Prøv avisen

Hvor stor respekt skal man vise et skelet?

I 1995 blev skeletterne af tre engelske flyvere fra Anden Verdenskrig fundet under Flyvestation Aalborg. De blev genbegravet på Lemvig Kirkegård. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Nordfoto

En sag på Als, hvor lokale har fået lov til at bjærge to nedskudte britiske fly fra Anden Verdenskrig, har genrejst den følelsesladede debat om gravfred. For måske er der knogler om bord

Søndag den 23. april 1944 ved 23.20-tiden flængedes himlen over Als af gentagne salver fra et tysk jagerfly. Kuglerne fandt, hvad de søgte, og snart efter styrtede LL235 - et britisk bombefly på vej mod Rostock - mod jorden.

Agterskytten Douglas M.M. Harris skød sig selv ud i faldskærm og overlevede, men hans seks kammerater døde. Fire af dem blev senere fundet og begravet på danske kirkegårde, men de to sidste forsvandt. Knap et år tidligere blev et andet britisk bomblefly skudt ned cirka samme sted, og her blev kun et enkelt ud af de syv besætningsmedlemmer fundet.

For nylig fik Svenstrup Lokalhistoriske Arkiv og Sønderborg Sportsdykkerklub så den endelige tilladelse fra Søfartsstyrelsen til at bjærge resterne af de to fly. Men det har fået sindene i kog. Briterne er sure, flere arkæologer undrer sig, og i Kulturstyrelsen er man lettere frustreret over hele forløbet. Og dermed er sagen fra Als i færd med at indskrive sig i rækken af sager de senere år, hvor meninger og følelser er gået højt i forhold til, hvor hellig en gravfred skal være.

Problemet er de i alt otte savnede soldater. I ansøgningen om bjærgningen hedder det, at ”alle besætningsmedlemmer omkom og blev fundet”, men det er forkert, mener briterne.

Resterne af de otte kan meget vel stadig være i flyene, og derfor skal vragene betragtes som gravsteder og lades i fred. Det mener også museumsinspektør Otto Uldum fra Arkæologi Sydfyn, som har været sagkyndig på sagen og ifølge dagbladet Politiken ”på det kraftigste” har frarådet at give tilladelse til bjærgningen.

Kritikken har nu fået det lokalhistoriske arkiv og sportsdykkerklubben til at opgive planerne om at hæve flyet, men sagen er alligevel interessant, for det sker faktisk jævnligt, at der opstår kontroverser om krænkelse af gravfreden, fortæller Nils Engberg, museumsinspektør på Nationalmuseet.

Det drejer sig dog typisk om sløjfede kirkegårde, hvor pårørende og ikke sjældent kirkefolk kæmper for at bevare de døde i jorden. I Nykøbing Falster i 2002 gik den daværende biskop forrest i en protestaktion med flere end 200 mennesker, da et nyt indkøbscenter skulle bygges oven på en nedlagt kirkegård.

I 2007 stod kampen i Holstebro, hvor lokale præster krævede genbegravelse af de skeletter, som en arkæologisk udgravning havde ført frem i lyset.

Og i 2009 var det et metro-byggeri i Assistens Kirkegård i København, der fik den daværende biskop Erik Norman Svendsen til at gå i tænkeboks med spørgsmålet: Hvornår kan man bryde gravfreden?

Det kan man åbenbart i langt de fleste tilfælde, hvor bygge- og anlægsarbejder er involveret, konstaterer Nils Engberg. Og det vil i praksis sige næsten hver gang.

”Langt det meste arkæologi i dag er det, vi kalder nødarkæologi i forbindelse med nye veje, byggerier og andet. Og det overtrumfer næsten hver gang følelser. Der bliver som regel taget visse hensyn, men bygningsarbejdet vinder til sidst, og det har vel noget at gøre med, at den private ejendomsret åbenbart anses for mere hellig end de døde,” siger han.

Det har dog været meget værre, understreger han. Indtil 1960'erne og måske endda 1970'erne var der slet ingen respekt for de døde. Skulle man bygge oven på en tidligere kirkegård, blev gravkøer rask væk sat til at grave alt op. Siden har det offentlige heldigvis fået den indstilling, at man ikke bare fjerner de døde med gravemaskiner.

”Men de store følelser er der jo stadigvæk, og det forstår jeg udmærket. Især i en sag som den på Als, hvor de døde jo ikke er ældre, end at der findes nulevende børn og børnebørn. Min holdning er, at man skal have virkelig gode argumenter for at grave ligrester op af jorden. Der skal være tale om et forskningsmæssigt betydeligt fund, det må aldrig bare være af interesse eller for sjov. Og derfor hører jeg til dem, der mener, at de britiske flyvere skal blive under vandet,” siger Nils Engberg.

Når sagerne ofte bliver så følelsesladede, skyldes det, at de vækker en grundlæggende følelse af sympati for døde, fordi vi selv er dødelige, siger tidligere biskop over Viborg Stift, Karsten Nissen. Det ligger desuden dybt i de fleste kulturer at ære de døde. Og det var netop deres nænsomme begravelsesritualer, der var med til at karakterisere de første kristne og gøre dem kendte, påpeger han:

”Mange kulturer har en smuk skik med at lægge et klæde over den dødes ansigt, fordi den døde ikke længere har kontrollen over sig selv. Der er ikke længere et menneskeligt samspil, og derfor er vi nødt til at beskytte den ubeskyttede særlig meget.”

En måde at beskytte dem og deres pårørende på er at vise mands minde-hensynet, mener Karsten Nissen. Her gælder det, at så længe der findes mennesker, som kan huske de døde, skal de døde være i fred.

Det synspunkt fik han opbakning til af den daværende og den nuværende kirkeminister Bertel Haarder (V), da den dengang fungerende biskop i 2007 gik aktivt ind i sagen fra Holstebro. At et lokalhistorisk arkiv og en sportsdykkerklub overhovedet kan få lov til at bjærge blot 70 år gamle ligrester viser dog, at urimelig lovgivning ikke beskytter mands minde-hensynet ordentligt, siger han.

”Loven virker til at være lavet ud fra arkæologiske og erhvervsmæssige hensyn, ikke ud fra en værdig behandling af de døde og deres efterladte.”

Lovgivningen på området er en rodet affære. Museumsloven beskytter arkæologiske fund, der er mere end 100 år gamle. Her må dykkere ikke pille ved dem overhovedet. Men er eksempelvis skelletterne yngre end 100 år, kan man få tilladelse til at bjærge hele vrag. Den tilladelse blev givet af Søfartsstyrelsen, selv om den sagkyndige Otto Uldum altså frarådede det.

I Kulturstyrelsen har man en såkaldt stopparagraf, som kan nedlægge veto mod sådan en tilladelse, men det kræver i tilfældet fra Als, at samtlige vrag i samme kategori bliver registreret, og at vraget fra Als bliver udpeget som særligt bevaringsværdigt. Sådan en registrering findes dog ikke, og derfor kan stopparagraffen ikke tages i brug.

Dermed kan der nemt opstå flere sager som den på Als. For ifølge Bob Cobley, der er talsmand for Commonwealth War Graves Commission i Danmark, var der flere hundrede soldater fra Storbritannien, der mistede livet i danske farvande under Anden Verdenskrig, siger han til Politiken.