Prøv avisen
Politisk set

Hvorfor beslutter politikere ikke blot, hvad de vil?

Politikere er nødvendige for vort demokrati. Men samtidig er politikerne pålagt en lang række snærende bånd. De er nødvendige for at undgå magtmisbrug, selvom graden af politiske begrænsninger løbende diskuteres

I et demokrati som det danske har de valgte politikere i sidste instans den politiske magt. Det er demokratiets store fordel og charme, at det har den indbyggede korrektionsmekanisme, at man kan vælge nogle nye politikere, hvis man er utilfreds med de gamle.

Når politikerne så er valgt, er der imidlertid langtfra frit slag med hensyn til, hvad de kan beslutte. Selvom Viggo Hørup påstod, at ”intet er over og intet ved siden af Folketinget”, er det en påstand, som konstant modificeres.

Modifikationen af den politiske magt skyldes, at der ellers er en overhængende fare for, at politikerne ville begynde at agere som valgte eneherskere med muligt magtmisbrug til følge.

Politikernes magt er blandt andet modificeret af, at der findes en grundlov, som sikrer forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, ejendomsret og en vis magtdeling. Grundloven kan politikerne ikke uden videre lave om på, så den må de indrette sig efter.

Magtdelingen i den danske grundlov er klarest mellem den lovgivende og den udøvende magt på den ene side og den dømmende magt på den anden. Derimod er opdelingen mellem den udøvende og den lovgivende magt i Danmark ikke nær så klar som i eksempelvis USA, hvis forfatning tidsmæssigt var tættere på Montesquieus anbefaling af magtens tredeling i bogen ”Lovenes Ånd”.

Blandt andet kan ministre – den udøvende magt – også være medlemmer af Folketinget, den lovgivende magt. Forsøger politikere i Folketinget derimod at agere domstol, slår Højesteret til, som det skete i Tvindsagen i 1999, efter at Folketinget havde vedtaget en lov, som den dømmende magt opfattede som en de facto dom over Tvindkoncernens praksis.

Også EU-medlemskabet er en ramme for dansk politik. På baggrund af EU’s traktatgrundlag er der vedtaget tusindvis af reguleringer i form af forordninger og direktiver, der har forrang for dansk lovgivning, og som har direkte virkning for danske borgere og virksomheder. Det betyder, at danske politikeres beslutninger ikke kan overtrumfe denne EU-ramme.

EU-rammen er etableret for at skabe lovgivningsmæssig frihed og forudsigelighed for virksomheder, som ønsker at handle på det indre marked, og for borgere, når de bevæger sig rundt i EU på besøg eller for at etablere sig.

For danske politikere opfattes EU til tider som en snærende ramme, som gør, at de langtfra altid kan beslutte, hvad de egentlig gerne ville. Det gælder også politikere, som er positive over for EU.

Etableringen af EU som en snærende ramme er imidlertid meningen med hele projektet. Ønsket med EU var fra begyndelsen at holde medlemslandenes politikere i kort snor, således at de ikke lykkedes med at ødelægge muligheden for fred og velstand på det europæiske kontinent, således som det var sket så mange gange, før EU kom til verden.

Hermed berøres også spørgsmålet om, hvordan man får nationale politikere til at lade sig beslutningsmæssigt binde til masten á la Odysseus, da han sejlede forbi sirenernes Ø. Svaret er, at politiske beslutningstagere kun lader det ske, når helt ekstraordinære omstændigheder er til stede i form af en truende revolte (den danske grundlov), en altødelæggende krig (EU), og sirener, som risikerer at kaste skib og mandskab i fordærv (Odysseus bundet til masten).

Internationale konventioner i regi af FN eller Europarådet, etableret i kølvandet på Anden Verdenskrig, er også en ramme, som danske politikere bliver nødt til at tage hensyn til. Det gælder ikke mindst, når man tilrettelægger den danske udlændingepolitik.

Både EU og Europarådets menneskerettighedskonvention som ramme for danske politikere kompliceres noget af, at såvel EU-Domstolen som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke altid er lige forudsigelige i deres domme, fordi de til tider anvender en såkaldt dynamisk fortolkningsstil, hvor man udvider rettighedernes dækningsområde ud over det skrevne ord.

Den komplikation, som disse domstole udgør, må man imidlertid tage med. Politikere, der som Pinocchio kan sige, at ”der er ingen bånd, der binder mig”, er for risikable. Samtidig er politikere nødvendige for vort demokratiske system. Diskussionen af, hvor snærende båndene om politikernes råderum skal være, kan altid diskuteres. At båndene skal være der, er derimod åbenlyst for de fleste.

Peter Nedergaard er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.