Prøv avisen

Hvordan undgår man, at skindøde bliver begravet?

Det er stadig almindelig praksis på sygehusene at opvare lig på særlige stuer i fire til otte timer, indtil en læge kommer og endeligt fastslår døden. - Foto: .

Selvom loven for længst er ændret, sætter man stadig klokker og snore på døde mennesker for at sikre, at de virkelig er døde. Årsagen er måske, at vi er historisk angste for skindøden

En læser, Jørn Christensen, spørger, om man stadig har en seks dages regel fra dødstidspunktet til begravelsen blandt andet for at undgå levende begravede?

Det korte svar er, at det har man ikke, og det har man aldrig haft. Ifølge bgravelsesloven skal begravelsen ske inden for otte dage. Man kan dog få forlænget helt op til 14 dage. Langt de fleste begraves inden for fem dage.

Spørgsmålet er dog ikke helt tosset, for særligt i 1700 og 1800-tallet herskede der en udbredt, folkelig frygt for at blive levende begravet. Historier om kradsemærker på indersiden af kister vandrede land og rige rundt og spredte skræk. Også blandt de lærde. H.C. Andersen beskriver i sine dagbøger, hvordan han havde en seddel sat fast til sin natskjorte, hvor der stod: Jeg er ikke død, jeg sover bare. Så ingen skulle være i tvivl, oplyser sociolog Michael Hviiid Jacobsen fra Aalborg Universitet, der forsker i døden.

Som lægevidenskaben er blevet mere pålidelig, er frygten aftaget. Alligevel har man i ligsynsloven indtil 1977 haft den såkaldte sekstimers-regel, der tilsagde, at den døde ikke måtte flyttes fra sit dødsleje før minimum seks timer efter dødsøjeblikket netop for at undgå tilfælde af skindød. Det besværliggjorde dog transplantationer i en sådan grad, at reglen blev ophævet og erstattet af et påbud om ikke at opbevare liget unødigt udover det tidspunkt, hvor der er konstateret sikre dødstegn. Det vil sige stivhed og dødspletter.

Ikke desto mindre er det stadig almindelig praksis på sygehusene at opvare lig på særlige stuer i fire til otte timer, indtil en læge kommer og endeligt fastslår døden. I mellemtiden har den døde en klokkestreng forbundet til hånden eller tåen, som sætter en alarm i gang, hvis personen rører på sig. Hvorfor denne praksis stadig udføres, er der ingen klare svar på. Måske fordi frygten stadig sidder i os.

sporgomalt@kristeligt-dagblad.dk