”Vågn til kamp af jer dvale
Til den allersidste dyst,
Og Internationale
Slår bro fra kyst til kyst.”
Franske Eugene Pottiers opildnende refræn fra 1871 fremføres stadigt med patosfyldt svung på den yderste danske venstrefløj.
Men når Arbejdersangbogen er klappet sammen og nostalgien forduftet, synes den parlamentariske virkelighed til venstre for Socialdemokratiet mere optaget af velfærdsstatens velbefindende end international solidaritet.
Det mener i hvert fald Malte Frøslee Ibsen, ekstern lektor ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Den nye Internationale – hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden”.
Udgangspunktet for Malte Frøslee Ibsens kritik er, at globaliseringen har sat Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i et djævelsk dilemma mellem på den ene side hensynet til egne vælgeres umiddelbare interesser, og på den anden side de globale udfordringer, som definerer vor tid, men ikke skeler til landegrænser. Klimaforandringer, migration og fattigdom for bare at nævne nogle få.
Spørgsmålet er da, hvor meget de internationale ambitioner egentlig fylder på den danske venstrefløj, når spredte slagord mod verdens uretfærdigheder er forstummet?
”I hvert fald ikke nok,” fastslår Malte Frøslee Ibsen.
For SF har ”udliciteret omverdenen til Margrete Auken”, mens Enhedslisten ”stadig sidder fast i fortidens EU-modstand”, som han formulerer det.
Og selvom venstrefløjspartierne muligvis kunne slippe afsted med den nuværende tilgang, hvis de politiske ambitioner alene rakte til at skærme velfærdsstat og arbejderklasse mod globaliseringens kølige vinde, er det bare ikke det, der er virkeligheden. For både SF og Enhedslisten er nemlig i høj grad optaget af problemer, der kun kan bekæmpes, hvis nationalstaten som politisk ramme sættes i parentes for en stund:
”Parolerne om international solidaritet er ikke længere bare værdipolitik – det er i dag blevet benhård realpolitik. Hvis den danske venstrefløj for alvor mener, at vi skal tage livtag med klima-, flygtninge- og finanskriser, så er man nødt til at omfavne de muligheder for internationalt samarbejde, som i dag eksisterer, herunder EU,” siger Malte Frøslee Ibsen.
Hvis ikke man formår det, spår forskeren, ender venstrefløjen med at blive klemt mellem De Radikale, der helhjertet omfavner globaliseringen og dens vindere, og så Socialdemokratiet, der er lykkes med at iscenesætte sig selv som dem, der beskytter danske lønmodtagere mod omverdenenes truende farer.
”Den store udfordring for både SF og Enhedslisten er, at de skal skræve over flere hensyn end de andre partier i rød blok. Venstrefløjspartierne skal både rumme de klassiske arbejdere, der mærker globaliseringens negative konsekvenser på løn- og arbejdsvilkår, og så dem, der mener, at indsatsen mod klimaforandringerne eller den globale ulighed er det allervigtigste, og at det alt andet lige bedst sker gennem internationalt samarbejde,” siger han.
”Og uanset, hvem man vægter højest, kræver det prioriteringer. Hvis man vil gøre verden til et bedre sted for nogen, kommer det til at ske på bekostning af andre. Vil vi for alvor reducere fattigdommen i udlandet, bliver vi selv fattigere. I hvert fald i første omgang. Og det er jo heller ikke omkostningsfrit at tage imod flygtninge. Ligesom det bliver afsindigt dyrt for alvor at sætte skub under den grønne omstilling. Samtidig kan mange af de problemer, venstrefløjen fremhæver, i øjeblikket bedst imødegås gennem EU, som man jo historisk har været skeptisk overfor. Alt i alt betyder udviklingen, at der skal sluges nogle gevaldige kameler på den danske venstrefløj, hvis man også fremover vil tages alvorligt som dem, der går forrest i kampen mod vor tids store kriser, der alle kræver grænseoverskridende svar. Ellers kommer den internationale solidaritet let til at klinge hult.”
Ifølge Malte Frøslee Ibsen er det først og fremmest den tiltagende globalisering, der siden 1980’erne har fanget venstrefløjen i en situation, hvor problemerne er blevet internationale, mens løsningerne fortsat formuleres inden for nationalstatens rammer.
”Ser man på den tidlige arbejderbevægelse, opstod den internationale solidaritet jo i høj grad som følge af kampen mod det herskende borgerskab, der rådede over statsapparatet og ressourcerne,” fortæller han.
