Prøv avisen

Neurokirurg: Hvis Vorherre mente, vi skulle operere hjerner, havde han nok ikke pakket dem så grundigt ind

”Mange af mine patienter har alvorlige kræftsygdomme i hjernen, og nogle kan man leve med i et års tid, mens man med andre kan have 20 år tilbage. En tumor er aldrig fuldstændig skarpt afgrænset, men vokser ind i og bliver en del af hjernen. Så jo mere jeg fjerner, jo større er risikoen for at gøre skade på andre hjernefunktioner, men lader jeg omvendt være, så vil patienten sandsynligvis dø tidligere af sin sygdom,” siger neurokirurg Jannick Brennum, som årligt udfører cirka 150 større hjerneoperationer på kræft- og epilepsipatienter. Foto: Leif Tuxen

Årligt foretager neurokirurg Jannick Brennum cirka 150 større hjerneoperationer, og her kan den mindste fejl få store konsekvenser. Tidligere fyldte frygten for at fejle meget, men i dag påvirkes han mest af de svære samtaler med patienterne

Vil du kunne klare at have et menneskes død på samvittigheden?

Det spørgsmål forsøger Jannick Brennum altid at få kommende neurokirurger til at forholde sig til. For den 54-årige klinikchef på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet er det vigtigt, at de unge forstår, hvilket fag de er på vej ind i og gør op med sig selv, om de vil kunne bære ”at slå et andet menneske ihjel”. For én ting er sikkert, sige han - det vil ske en dag.

”En eller anden dag vil de efter en operation finde ud af, at der var noget, der gik galt, eller noget, der kunne være gået anderledes, hvilket resulterede i, at patienten døde et par dage, uger eller måneder senere. Det kan sagtens være, vi kan sætte os ned, analysere handlingen og komme frem til, at vi havde gjort det samme i dag, men derfor var patientens død i princippet stadig en konsekvens af kirurgens handling. Det er en del af arbejdet at træffe beslutninger, som afgør, om patienter lever eller dør.”

Jannick Brennum ved, hvad han taler om. I næsten 20 år har han opereret i hjerner, og årligt udfører han cirka 150 større operationer på kræft- og epilepsipatienter. Samtidig er han en af de få kirurger herhjemme, der foretager hjerneoperationer, hvor patienten er vågen undervejs. Dem laver han cirka 60 til 70 af om året, men målet er flere, da vågenoperationerne forbedrer muligheden for at fjerne mere af en tumor uden at skabe varige lammelser eller sprogforstyrrelser.

Men det kan stadig gå galt. For hjernen er svær at arbejde med, og selv små fejl kan have store konsekvenser, siger han.

”Jeg tror, mange kender følelsen af gerne at ville spole tiden fem sekunder tilbage. Til før man spildte kaffe i skødet eller vand i computeren, så den kortsluttede med et 'zup', hvilket skete for min datter forleden. Sådan noget sker selvfølgelig også i lægeverdenen. Her vil man gerne spole tilbage til før, man i et øjebliks uopmærksomhed kom til at prikke hul på et blodkar eller fjernede en lille ekstra luns af en tumor, hvilket resulterede i, at patienten blev lam eller mistede evnen til at tale. Selvom vi kan forbedre vores praksis, så vil vi - fordi vi er mennesker - lave fejl.”

På hans kontor på Rigshospitalets 9. etage hænger billeder af astrofysiske stjerner og galakser, af hans kone, en safari og ture til San Francisco og Norge. Jannick Brennum vil gerne have, at patienten bliver mødt af andet end et hvidt og klinisk rum og ville også foretrække at kunne afholde patientsamtaler i noget mere afslappet tøj end den hvide kittel, de hvide bukser og de hvide træsko. For det handler om at få patienten til at føle sig tryg, når behandlingen diskuteres.

