Hvor mange gange har du flyttet? Her er svaret for den gennemsnitlige 35-årige dansker

I 2020 flyttede danskerne 14 procent flere gange end 10 år tidligere. I fremtiden vil antallet af flytninger højst sandsynligt stige – og det gælder særligt blandt de ældste

Det er de 18-25-årige som står for hovedparten af flytninger i Danmark. Men noget tyder på, at de ældre i fremtiden vil følge trop.
Det er de 18-25-årige som står for hovedparten af flytninger i Danmark. Men noget tyder på, at de ældre i fremtiden vil følge trop. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

De fleste kender følelsen af at stå midt i en flytteproces. Dér, hvor man må kante sig uden om flyttekasserne på stuegulvet, mens man indretter sin nye bolig i tankerne og spekulerer over, hvordan det mon vil blive at vågne i sin egen seng et nyt sted. For den gennemsnitlige dansker er følelsen én, man kommer til at opleve en hel del gange gennem livet. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at danskerne i gennemsnit er flyttet ni gange, når de fylder 35 år. Mens nogle allerede prøver at flytte med familien som barn, prøver andre først, hvad det vil sige at rive hjemmets rødder op, når de som unge stryger navnet af forældrenes postkasse og flytter i egen bolig for første gang. Og det er særligt, når man befinder sig i alderen mellem 18 år og begyndelsen af 30’erne, at adressen ofte bliver skiftet ud, viser tallene.

Det er der intet overraskende ved, mener Helle Nørgaard. Hun er seniorforsker på institut for byggeri, by og miljø på Aarhus Universitet, hvor hun har forsket i og fulgt danskernes flyttemønstre og bosætningsmotiver fra 1980’erne og frem.

”Så langt, vi har set tilbage, har det været et konstant faktum, at det er de unge mellem 18 og 25 år, der oftest står for hovedparten af flytninger i Danmark,” siger hun.

”Mange flytter hjemmefra i denne alder, nogle til storbyerne og andre til mindre byer, men ofte med stor flytteaktivitet mellem boliger i den samme by. Det kan være, at man i begyndelsen af sin studietid bor i et fremlejet værelse eller på kollegium, som man må flytte fra efter kortere eller længere tid, når lejeperioden rinder ud, og det skaber en del af de hyppige skift.”

Fra 25 til 30-årsalderen falder flytteaktiviteten, fortæller Helle Nørgaard. Her har mange nemlig etableret sig. Fået familie. Og måske købt fast ejendom, som er sværere at flytte fra end de lejede boliger. Heller ikke dette er særligt overraskende, siger Helle Nørgaard. Vil man finde en nyere tendens i danskernes flyttemønstre, skal man i stedet rette sit blik mod de, der befinder sig i sidste halvdel af livet.

”Vi ser, at der er kommet større flytteaktivitet, fra man er i 50-årsalderen og omtrent 10 år frem. Det er jo en alder, hvor børnene oftest er flyttet hjemmefra, og så er der tale om en generation, der ofte er aktive, har ændrede prioriteringer og flere penge mellem hænderne, som de kan bruge til at gøre noget nyt ved tilværelsen. Vi kan se, at nogle flytter fra landområder og ind til byerne, måske for at være tæt på kulturlivet, mens der også er en strømning fra by og ud på landet, for eksempel for at drosle ned og nyde natur, fred og ro.”

På 10 år er antallet af flytninger i Danmark ifølge Danmarks Statistik steget med knap 14 procent. I 2020 flyttede danskerne i alt 928.000 gange, mens det i 2010 var lidt over 816.600 gange. Spørger man Marianne Levinsen, der er forskningschef i Center for Fremtidsforskning og som i øjeblikket arbejder på en analyse af flyttemønstre på vegne af Forenet Kredit, vil udviklingen højst sandsynligt fortsætte samme vej.

”Det vil den, fordi vi i fremtiden får flere børnefamilier, der kommer til at flytte til nye steder for at få plads til familielivet. Og så har vi samtidig en voksende generation af ældre mellem 60 og 80 år, som også kommer til at flytte lidt mere end tidligere. Dels fordi man kan blive nødt til at søge nye boligtyper, når man bliver ældre og ens funktioner svækkes, og dels fordi den kommende generation af ældre i højere grad har råd og dermed mulighed for det,” siger hun.

Selv er Marianne Levinsen 57 år og har skiftet adresse i alt 16 gange. Bliver hun blandt dem, der realiserer sin egen forventning til fremtidens flyttemønstre, vil også hun skulle pakke flyttekasserne igen engang i fremtiden. Dog, forudser hun, vil de fleste af de kommende flyttelystne ældre nok foretrække at blive nær det sted, de flytter fra.

”For det viser sig, at jo ældre vi bliver, jo mere knyttet bliver vi også til det område, vi har valgt at bosætte os i.”