Tre eksperter giver deres bud: Hvordan skal EU tackle strømmen af flygtninge?

Kristeligt Dagblad har indsamlet tre forskellige bud på løsninger

En syrisk familie på flugt går langs togskinnerne tæt på Grækenlands grænse til Makedonien.
En syrisk familie på flugt går langs togskinnerne tæt på Grækenlands grænse til Makedonien. .

Der er brug for lederskab

Hein de Haas, professor i sociologi ved Amsterdam Universitet med speciale i flygtninge og migranter, og tidligere meddirektør ved Institut for International Migration ved Oxford Universitet

Set i lyset af de omkring 2,5 million mennesker, der hvert år ankommer til Europa, helt lovligt, er 300.000 mennesker ikke ret meget. Svagheden ligger i de nationale politikeres manglende evne til at løfte opgaven og finde en koordineret løsning. De er mere optaget af at give andre skylden for problemerne end selv at tage ansvar.

Det er indlysende, at mange af flygtningene har særlige behov for hjælp, men hvis EU kunne enes om fælles løsninger, ville det ikke være noget stort problem. Tyskland har en meget pragmatisk tilgang. Tyskerne gør det, der er brug for, og de viser politisk lederskab.

Det her er ikke raketvidenskab. EU-Kommissionen har et fint forslag på bordet, som sagtens kunne få tingene til at glide. Herunder en fair fordeling af flygtningene.

Men spørgsmålet om mulige løsninger afhænger også af, hvordan man definerer løsning. Er det fred i Syrien? Eller? Så længe, der er krig, vil flygtningene fortsætte med at komme, og løsningerne skal findes i et fælles ansvar for at fordele dem mellem de europæiske lande.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle indbyggere er bekymrede for, om integrationen vil lykkes. Det ændrer bare ikke ved, hvorvidt mennesker har ret til beskyttelse. Vi bør lære at se og bruge flygtningens potentiale. Jeg påstår ikke, at der ikke er problemer. Men i stedet for at forsøge at hegne Europa ind, må politikerne blive enige om fælles holdbare løsinger. De hidtidige løsninger har i stigende grad været drevet af irrationel frygt, men det har kun forøget panikken - og panik er et meget dårligt grundlag for politiske løsninger.

Europa må lukke grænserne

Søren Hviid Pedersen lektor, cand.scient.pol. Institut for Statskundskab Syddansk Universitet og konservativ debattør

Som nationalkonservativ mener jeg, at flygtningestrømmen, hvis den fortsætter, vil indvarsle slutepoken for Schengen-samarbejdet. Der må ske en korrektion af systemet med de åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed. Jeg er en europæer, der er blevet omvendt af virkeligheden. Jeg har altid stemt ja til EU til og med det indre marked. Men når vi kan forvente, at der kommer 800.000 mennesker ind i Tyskland alene i år, så sætter det EU-samarbejdet under voldsomt pres.

Foto: Johnny Wichmann

Flygtningene får asyl og kan på et tidspunkt bevæge sig frit rundt i Europa. Det, tror jeg, er uacceptabelt for de fleste europæiske borgere og lønmodtagere.

Udviklingen kan ikke fortsætte uden, at det får konsekvenser for EU-samarbejdet. Vi hjælper ikke de syriske flygtninge ved at få dem placeret i Europa. Vi skal også tage hensyn til vores demokratiske samfund og vores børn. Selv i det gennemorganiserede Danmark er vi så dårlige til at integrere, og en undersøgelse viser, at syrerne i Danmark har mindst lige så svært ved at klare sig som andre grupper. Hvis jeg var syrer, ville jeg også flygte. Men det er ikke ensbetydende med, at flygtningestrømmen er positiv og etisk rigtig for de vestlige samfund. Vi må se på, hvordan vi bevarer vores samfund med den høje grad af tillid og sammenhængskraft.

Derfor må vi lukke grænserne til Europa på en helt anden måde end tidligere. Vi må sætte flåden ind i Middelhavet og stoppe bådflygtninge i at drukne. De, der flygter fra krigen i Syrien, må blive i nærområderne. 

Vi bliver nødt til at investere massivt i udviklingen af Mellemøsten. Folk flygter på grund af krig, økonomisk kaos, korruption og politisk undertrykkelse. Vi må hjælpe disse samfund på fode. Det bliver dyrt for os. Men den regning skal vi betale for at bevare vore egne samfund. Samtidig skal vi styrke en politik, der samtænker integration, flygtninge og sikkerhedspolitik.

Fordel flygtninge i fællesskab

Martin Lemberg-Pedersen forsker i flygtninge som postdoc ved Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet

I stedet for at tale om en flygtningekrise i Europa skulle vi snarere tale om en politisk krise. Den politisk varme kartoffel er, at EU-landene i langt højere grad skal samarbejde om at modtage de mange flygtninge. Der er brug for samarbejde både i forhold til fælles fordeling af flygtninge, en bedre skelnen mellem flygtninge og økonomiske migranter, fælles modtagecentre og en større indsats i nærområderne. Men landene kan ikke blive enige, og vi ser en uenighed både mellem Nord- og Sydeuropa og mellem Øst- og Vesteuropa.

Det nuværende flygtningepres er skabt af en enestående konfliktsituation. Det er krigen i Syrien, konflikterne i Irak og Afghanistan og Libyens sammenbrud, der tilsammen skaber presset. Det er desuden konflikter, der har udviklet sig som et resultat af vores forsøg på intervenere, så Europa kan ikke bare fraskrive sig ansvaret. Hvis ikke EU finder en fælles løsning, så står kernen i EU-samarbejdet, nemlig Schengen-samarbejdet og de åbne grænser, for fald. Derfor kan krisen være en skillevej for EU. Hvis krisen skal løses, så skal Europa handle radikalt anderledes. 

Man bør efter min mening droppe Dublin-forordningen, der betyder, at flygtninge sendes tilbage til det første europæiske ankomstland. Der bør etableres en fælles fordeling af flygtninge og oprettes fælles modtagecentre, der skiller flygtninge med eller uden asylbehov i FN- eller EU-regi. Og så bør man blive enig om en form for Marshallhjælp i flygtningenes nærområder og en sikring af ordentlige flugtruter, så mennesker ikke behøver begive sig ud på farefulde rejser over Middelhavet. Politikerne taler meget om at hjælpe i nærområderne, men forleden måtte World Food Programme indstille fødevarehjælpen til en kvart million syriske flygtninge i Jordan. Fremfor alt er der behov for politikere, der åbent tør sige til deres befolkninger, at Europa i en periode er nødt til at tage flere asylsøgere.