Prøv avisen
Bog

Hvordan har det været muligt at overleve så mange sammenstød?

Som med anden politisk litteratur kan man spørge om, hvem målgruppen for ”En sikker borgerlig stemme” er. Til skole- og undervisningsbrug er den i hvert fald diskvalificeret alene på grund af partiskheden, skriver anmelder og politisk redaktør Henrik Hoffmann Hansen.

Jubilæumsbog gør det forbilledligt klart, hvorfor Det Konservative Folkeparti i sine 100 år har haft så svært ved at blive det toneangivende, borgerlige folkeparti. Personkonflikter og fløjkrige har i næsten hele perioden været partiets tro følgesvende

Det ligner en utilsigtet vittighed, at Det Konservative Folkeparti har kaldt sin jubilæumsbog ”En sikker borgerlig stemme - Det Konservative Folkeparti gennem 100 år”.

For er der noget, historien viser, er det, at partiet har været usikker på, hvordan det egentlig skulle fortolke sin borgerlighed. Skulle man være nationalkonservativ, socialkonservativ eller liberalkonservativ? Skulle man først og fremmest tjene statens eller erhvervslivets interesser? Skulle man være parti for godsejere og storindustri eller for købmanden og skolelæreren? For tjenestemanden eller håndværkeren? Hvor langt skulle man acceptere nedskæringer på forsvaret som pris for at komme med i et forlig? Og ikke mindst - hvem skulle lede partiet?

Det sidste har med få undtagelser givet anledning til splid og spektakel i hele den 100-årige historie, som formelt fejres i dag.

Historiker Lars Christensen fra Syddansk Universitet har påtaget sig opgaven at skrive historien, og han tager i forordet det forbehold, at den er skrevet under tidspres, fordi han først fik opgaven sidste efterår. Derfor er der stort set kun brugt skriftlige kilder.

Dem er der til gengæld ikke mangel på. Mange forfattere, både historikere, politikere og journalister, har gennem årene sat sig for at skrive om Det Konservative Folkeparti, om konservative personligheder eller dele af den konservative historie.

Lars Christensen skjuler ikke, at han selv er konservativ og har været engageret i partiet. En nyttig oplysning, som forklarer, at dette ikke er en tilstræbt objektiv fortælling, og objektive sandhedsvidner eksisterer i øvrigt ifølge forfatteren slet ikke i politisk historie.

Heldigvis betyder det ikke, at bogen nedtoner alle de konflikter, partiet har været igennem. Tværtimod sidder man efter endt læsning af de godt 300 sider tilbage med en forundring over, hvordan det har været muligt at overleve så mange sammenstød. Og man sidder med en klar idé om, hvorfor partiet har haft så svært ved at blive det toneangivende, borgerlige folkeparti, det gerne vil være.

Artiklen fortsætter under grafikken 

Selve stiftelsen skete på ruinerne af Højre, der siden år 1900 var gået til i interne stridigheder, blandt andet om det betimelige i at overlade magten til folket. Grundlovsrevisionen i 1915, der gav tyende og kvinder og valg- og stemmeret, blev den afgørende katalysator for at stifte et nyt parti. Trods stor intern uenighed lykkedes det i sommeren og efteråret 1915 at få strikket et partiprogram på 12 punkter sammen.

Selvom bogen sine steder er ret kortfattet, giver den et godt overblik. Forfatteren samler fint op på de centrale pointer. For eksempel skriver han, at den formentlig vigtigste mærkesag gennem alle årene har været forsvarssagen.

Pudsigt nok har netop den mærkesag givet anledning til mange af partiets konflikter.

Som med anden politisk litteratur kan man spørge om, hvem målgruppen for ”En sikker borgerlig stemme” er. Til skole- og undervisningsbrug er den i hvert fald diskvalificeret alene på grund af partiskheden. Så trods tekstens fine sproglige kvaliteter havde den konservative historiefortælling været bedre tjent med en tilstræbt objektiv formidling, som denne anmelder stadig anser for mulig.