”Jeg plejer at bruge udtrykket 'den højtspecialiserede landsbylæge' som et ideal for min afdeling, for jeg vil gerne have, at der er en tæt kontakt mellem lægen og patienten, og at lægen får skabt en kontakt og et sted, hvor patienten kan føle sig tryg i en utryg verden,” siger han.

På en hvid tavle på kontoret har Jannick Brennum skrevet de forskellige ting, han normalt taler med sine patienter om. At der er 80 til 100 milliarder nerveceller i hjernen, og at hver af dem er en lille computer, som lever i et stort intranet og har ledningskontakt til 20.000 andre celler. Det gør det nok en smule større og mere kompliceret end det internet, vi dagligt bruger, siger han.

”Problemet er, at patienter gerne vil tro, at de mennesker, der behandler dem, har fuldstændig styr på hver eneste af de næsten 100 milliarder nerveceller. Men vi ved ufatteligt lidt om hjernen, og der er meget få af dens funktioner, der ligger i bestemte områder. Derfor kommer der uventede skader engang imellem.”

Jannick Brennum tager en plasticmodel af et kranium i virkelig størrelse ned fra en hylde. Hovedskallen er væk, så man kan se den lyserøde hjerne.

”Det er så stor en del, vi kan se, når vi opererer,” siger han og former en lille trekant med hænderne. Hver af trekantens sider er under tre centimeter lang.

”Det siger noget om, hvor udfordrende vores arbejde er. Som kirurger prøver vi at gøre ting, der er på kanten af det rimelige, og det påvirker nogle gange resultatet. Man kan sige, at hvis Vorherre mente, vi skulle operere hjerner, havde han nok ikke pakket dem så grundigt ind. Og så havde han i øvrigt nok givet os en brugervejledning med.”

Hvor ofte der opstår fejl, ved Jannick Brennum ikke, men han har tidligere læst et interview med en anerkendt kirurg, som satte sig for at tælle sine fejl gennem et helt år. Han kom frem til i gennemsnit 4,5 fejl under hver operation, hvilket dækkede over alt fra tilfældige og ligegyldige afvigelser til uheldigheder og reelle fejl.

Selv vil Jannick Brennum ikke gå i detaljer med sine fejl. Dem diskuterer han kun med kollegerne og med sin kone, når han kommer hjem efter operationen. Han finder det til gengæld vigtigt med en åben fejlkultur blandt kollegerne, da man ikke lærer af sine fejl ved at skjule dem, og han forventer også, at hans kolleger ikke bare trækker på skuldrene, men sørger over deres fejl. Derudover vil han gerne diskutere, hvordan det at fejle defineres.

”Operationer er ikke ligesom reparationer, hvor man følger en manual. Der er ofte forskellige muligheder, når vi skal operere, og så skønner vi, hvad der er bedst at gøre i den givne situation. Det kan være en anden mulighed var bedre, end den vi valgte, men er det så en fejl? Når alt ikke er, som det skulle være efter et behandlingsforløb, ser patienter det ofte som en fejl, men de fleste læger vil kun opfatte det som en fejl, hvis de bevidst gjorde noget forkert.”

Egentlig var Jannick Brennum i gang med at uddanne sig i neurologi - læren om nervesystemets struktur, funktion og sygdomme - da han efter seks måneders sidefag skiftede til kirurgien. Dengang var der ingen klinikchef til at advare ham om det store ansvar, han fik i hænderne, og i starten fyldte frygten for at begå fejl en del. Det kunne være frygten for at få hul på et blodkar, så blodet fossede ud, eller bare ikke kunne huske, hvad han skulle gøre.

”Der har været perioder, hvor jeg har tænkt 'oh shit' og er blevet bekymret. Langt de fleste gange var der ikke noget problem, men andre gange har det fået konsekvenser. Når jeg som ung læge gjorde noget, der ikke var optimalt, tænkte jeg, at det var, fordi jeg ikke vidste bedre, og det frustrerede mig.”

