Hvor godt kan man få det, når man har mistet et barn?

Da Rita på ét år døde af modermærkekræft, mærkede hendes mor og far, hvordan sorg kan ødelægge et menneske. Et år senere har de fået tro på, at livet en dag kan gå videre

Ida Greiff og Mikkel Kofod skal leve med savnet efter datteren Rita til evig tid. Men godt et år efter Ritas død har de fået lidt mere kontrol over sorgen, og hverdagen er blevet mere normal. Her er de med storesøster Vega. – Alle fotos: Ida Gulbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Ida Greiff og Mikkel Kofod skal leve med savnet efter datteren Rita til evig tid. Men godt et år efter Ritas død har de fået lidt mere kontrol over sorgen, og hverdagen er blevet mere normal. Her er de med storesøster Vega. – Alle fotos: Ida Gulbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Omkring to måneder efter, at Rita på ét år var død af modermærkekræft i juli 2019, var hendes mor og far på besøg ved hendes grav på Holmens Kirkegård i København. De gik ad en hovedsti på kirkegården, da de på en grussti mellem gravene lagde mærke til en kvinde med fedtet hår og nusset tøj, som talte højt med sig selv.

Ritas forældre, Ida Greiff og Mikkel Kofod, så på hinanden. De tænkte det samme: Dér så de fremtiden. At dén dame også besøgte sit døde barn, at hun talte med det, at hun måske havde gået sådan i 20 år og var eroderet af sorg.

”For det er sådan, man bliver af at prøve det her, sådan ender det,” siger Ida Greiff om episoden.

Hun sagde det også til den psykolog, parret begyndte at gå til, to dage efter at Rita var død, og hvor de stadig går.

”Nej,” svarede psykologen, ”måske har den dame prøvet det samme som jer, men jeg tror ikke, hun har fået samme hjælp.”

I 2016 blev der i hver af landets fem regioner oprettet såkaldte børnepalliative teams. Det er hospitalsbaserede enheder, som er specialiseret i at yde støtte til familier med livstruede syge børn. Inden da var der ingen særlige tilbud til forældre, som har mistet, eller som er i et sygdomsforløb med et barn, hvor døden er sandsynlig. På Rigshospitalet er 153 børn og unge henvist til Palliativt Team for Børn og Unge (Pabu) i tilbuddets første fire år. Blandt dem er Ida Greiff, 35 år, og Mikkel Kofod, 36 år, som har fået psykologhjælp til at overvinde tabet af datteren Rita.

Ordet overvinde er nok for stort. For Ida Greiff føler sig stadig mere forbundet med ”kattedamen” på kirkegården end for eksempel med jævnaldrende venner, som danser spontant til en fest.

”Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme dertil; at føle den der umiddelbare glæde med andre mennesker. Men jeg har fået det på en anden måde i løbet af det her år, så jeg kan leve mere almindeligt. Psykologen har givet os troen på, at vi kan leve videre, og det er det, jeg gerne vil sige: At miste et barn er for stort til, at man kan klare det selv, man skal ikke kunne klare det selv, og det kan ende meget bedre, hvis man får støtte, end hvis man ikke gør,” siger hun.

Rita var 16 måneder, da hun døde efter kort tids sygdom med en ekstremt sjælden form for modermærkekræft. Ida Greiff kan huske, hvordan hun, Mikkel og storesøster Vega på seks år cyklede gennem Fælledparken fra deres hjem på Østerbro til kapellet på Rigshospitalet i sommerdagene, efter at Rita var død.

”Det var bragende solskin, og folk sad og havde det almindeligt og hyggede sig i solen og hørte musik og grinede. Og man kunne ikke se på mig, at jeg var på vej over for at kysse min elskede datters køleskabskolde kinder,” husker hun.

Et par uger senere tog familien i Tivoli, det var Vega, som gerne ville af sted. Ida Greiff ventede, mens Vega og hendes far prøvede en forlystelse. Foran forlystelsen smilede en tilfældig mormor til hende.

”Du skulle bare vide, at jeg lige har begravet min datter,” tænkte Ida Greiff.

Hun følte sig på flere måder på afstand af den almindelige verden. De første uger var hun følelsesløs, som om hun gik i en boble. Hun kunne pludselig ikke huske, hvordan Ritas stemme lød, eller hvordan hun så ud. Hun kunne ikke forstå, hvordan hun kunne planlægge og gennemføre sit eget barns begravelse eller overhovedet stå op om morgenen.

”Jeg tænkte, om det ’bare’ er sådan her at miste et barn? Jeg havde ikke forventet, at jeg kunne gå og ikke mærke noget, og det var slet ikke rart. Jeg tænkte, at nu forsvinder mit barn fuldstændig. Jeg kan hverken røre eller se hende, og jeg kan heller ikke huske hende,” siger hun.

Som ”et teater” beskriver Mikkel Kofod den følelse, han delte med sin kone: Han var en tilskuer, og dagliglivet – andre folks gøren og laden – skete ligesom på en scene, adskilt fra ham.

Men de håndterede følelsen forskelligt. Ida Greiffs choktilstand lettede hen ad vejen, og ”et helt ubarmhjertigt savn og længsel efter Rita” trådte frem. Hun følte sig tættest på sin datter, når hun for eksempel så på billeder af hende eller hørte de sange, de havde hørt sammen, eller som blev spillet til begravelsen.

