I disse moderne Wikileaks-dage, hvor fortrolige dokumenter fosser ud i offentligheden, forsøger regeringen at trække forvaltningen tilbage mod enevældens tradition for lukkethed.
Det mener i hvert fald en lang række journalister, jurister, forvaltningseksperter, faglige organisationer og andre, der protesterer mod den nye offentlighedslov, som regeringen fremsatte i sidste uge.
Loven beskrives som et voldsomt indgreb i offentlighedens mulighed for at kontrollere magthaverne.
Eller som Oluf Jørgensen, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, formulerer konsekvensen for gennemsigtigheden på Slotsholmen i København, hvor mange ministerier og andre centrale dele af statsadministrationen holder til:
"Den nye offentlighedslov, som regeringen har foreslået, vil samlet set lukke Slotsholmen. I forvejen er det kun en flig, som vi kan få løftet, men nu lukkes der helt."
Formålet med offentlighedsloven er ellers at give pressefolk og andre personer mulighed for aktindsigt i dokumenter, breve, e-mails og andre skrivelser mellem offentlige myndigheder om grundlaget for politiske beslutninger. Den gældende lov fra 1985 skal gøres tidssvarende, mener regeringen.
Justitsminister Lars Bar- foed (K) udlægger i en kronik i Jyllands-Posten den nye offentlighedslov sådan, at den indeholder 26 elementer, der udbygger åbenhedsprincippet, og fem elementer der begrænser samme.
Men kritikere indvender, at det nogenlunde svarer til at veje 26 små fjer op imod fem store blylodder.
Stærkest er protesterne imod den nye offentlighedslovs paragraf 24 om såkaldt ministerbetjening. Den skærper kraftigt muligheden for aktindsigt i overvejelser og vurderinger bag politiske beslutninger, for eksempel om nye lovforslag.
Den gældende regel er, at man kan få aktindsigt i dokumenter, der udveksles mellem ministeriernes kontorer og for eksempel de mange styrelser samt kommunekontorer rundt i landet. Men ifølge den nye offentlighedslov kan man ikke få aktindsigt, hvis dokumenter indgår eller bare kan komme til at indgå i rådgivning af ministeren. Argumentet er, at det heller ikke i 1985 var meningen at give aktindsigt i den type af rådgivning. Dengang blev love forberedt "indenhus" i ministeriernes departementer. I dag er departementerne blevet slanket betydeligt, og meget af lovforberedelsen foregår i eksterne styrelser. Dermed har offentligheden i dag fået lov til at kigge med, når lovgiverne forbereder nye love, og det har aldrig været meningen.
Men ifølge kritikerne vil stoppet for aktindsigt i ministerbetjening betyde, at alt fra en besked til rengøringshjælpen til det egentlige grundlag for ministerbeslutninger stemples som internt. Således kan både regering og embedsmænd lettere undgå hovedpiner som den aktuelle sag om overbetaling til privatsygehuse.
Carsten Henrichsen, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, beskriver indgrebene som vidtgående.
"Når det gælder de politisk interessante sager, er jeg ikke i tvivl om, at den nye offentlighedslov vil gøre, at systemet lukker sig om sig selv," siger han.
Men justitsministeren forsvarer i sin kronik netop ændringen omkring ministerbetjening.
"Reglen vil naturligvis betyde, at retten til aktindsigt omfatter færre dokumenter, men demokrati handler ikke kun om størst mulig åbenhed. Demokrati drejer sig også om at sikre, at vores regeringer kan fungere og modtage en tilstrækkelig kvalificeret rådgivning."
I et interview med fagbladet Journalisten argumenterer ministeren også med, at det vil være en fordel at lukke døren for offentligheden.
"Begrænsningerne skaber mere kreativitet i beslutningsprocesserne. Dermed fører de i sidste ende til nogle mere fornuftige beslutninger, end hvis alle papirer, som florerer i sådanne sammenhænge, skulle være genstand for aktindsigt," siger Lars Barfoed.
Paradokset ved den nye offentlighedslov er, at den kan modarbejde regeringspartiernes langsigtede interesser. For en siddende regering giver stramningerne en bekvem arbejdsro, men regeringen kan hurtigt ende som opposition. I den situation vil Venstre og Det Konservative Folkeparti formentlig betragte offentlighedsloven som en hindring i forhold til at kigge en ny regering efter i kortene.
Socialdemokraterne har som oppositionsparti meget kraftige forbehold over for indholdet i den brede aftale, som regeringen sigter efter. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne vakler også.
Paradokset skal måske forklares med, at den nye offentlighedslov først og fremmest er "et barn af Slotsholmen," som Oluf Jørgensen beskriver det. Gennem syv og et halvt år sad han i Offentlighedskommissionen, hvis arbejde er udgangspunktet for lovforslaget. Kommissionen bestod overvejende af embedsmænd fra forskellige ministerier. Der sad også repræsentanter for pressen - som siden er blevet kritiseret for ikke at have råbt vagt i gevær - men ingen politikere.
"Jeg mener virkelig, at de embedsmænd er dygtige og på mange måder moderne tænkende mennesker, men det er utrolig tankevækkende, at de i rollen som embedsmænd i Offentlighedskommissionen har varetaget systemets interesser. Og det handler om at beskytte den kultur for lukkethed omkring beslutningerne, der går helt tilbage til enevælden og stadig ligger som en dyne på Slotsholmen," siger Oluf Jørgensen.
Vurderingen støttes af Carsten Henrichsen fra Københavns Universitet. Han er enig i, at embedsmændene og politikerne ofte ser offentligheden som et forstyrrende element i deres arbejde. Dels fordi det kan være meget ubekvemt, når offentligheden kigger over skulderen. Dels fordi det store antal aktindsigter kræver mange ressourcer at håndtere.
"Jeg er altså enig med Oluf Jørgensen langt hen ad vejen. Men man skal heller ikke underkende betydningen af, at regeringsmedlemmer de sidste år har fået ørerne i maskinen i forskellige sammenhænge, der har deres baggrund i, at materiale er kommet frem på netop den måde, man nu vil afskære."
De politiske forhandlinger om offentlighedsloven fortsætter den 11. januar 2011.