Siden har Jannick Brennum fundet ud af, at frygten for at fejle ændrer sig, afhængigt af hvilket stadie i ens arbejdsliv, man er i. Fra at man som ung læge frygter at fejle på grund af manglende erfaring, kommer der en mellemfase, hvor mange indgreb er blevet rutine, og hvor man lettere kan hvile i arbejdet.

Derefter kommer den modne fase, hvor frygten for at fejle ikke længere handler så meget om, hvad man kan og ikke kan, men om de råd og den vejledning, man giver patienterne, siger Jannick Brennum.

”Man når den frustrerende erkendelse, at den hellige gral og al den viden og alle de kvalifikationer, man havde behov for, ikke findes. Som læge har man ansvar for at træffe komplekse beslutninger om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre for patienten, men der findes ingen sandhed. Det ansvar bliver derfor tungere med alderen,” siger han og tilføjer, at der samtidig opstår en større frygt for at fejlskønne:

”Hvis jeg for eksempel har opereret yngre mennesker, som senere får skader, så kan jeg godt tænke, om jeg mon traf den rette beslutning og rådgav dem rigtigt. Den form for refleksioner har vi hele tiden i vores hverdag, og jeg kan godt forstå, at man efter et langt liv som læge kan synke ned i en nedadgående spiral, hvor det fylder mere.”

Selv befinder Jannick Brennum sig i den modne del af mellemfasen, tror han.

”Jeg synes, patientsamtalerne begynder at fylde mere, og jeg tror, jeg tager mere ansvar på mig og bruger mere tid på at snakke med patienterne om, hvem de er som personer, hvad de laver, og hvad der betyder noget for dem i livet. Dermed kan jeg lettere afkode, hvad de finder vigtigt i livet, og hvilke informationer, de vil og ikke vil have om deres sygdom.”

Et hyppigt dilemma er ifølge Jannick Brennum, hvor meget man skal udpensle risikoen for skader til mennesker, som reelt ikke har et valg.

”Mange af mine patienter har alvorlige kræftsygdomme i hjernen, og nogle kan man leve med i et års tid, mens man med andre kan have 20 år tilbage. En tumor er aldrig fuldstændig skarpt afgrænset, men vokser ind i og bliver en del af hjernen. Så jo mere jeg fjerner, jo større er risikoen for at gøre skade på andre hjernefunktioner, men lader jeg omvendt være, så vil patienten sandsynligvis dø tidligere af sin sygdom,” siger han og tilføjer, at det er meget forskelligt, hvad patienten foretrækker.

Yngre kvinder med små børn er for eksempel ofte ligeglade med, hvilke problemer de får, så længe de kan være der for deres børn, mens patienter, der har levet et langt og godt liv kan være ligeglade med, om de kun har et eller to år tilbage at leve i, så længe de kan alt det, de kan nu.

”Spektret er bredt, og derfor er samtalen med patienten også en vigtig del af lægekunsten. Man skal også hele tiden være opmærksom på, om patienten spørger om noget, vedkommende egentlig ikke vil have svar på, for eksempel hvor lang tid de har igen.”

Selvom man som læge ofte ikke ønsker at bekymre patienterne mere end højst nødvendigt, vil det ifølge Jannick Brennum kunne gavne, hvis lægerne blev bedre til at fortælle om den store risiko for fejl til patienterne.

”Vi ønsker ikke at skræmme eller bekymre vores patienter, hvilket gør, at vi nogle gange ender med at underdrive, hvor farligt og risikabelt et bestemt indgreb er. Men hvis vi ikke forventningsafstemmer, er vi også selv skyld i, at der er færre succesoplevelser, og at det bliver set som en fejl, hver gang vi ikke er 'verdens bedste sundhedsvæsen'. I dag har vi nærmest skabt forventninger om det evige liv, og så bliver det jo opfattet som en fejl, når man en dag dør."

Jannick Brennum bruger udtrykket "den højtspecialiserede landsbylæge" som et ideal for sin afdeling. Foto: Leif Tuxen
Patientsamtalerne er begyndt at fylde mere for Jannick Brennum. Foto: Leif Tuxen