Prøv avisen
Politisk set

Hvis man vil høste velfærd, må man så frøene

Miniguide til de tre elementer, der igen og igen dukkede op under valgkampen og nu igen under regeringsforhandlingerne

Både under valgkampen og nu under de efterfølgende regeringsforhandlinger er der tre elementer, som ofte nævnes. Det drejer sig for det første om forskellige løfter om øget velfærd i form af for eksempel bedre normeringer i børnehaverne, flere sygeplejersker og mulighed for tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

For det andet drejer det sig om begrebet ”det økonomiske råderum”, som nærmest har fået status af at være en Joakim von And-agtig pengetank inde i Finansministeriet, hvor politikerne kan gå ned efter en pose penge, når de synes. Det er imidlertid ikke den helt korrekte forståelse af begrebet.

Det tredje begreb drejer sig om arbejdsudbuddet, der dækker over det antal timer, som danskerne ønsker at arbejde til den løn, som de nu engang kan opnå. Det kan for eksempel ske ved, at man hæver pensionsalderen lidt, ved at man tilpasser kontanthjælpen og ved, at man begrænser perioden, hvor man kan være på dagpenge.

Denne klumme handler om, hvordan disse tre elementer hænger sammen. Jeg begynder bagfra med arbejdsudbuddet, som alle de sidste 20 års skiftende danske regeringer har lagt sig i selen for at få øget. Årsagen er både, at der kommer flere ældre, som koster statskassen penge, og så, at man gerne vil øge det offentlige økonomiske råderum. Det sidste bliver større, når arbejdsudbuddet stiger. Det skyldes ganske enkelt, at når flere arbejder mere, indbetales der også mere i skat til statskassen, samtidig med at færre måske skal have forsørgelse fra statskassen.

Mange tror, at et øget arbejdsudbud er lig med flere arbejdspladser. Det vil også blive effekten af et øget arbejdsudbud efter lidt tid, men det er ikke det, der i første omgang tænkes på.

Derimod tænkes der som nævnt på ændringer af reglerne for at få dagpenge, kontanthjælp og pension, så flere arbejder mere. Regeringen under Mette Frederiksen risikerer – at dømme efter de udstedte løfter – at blive den første i mange år, som ikke øger arbejdsudbuddet. Det mindsker på sigt det økonomiske råderum.

Det økonomiske råderum er nemlig det overskud, der er på den offentlige sektors husholdningsbudget, hvis økonomien – og herunder arbejdsudbuddet – udvikler sig som forventet, og hvis ikke pengene pludselig bruges på andre ting. Det er med andre ord det, som politikerne kan ”snolde” for, men det er ikke penge, som blot ligger i en kasse i Finansministeriet. Det er penge, som er til rådighed, fordi der for eksempel effektiviseres via de årlige to procents besparelser, eller fordi flere borgere betaler mere ind i skat, når de arbejder mere eller længere.

Hermed er jeg fremme ved det store dilemma, som Mette Frederiksen kommer til at stå i, når hun på den ene side har udstedt store løfter og mere velfærd, mens hun på den anden side vil holde igen med initiativer, som kan øge arbejdsudbuddet, ja, visse af de foreslåede initiativer på pensionsområdet vil direkte mindske arbejdsudbuddet. Efter et stykke tid vil hun få besked fra sin finansminister om, at råderummet er på vej væk. De penge, som hun gerne vil bruge på forbedret velfærd, er ikke længere til stede.

Som i alle andre af livets forhold drejer de økonomiske sammenhænge sig også om, at man høster, som man sår. Vil man ikke så og få flere til at arbejde mere, og vil man ikke effektivisere, mindskes også mulighederne for at høste forbedret velfærd.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet