Hvordan har kaniner det egentlig? Forskere sætter spot på danskernes nye favorit-kæledyr

Tusinder af danske familier holder kanin, men endnu er dyrenes trivsel ikke blevet undersøgt. Det vil en forsker nu ændre på

Kaninens nuttethed er gået hen og blevet en ulempe for den:
”Kaniner er så søde, at man har lyst til at løfte dem og kramme dem, men kaniner er flugtdyr, og de fleste vil gerne have alle fire ben på jorden.”
Kaninens nuttethed er gået hen og blevet en ulempe for den: ”Kaniner er så søde, at man har lyst til at løfte dem og kramme dem, men kaniner er flugtdyr, og de fleste vil gerne have alle fire ben på jorden.”. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Københavns Universitet opfordrer nu folk til at fortælle om deres kaniner. Omkring tre procent af danske husstande holder nemlig kanin, men alligevel ved man kun ganske lidt om, hvordan de har det, kaninerne altså, forklarer Cecilie Ravn Skovlund, der er ph.d.-studerende ved Center for forskning i familiedyrs velfærd under Institut for veterinær- og husdyrvidenskab.

”Traditionelt opfattes kaniner som et kæledyr, der er nemt at holde, og som egner sig til mindre børn. Men det kan godt vise sig at være en misforståelse, for det kræver mere at holde kanin, end mange tror. Kaniner skal have plads, mulighed for at grave og gnave og for socialt samvær, men det er der desværre mange, der ikke ved, og det er formentlig medvirkende til, at mange kaniner havner på internater eller ligefrem dumpes i naturen,” siger hun.

Resultaterne af spørgeundersøgelsen, der blandt andet ligger på Facebook, foreligger endnu ikke. Men man ved allerede, at flere i højere grad er begyndt at holde kaniner på linje med hund og kat, hvilket også betyder, at man lader dem færdes frit i boligen.

I tidligere rapporter om kæledyrs velbefindende har kaniner typisk indtaget en birolle og kun optrådt i tillægsspørgsmål til katte- og hundehold, men nu er kaninen altså hovedpersonen. Og den hovedperson er potentielt besværlig.

”Kaniner er kolonidyr og har derfor godt at være flere sammen, men de er samtidig territoriale. Det kræver neutralisering, og det koster penge. Hvis to kaniner skal introduceres for hinanden, skal det også gøres korrekt. Og så skal hjemmet sikres, for kaniner kan godt lide ledninger,” siger Cecilie Ravn Skovlund og afslører en vigtig detalje, som nok vil komme bag på mange: At dyrets nuttethed er gået hen og blevet en ulempe for det.

”Kaniner er så søde, at man har lyst til at løfte dem og kramme dem, men kaniner er flugtdyr, og de fleste vil gerne have alle fire ben på jorden,” siger hun.

Er der ikke større problemer at tage fat på med hensyn til dyrevelfærd – måske i forbindelse med produktionsdyr?

”Der er også en masse forskning, der kører på produktionsdyr. Men der er mange kaniner i Danmark, og jeg vil mene, vi også har et ansvar for at vide mere om, hvordan de holdes,” siger Cecilie Ravn Skovlund, der selv holder kaniner, som bor i hendes lejlighed og derfor ikke får den stimulering, der følger med et liv, hvor man også kommer ud.

”Men jeg prøver at kompensere ved at have to, så de har hinanden, ligesom de løber frit og har en gravekasse og forskelligt problemløsnings-legetøj,” siger hun.

En anden nylig undersøgelse – designet af forskere fra Københavns Universitet og gennemført af Danmarks Statistik i foråret 2021 – viser, at 20 procent af danske familier holder hund, mens 14 procent har kat. Da en familie godt kan have flere hunde eller katte, er der cirka 810.000 hunde, mens antallet af katte er omkring 730.000. Kaniner derimod figurerer ikke i hovedomtalen af undersøgelsen, og det viser måske bare, at det er på tide, at de får deres helt eget.

Projektet, der er finansieret af Videncenter for Dyrevelfærd og Fødevarestyrelsen, skal først og fremmest kortlægge status quo i forbindelse med kaniners forhold.

Men senere kan en sådan kortlægning eventuelt bruges til rådgivning, mindstekrav eller lovgivning, sådan som man ser i for eksempel Storbritannien.

Spørgeskemaundersøgelsen ”Hold og pasning af tamkaniner – en kortlægning af forholdene for kaniner i Danmark” kører i endnu nogle uger, og indtil videre er interessen for at besvare spørgsmålene i undersøgelsen ”overraskende” stor.