Efter Anden Verdenskrig opstår så en bred, international enighed om forholdsvis restriktive begrænsninger på kapital og finanssektor, og derfor kunne arbejderbevægelse og venstrefløjen i ro og mag fokusere på sine egne, nationale velfærdsprojekter og værdikampe, fortæller Malte Frøslee Ibsen.
”Men i 1980’erne kommer globaliseringen og ændrer alt. Udviklingen overhaler simpelthen venstrefløjens selvforståelse og evne til politikudvikling, og lige siden har både SF og Enhedslisten kæmpet for at finde deres ståsted mellem de nationale og de internationale hensyn,” siger han.
”Mange SF’ere vil jo nok hævde, at de siden Holgers (K. Nielsens, red.) omvendelse har talt unionens rød-grønne potentiale op. Men ser man på det over en bred kam, har det jo mest været noget, partiet har holdt skåltaler omkring. Det er ikke et definerende spor i deres politik.”
”Og hos Enhedslisten har de endnu sværere ved at finde ud af, hvad de skal. De synger stadig Internationale og snakker om global solidaritet, men samtidig er de forlovet med EU-skepsissen, der både er et kuriøst levn fra gamle dage, og som samtidig låser partiet i forhold til de ting, man politisk drømmer om at lave om.”
Men et af den EU-skeptiske venstrefløjs paroler har jo været, at verden er større end EU, og at de internationale løsninger på grænseoverskridende problemer blot skal findes i andre fora – er det ikke lige så naivt at hævde, at løsningerne skal findes gennem EU som inden for nationalstatens rammer?
”Jeg ser på ingen måde det at søge løsninger på grænseoverskridende problemer gennem EU som et alternativ til at søge løsninger globalt. Men det vil tværtimod være langt lettere at nå globale løsninger, hvis de europæiske lande kan enes om fælles fodslag i EU, ligesom vi så med Paris-Aftalen fra 2015.”
Malte Frøslee Ibsen medgiver, at der er ”masser af alvorlige og strukturelle problemer” forbundet med EU. Men lige nu kan den vej bare ikke udelukkes, hvis den danske venstrefløj vil formulere meningsfyldte svar på de dagsordener, man slår sig op på. Ulighed, klima, flygtninge.
”I øjeblikket lader Enhedslisten fortsat som om, at man sagtens både kan være EU-modstander og samtidig arbejde for fælleseuropæiske løsninger, men jeg tror ikke, det er holdbart i længden,” siger Malte Frøslee Ibsen og peger på, at den grønne omstilling meget vel kan blive det tema, som én gang for alle sejler den mest uforsonlige unions-kritik agterud i partiet:
”Vi så, hvordan misforholdet mellem klimakamp og EU-modstand skadede partiet ved det seneste valg, og for mange unge vælgere er modstanden i bedste fald uforståelig. De ved, klimaforandringerne er ligeglade med Danmarks 70 procents reduktioner, hvis ikke Tyskland og Polen også kommer med. International solidaritet handler ikke længere om åbne grænser, det handler om åbne sind og konstruktive samarbejder. Hvis ikke venstrefløjen besinder sig på det, kan dens svar meget snart miste deres relevans,” spår Malte Frøslee Ibsen.
Du argumenterer i din bog for, at en ny Internationale skal demokratisere EU, tæmme de ukontrollerede markedskræfter og afværge klimaforandringernes konsekvenser. Men når du ser på den europæiske venstrefløj i dag, er der så håb for en sådan udvikling?
”Jeg er enig i, at udviklingen ikke giver særligt meget grund til begejstring. Men klimakrisen har allerede vendt op og ned på det politiske liv i dele af Europa – blandt andet i Tyskland, hvor centrum-venstre-partiet de Grønne har indtaget en helt ny og langt stærkere rolle i det politiske liv efter Socialdemokratiets kollaps og i kølvandet på den fremvoksende klimabevægelse. Og i disse dage og uger er de vestlige samfunds politiske svar på covid-19-pandemien i færd med at kaste en masse etablerede sandheder om, hvad der i dag er politisk muligt og umuligt, på historiens store losseplads – vi ser, hvordan staten eksempelvis tiltager sig en langt stærkere og tydeligere rolle, end vi har været vand til de seneste fire årtier,” siger han.
”Jeg kunne godt forestille mig, at der vil etablere sig en ny politisk-økonomisk konsensus i de vestlige samfund efter pandemien er nedkæmpet og en økonomisk krise og måske også en finanskrise er overstået, som vil være mere venligt stemt mod en socialt retfærdig grøn omstilling – også gennem EU.”