Prøv avisen
Politisk analyse

Hvordan kan Lars Løkke Rasmussen pludselig finde 69 milliarder til velfærd?

Løkkes forslag om at bruge 69 milliarder vil reelt udelukke skattelettelser de næste seks år. Det er fint for Dansk Folkeparti men ubærligt for de to andre regeringspartier, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Venstres udspil om at øge velfærdsudgifterne voldsomt viser indirekte, hvorfor det borgerlige regeringssamarbejde har været dysfunktionelt i meget lang tid

På valgkampens dag to fik Venstre i går sat den offentlige velfærd øverst på dagsordenen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udstedte på Dansk Erhvervs årsmøde et såkaldt velfærdsløfte til vælgerne om at ville investere 69 milliarder kroner mere i velfærd fra 2020 til 2025. Det skal sikre, at der er penge nok til at tage sig af de 80.000 flere ældre over 80 år og de 50.000 flere børn på fem år eller yngre, der vil være i 2025.

Samtidig vil partiet nu sløjfe det forhadte omprioriteringsbidrag på uddannelse og kultur allerede fra næste år. Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen kaldte det omgående ”panik før lukketid”, mens Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl glædede sig over sindelagsskiftet hos Venstre.

Ved sidste valg argumenterede partiet for nulvækst, og for VKLA-regeringen har det officielle mål været en vækst på blot 0,3 procent om året i det offentlige forbrug.

Udtrykt i procenter vil Venstre nu lade det offentlige forbrug stige med over dobbelt så meget, nemlig 0,65 procent om året, Socialdemokratiet har sat 0,7 procent som mål, mens Dansk Folkeparti vil have 0,8 procent. De tre store partier er nu så enige om sigtet for den økonomiske politik, at det i praksis på det punkt er hip som hap, hvem der vinder magten.

Men hvor Socialdemokratiet har argumenteret for, at der er brug for skattestigninger, vil Venstre og Dansk Folkeparti finansiere væksten i forbruget med det såkaldte økonomiske råderum. Frem 2025 har økonomerne beregnet, at det er på 70 milliarder kroner, altså kun en smule mere end det, Venstre vil bruge.

Partiets løfte rejser imidlertid et stort spørgsmål: Hvordan kunne Lars Løkke Rasmussen udskrive et folketingsvalg, vel vidende at han havde 69 ubrugte milliarder kroner i baglommen? Hvorfor har han ikke for længst indgået aftaler med Dansk Folkeparti og sine regeringspartnere om at bruge pengene de kommende år på samme måde, som han har indgået aftaler om sundhedsvæsenet og seniorpensionen? Det var jo for eksempel et af de store kritikpunkter af sundhedsreformen, at der ikke var afsat penge til at løfte sundhedsvæsenets produktion.

Vel er det altid godt at have en økonomisk reserve, men netop i valgår plejer regeringer og kommunalbestyrelser altid at tage spenderbukserne på for at dele milde gaver ud til vælgerne for at sikre sig genvalg.

Det har regeringen ikke gjort denne gang, og indtil Venstres udspil i går kunne man forsvare det med et ønske om at udvise rettidig omhu og ikke bruge løs af økonomiske reserver, der hurtigt kan forsvinde som dug for solen, hvis og når konjunkturerne vender.

Venstre har også tidligere argumenteret for, at man sagtens kunne sikre mere og bedre velfærd for de samme penge ved at rationalisere og automatisere eksempelvis ældrepleje og sundhedsydelser. Det Økonomiske Råd, vismændene, har godt nok tidligere skønnet, at det demografiske træk – tilgangen af børn og ældre – ville føre til, at de offentlige udgifter skulle stige med omkring en procent om året, hvis servicen skulle være den samme, mens Finansministeriet har vurderet, at der var brug for et løft af den størrelsesorden, som Venstre nu foreslår.

Svaret er, at Venstre, Liberal Alliance og De Konservative ser helt forskelligt på behovet for at lade det offentlige forbrug stige. Liberal Alliance ønsker minusvækst, mens De Konservative gerne vil låse udgiftsniveauet fast, blandt andet fordi udgiftsniveuaet allerede i dag er et af de allerhøjeste i verden.

Derfor er det også meget uklart, hvem der egentlig skal hjælpe Lars Løkke Rasmussen til at indfri sit løfte. Venstre genåbner reelt den konflikt, der var lige ved at få regeringssamarbejdet til at bryde sammen, både i 2017 og 2016. De voldsomme skænderier om Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser og Dansk Folkepartis tilsvarende ultimative modstand mod skattelettelserne og krav om et paradigmeskifte udlændingepolitikken fik i en lang periode det borgerlige samarbejde til at fremstå dysfunktionelt.

Den strid blev der lagt låg på i valgperiodens sidste år, men partierne var samtidig låst fast, så der ikke kunne røres ved de 70 milliarder kroner i råderummet. Løkkes forslag om at bruge de 69 af dem, vil reelt udelukke skattelettelser de næste seks år. Det er fint for Dansk Folkeparti men ubærligt for de to andre regeringspartier.

Til gengæld kan Mette Frederiksen formentlig glæde sig over de mange penge, der ligger i råderummet og kun venter på at blive brugt, hvis hun skulle vinde valget.