Ritas far havde brug for at forbinde sig med den verden, der var blevet væk for ham. Halvanden måned efter at Rita var død, blev han inviteret til en fodboldkamp mellem F.C. København og Røde Stjerne fra Serbien, og han tog af sted.

Han var forandret, men fodbold var det samme, forklarer han.

”Jeg følte, at jeg faldt gennem et tomt rum og greb efter noget at holde fast i for at stoppe faldet. At se mine venner var en arm at gribe i, og en fodboldkamp var en gren, og de ting sænkede faldet. Det var trygge og velkendte rum, som jeg havde brug for, fordi alt andet var så utrygt og ukendt.”

Da parret mødte hos psykologen, to dage efter at Rita var død, fik Ida Greiff at vide, at chokket ville lette: På et tidspunkt ville hun huske sin datter igen. Det tog toppen af panikken over den følelse. Faktisk var alle parrets reaktioner normale, forsikrede psykologen.

Det var o.k. at gå til fodboldkamp, selvom man har mistet sit barn. Det var også o.k. at dvæle ved savnet og det, der var sket, som Ida Greiff i højere grad end Ritas far havde behov for. Men det handlede om at balancere de to, så man både kan holde pause fra sorgen og være i den, sagde psykologen.

Ida Greiff er hjemsøgt af mindet om Rita, som de forlod hende i et ligrum på hospitalet, efter at hun var død.

”Lille og alene i en alt for stor hospitalsseng. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det,” siger hun.

Men hun behøver ikke tvinge sig selv til at stå ansigt til ansigt med de værste minder, har hun lært:

”Det er o.k. at parkere det lidt. Det er en hjælp og faktisk en lettelse at vide, at jeg ikke behøver at gå ind i de allermørkeste tanker og følelser, så snart de dukker op,” siger hun.

Det er redskaber, som parret har fået til at regulere følelserne. Det er næsten ”klammo”, siger Ida Greiff, hvordan hun i dag kan planlægge ”skemalagt-effektivt”, hvornår det kan passe, at hun bryder sammen og hulker under dynen.

”Men overordnet rart med en smule kontrol i min nye ukontrollerede virkelighed, som det stadig er,” siger hun.

Rita var 16 måneder, da hun døde af en ekstremt sjælden form for modermærkekræft sidste sommer. Her er hun 10 måneder.  – Privatfoto.
Rita var 16 måneder, da hun døde af en ekstremt sjælden form for modermærkekræft sidste sommer. Her er hun 10 måneder. – Privatfoto.

Nu er hun gravid. Det er et ønskebarn, siger parret. Men babyen, som kommer, er også en erstatning – den nye lillebror er skabt, fordi Rita er død, og graviditeten har i høj grad været forbundet med angst.

For statistikker gælder ikke mere i deres liv, siger Mikkel Kofod.

”For mig er der lige stor risiko for alting. Der er lige så stor risiko for, at barnet dør, eller at der sker noget under fødslen, som at det er sundt og raskt. Vi har mistet den der naive tro på, at alt nok skal gå.”

Og alligevel er Ida Greiff gravid. Det er måske den mest markante begivenhed i en række af små milepæle, der er blevet sat, siden Rita døde.

”Næsten begyndende med den fodboldkamp, hvor jeg fandt ud af, at o.k., jeg kan godt gå til fodbold og have en død datter samtidig, de to ender kan godt mødes inden i mig,” siger Mikkel Kofod om den proces, det har været, langsomt at ”stykke tilværelsen sammen igen”.

Storesøster Vega har lavet en figur af Rita. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Storesøster Vega har lavet en figur af Rita. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Hvor godt kan man få det, når man har mistet et barn? Spørgsmålet er velsagtens lige så håbløst, som det er væsentligt: Er der overhovedet livslyst på den anden side?

Ida Greiff og Mikkel Kofod har ingen faste svar endnu. Men en dag hos psykologen fik de et billede på sorgen over at miste et barn, og det genfortæller de nu: I begyndelsen er sorgen som et stort bjerg af sten. Det er umuligt at flytte så meget som en millimeter. Efter noget tid kan man rykke det lidt mere og så lidt mere igen. På et tidspunkt er bjerget skrumpet, så det er på størrelse med en rygsæk. Den er meget tung, men man kan godt bevæge sig rundt med den.

”Eller, det kan jeg ikke endnu, men jeg håber, det bliver sådan, og jeg kan mere nu end for et år siden,” siger Ida Greiff.

Hun fortsætter:

”Hvad er det værste ved det her? Det værste er, at jeg skal savne, undvære og længes efter Rita resten af mit liv. Det kommer jeg aldrig til at acceptere, det tror jeg ikke, man kan. Men jeg skal finde ud af at leve med det bundløse savn hver dag resten af mit liv. Det kan jeg få galopperende klaustrofobi af angst af. Den angst får jeg hjælp til at tøjle. Den hjælp er en afgørende faktor for, at vi kan opretholde en nogenlunde almindelig hverdag, og at vi nu skal have en lillebror.”