skal videregive og præsentere alle elever for kernen i vores samfund, for det, man kan kalde hovedåren. I Tyskland er de begyndt at bruge et begreb, der hedder Leitkultur, altså, at der er en hovedkultur, en demokratisk kultur, som er den bærende for det samfund, de har. Den diskussion synes jeg også er vigtig i Danmark,” siger den liberale undervisningsminister, der understreger, at ”liberalisme er for mig at se ikke er det samme, som at alle værdier er lige gode”.
”Bestemt ikke. Der er præcis nogle institutioner, nogle værdier og en kultur, der bærer muligheden for frihed i sig,” siger hun.
”Vi lever i et globalt samfund, hvor folk migrerer, og nogle tager også deres værdier og samfundsform med sig i en grad, der udfordrer det bestående. Det er faktuelt. Men når kommende generationer skal vokse op og bære demokratiet, er det fuldstændig afgørende, at også børn, som har anden etnisk baggrund, forstår de præmisser, der er for at leve i et liberalt demokrati. Der skal vi blive langt mere tydelige, end vi har været hidtil,” siger Merete Riisager.
Migration og flygtningestrømme har også gjort, at et begreb som menneskerettigheder er mere omstridt herhjemme end tidligere. Af gymnasieloven fremgår det dog, at ”undervisningen og hele institutionens dagligliv” må styrke elevernes ”respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder”. Er det så at politisere?
”Selvom noget er en del af vores hovedkultur, betyder det ikke, at det ikke kan anfægtes. Især når man kommer til gymnasiet, hvor eleverne skal forholde sig refleksivt i endnu højere grad end i folkeskolen,” siger Merete Riisager:
”Menneskerettigheder er en vigtig del af vores hovedkultur, men derfor kan man sagtens gå et spadestik dybere og spørge, hvordan vi er kommet frem til menneskerettighederne, og hvor menneskerettighederne kommer til kort? Hvis vi gerne udvise et dybt kriminelt menneske, men ikke kan gøre det på grund af menneskerettighederne, hvad så?” siger hun:
”Selvfølgelig skal man forholde sig refleksivt til menneskerettighederne, men det betyder ikke, at de ikke er en del af vores hovedkultur, for det er de.”
Så menneskerettigheder er stadig – uanset hvor stor en del af befolkningen og Folketinget der måtte mene, at det faktisk er noget skidt – noget, vi i undervisningen skal sige er bedre end noget andet?
”Ja da. Selvfølgelig er menneskerettigheder bedre end undertrykkelse og tyranni. Det er klart. Men det betyder ikke, at der findes et perfekt værdisystem, eller at der findes nogle perfekte regler.”