Lørdag og søndag samles Venstre til landsmøde i Herning på et kritisk tidspunkt for formand Jakob Ellemann-Jensen. Ikke alene har partiet haft sit værste folketingsvalg siden 1988, det står også over for en ualmindelig svær beslutning om at gå i regering med ærkerivalen, Socialdemokratiet.
På Christiansborg har omkvædet lydt i et par uger, at egentlige regeringsforhandlinger først begynder efter landsmødet. Derfor har der hidtil kun været løse sonderinger og "folkeoplysende" møder i Statsministeriet.
Trods det katastrofale valg for Venstre kan Jakob Ellemann-Jensen dog indtage talerstolen med en vis ro i maven. De delegerede vil næppe skælde voldsomt ud, kræve en ny formand eller aflyse alle videre sonderinger.
Grundtonen tegner til at blive, at landsmødet vil følge formanden, uanset hvilken vej han vælger.
Berlingske har eksempelvis tal med en stribe V-borgmestre, der i overvejende grad er positive over for et bredt regeringssamarbejde. Det ligger også fint i forlængelse af traditionerne på landets rådhuse, hvor bredt samarbejde mere er reglen end undtagelsen. Torsdag meddelte Ellemann, at han efter et møde med Mette Frederiksen (S) er åben for en CO2-afgift, som også rammer landbruget. Netop en klimaafgift på landbrug har været en af de helt store knaster i dansk politik.
Men den svære beslutning sætter Venstres rolle i dansk politik på spil. I hvert fald fire forhold må partiformanden overveje, inden han kaster terningerne.
Venstres forhold til nationen
En bred regering vil, især hvis den har flertal, kunne træffe beslutninger, som er økonomisk nødvendige og ansvarlige, men næppe folkeligt populære. Det gælder først og fremmest reformer, som øger udbuddet af arbejdskraft og sikrer penge til fremtidens velfærd, klimatiltag og forsvar. Uanset om det ender med offentlige besparelser, yderligere import af arbejdskraft eller skattereformer, der øger uligheden, er det bare ikke noget, vælgere i stort tal vil klappe i hænderne over.
Forårets overenskomstforhandlinger bliver svære og kan ende i et regeringsindgreb, som sender store dele af fagbevægelsen på nakken af regeringen. Det kan ramme både Venstre og Socialdemokratiet hårdt på vælgeropbakningen. Men samfundsøkonomisk kan det på længere sigt vise sig som en fordel at turde gennemføre "nødvendighedens politik," selv om den ikke er populær i nuet.
Venstres forhold til Moderaterne
Politisk var noget af det mest smertelige for Venstre ved valget, at Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen kunne storme ind i Folketinget. Der er stadig dyb bitterhed over for den tidligere Venstre-formands forræderi. En bred regering er hans projekt, og det gør ondt på Venstre at skulle realisere det.
Et kernespørgsmål bliver, om Moderaterne skal være med eller ej. På den ene side vil det skabe en bedre balance mellem liberale og socialdemokratiske stemmer, hvis Moderaterne er med. På den anden side er både Venstre og Socialdemokratiet utrygge ved, hvad Lars Løkke Rasmussen kan finde på at bruge sin magtposition til. Og om han i længden vil have styr på den brogede og politisk uskolede folketingsgruppe, han leder.
Dilemmaet for Venstre er derudover, at Løkke også kan blive alvorlig trussel uden for en bred regering. Han vil, sammen med andre borgerlige partier, hamre løs på Venstre, hver gang partiet indgår et kompromis, der ikke trækker i liberal retning. Det kan nemt ske, hvis både De Radikale og SF også bliver en del af en bred regering. Reelt risikerer Jakob Ellemann-Jensen at sætte sin rolle som den borgerlige oppositions leder over styr ved næste valg.
Venstres forhold til Socialdemokratiet
I det hele taget udfordres Venstres placering som Socialdemokratiets hovedmodstander. Hvad politisk indhold angår, er forskellene på de to partier i dag til at overse. Begge bekender sig til den universelle velfærdsstat, begge har fokus på at skabe de bedste vilkår for erhvervslivet, begge vil øge Danmarks forsvarsengagement betragteligt, og begge står for en stram udlændingepolitik. Man skal længere ned i detaljerne om frihedsgraderne for valg af skole og sundhedsydelser for at finde forskellene, men de kan nok overkommes, hvis viljen er der.
Hvis Venstre går i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, bliver det svært ved næste valg at gentage den seneste valgkamps voldsomme retorik mod Socialdemokratiet og Mette Frederiksen for at agere magtfuldkomment og samfundsøkonomisk uansvarligt.
Venstres forhold til sig selv
I regeringssamarbejdet vil Venstre komme til at spille andenviolin. Mette Frederiksen får statsministerposten, og selv om Venstre nok får andre tunge ministerposter, kan partiet få vanskeligt ved over for vælgerne at tydeliggøre sin indflydelse.
Bruddet med Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg har givet Venstre dybe sår, som bliver svære at hele. Åbenlyst fik partiet ikke noget ud af at stå skulder ved skulder med de fem øvrige borgerlige partier i valgkampen, men vil det gå bedre, hvis Venstre ender med at afvise at gå i regering og sætte sig i spidsen for oppositionen de næste tre-fire år?
Vil man i så fald kunne bruge tiden til at genopbygge partiet og stå med en troværdig fortælling til vælgerne næste gang? Vil man samtidig kunne agere konstruktiv opposition, der hjælper en socialdemokratisk mindretalsregering med alle de ubehagelige beslutninger, selv om man står uden for regeringen?
Svarene er ikke indlysende. Det forklarer, hvorfor de færreste vælgere netop nu aner, hvor de har Venstre.
Dette er en politisk analyse.