Prøv avisen

Hvordan giver man slip på en terroroplevelse?

Den dengang 18-årige Patrick Piscot overlevede terrorangrebet på Utøya i 2011, men så sine venner blive skudt. Efterfølgende havde han svært ved at vise sine følelser - han følte faktisk ikke, at han havde nogen. Arkivfoto. Foto: Kim Haugaard/Århus Stiftstidende

Når terroren rammer, står der øjenvidner og pårørende tilbage, hvis liv føles forandret på et splitsekund. Hvordan kan vi undgå, at en så frygtelig oplevelse forvandler sig til et traume?

Da Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker på den norske ø Utøya, var danske Patrick Piscot på øen. Han så sine venner blive skudt, og han kæmpede selv for at undgå kuglerne fra maskinpistolen. Den dengang 18-årige Patrick Piscot overlevede terrorangrebet i 2011, men bagefter ventede tre år i choktilstand.

”Det var et tomrum. Jeg kunne ikke vise følelser, og jeg havde ingen følelser. Jeg havde forstået, hvad der var sket, jeg snakkede meget om det, og jeg havde også tilgivet det. Det var ikke sådan, at jeg benægtede det, men jeg kunne bare ikke vise, at jeg var påvirket af det. Jeg troede, at jeg lynhurtigt var kommet over det,” siger han.

Men det var Patrick Piscot ikke. Efter tre år gik det op for ham, at han havde været i en tilstand af chok, og han begyndte at mærke sine følelser, når han talte om Utøya.

Når terroren i dag rammer rundt omkring i verden, synes Patrick Piscot, som de fleste andre, at det er forfærdeligt. Man han slipper tanken igen, og lever sit eget liv videre. For ”man kan ikke tage alt på sine skuldre” – det har Utøya lært ham. Men han tænker på de mennesker, der skal til at gå igennem det, som han har været igennem.

”Det er så udmattende at blive udsat for en nærdødsoplevelse. Der kommer 3000 spørgsmål lige efter, men der har jeg lært, at det er sundest at få snakket ud om alle ens tanker, så man ikke ophober den her ondskab, og når man får snakket om det, forsvinder spørgsmålene igen. Når man bliver udsat for sådan noget her, er det vigtigste, at man ikke tager skylden for noget af det, og at man husker sig selv på at gøre alt, hvad man kan for at være lykkelig og ikke sidde alene og tænke negative tanker og lukke sig om sig selv. For at komme videre er det meget vigtigt, at man tager imod al den kærlighed, der bliver givet,” siger Patrick Piscot.

For ham har det været en stor hjælp at tale med både familie, venner og fremmede om, hvad han var vidne til den julidag på Utøya. Han har også har skrevet en bog om oplevelserne.

Patrick Piscot har takket nej til psykologhjælp, men der er andre, der gerne vil tale med en psykolog, når de oplever terror. Da en mand i en lastbil overlagt kørte ind i en menneskemængde ved strandpromenaden i Nice på Frankrigs nationaldag den 14. juli i år, var der ikke nogen danskere, der blev ramt. I hvert fald ikke fysisk. Men flere danskere, der opholdt sig i Nice under angrebet, talte bagefter i telefon med krisepsykolog Michael Bruun.

”De har en oplevelse af at have været meget tæt på og tænker på, hvor let det lige så godt kunne have været dem, det gik ud over – havde de været der fem minutter senere eller tidligere, eller havde de stået lidt længere ude på vejen. De er i feriestemning og nyder fyrværkeriet, og i løbet af et splitsekund ændres alt. Det sætter en masse tanker i gang,” siger han.

Og det er de tanker , de har behov for at få talt igennem, fortæller han. For psykologen handler det om at finde ud af, hvad de følte i situationen, og hvordan de handlede.

”Dem, der bare løb og løb og ikke vidste, hvor de var henne, hvor de andre var, eller hvor hotellet var, er mere påvirkede end dem, der har haft en følelse af at have handlet målrettet ved bevidst at have løbet hen til en restaurant for at søge sikkerhed. Det er følelsen af ikke at have været i sikkerhed, der fylder. Efterfølgende er man meget mere på vagt. Kroppen har registreret, at da de gik på strandpromenaden, skete der noget dramatisk, der betyder, at næste gang, de går på promenaden, så vil alle alarmklokker ringe, og de vil derfor holde sig derfra.”

Han opfordrede danskerne i Nice til at opsøge promenaden i længere og længere tid ad gangen, så frygten ikke satte sig fast, og så de igen kan forbinde strand, ferie og Frankrig med noget trygt.

Det er helt naturligt , at kroppen den første tid reagerer på en så voldsom hændelse. Det mener også sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen. Hun er en del af Folkekirkens Katastrofeberedskab og har som en af landets fem ledende beredskabspræster til opgave at sørge for hjælp og sjælesorg til overlevende og pårørende i katastrofesituationer. Hun understreger, at man sagtens kan opleve noget traumatisk og reagere med efterfølgende angst, uden at det på længere sigt fører til et traume. For de fleste er det vigtigt at tale om oplevelserne.

De første seks timer er man dog ikke parat til at tale om sine følelser. Der handler det om, at man føler sig tryg, og at ens basale behov bliver opfyldt, siger præsten. Efter et par måneder skal reaktionerne gerne fortage sig igen, men hvis det bliver ved med at fylde, skal man søge hjælp. For nogen kan det være svært at række ude og bede om hjælp, og derfor er det vigtigt, at der er andre, der står klar, siger Ulla Thorbjørn Hansen.

”Ofte er det ikke de mange ord, der er brug for. Det gælder om at holde af, holde om, holde ud og nogle gange gælder det også om at kunne holde mund og bare være til stede sammen med den anden.”

Hun ser også bøn som en naturlig reaktion, når terrorangreb finder sted.

”Jeg tror på, at vi ikke kun er os. Vi står i et forhold til en større magt og kraft, og vi kan bede om hjælp udefra til os selv og til mennesker omkring os. Selv under livets hårde slag er Gud med os. Ofte tænker vi på bøn som sidste udvej i en krise. Men i en katastrofe er det naturligt som det første at lægge det hele i Guds hænder”.