Prøv avisen
Politisk analyse

Hvorfor bøvle med juraen, når man kan lovgive?

Svaret er, at selvfølgelig kunne regeringen have nedsat en straffelovskommission for længe siden, hvis den havde villet. Det ville den ikke, for en kommission ville i praksis have spændt ben for mange af de stramninger af retspolitikken, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu praler med. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen har de facto nedlagt Straffelovrådet og vil heller ikke nedsætte den Straffelovskommission, der ellers er nævnt i regeringsgrundlaget. Den juridiske ekspertise står i vejen for ønsket om at vise handlekraft over for de kriminelle

Hvis nogen skulle være i tvivl, er den nuværende regering ikke de kriminelles ven.

Alene på Justitsministeriets område er der gennemført mindst 60 stramninger af retspolitikken de sidste fire år. Det fremgår af en optælling, Kristeligt Dagblad har foretaget på baggrund af pressemeddelelser og love fra ministeriet. Optællingen viser også, at lovmøllen har fået stadig mere fart på. I 2015 blev det til fem stramninger, men da havde den daværende Venstre-regering dog også kun haft få måneder at arbejde i efter valget. I 2016 var der ni stramninger, i 2017 var der 17, og sidste år blev det til hele 29 stramninger, det vil sige omtrent halvdelen af de 60.

Til stramninger regnes alt fra love om højere straffeniveauer for bestemte forbrydelser, tildækningsforbud og hårdere straffe i zoner, til forbud mod at give gaver til indsatte i fængslerne, højere bødestraffe og til afskaffelse af forældelsesfrister i sager om overgreb mod børn.

Love, der skal få de kriminelle ud af deres kriminalitet, er der noget længere imellem. Man kan så spørge, hvad de mange strafskærpelser gør ved kriminalitetsudviklingen eller balancen i retssystemet, for eksempel balancen mellem straffen for personfarlig og økonomisk kriminalitet.

Det sidste tog VLAK-regeringen selv hul på i sit regeringsgrundlag i november 2016. Ifølge det vil regeringen nedsætte en Straffelovskommission, ”som blandt andet får til opgave at se på de generelle principper for strafudmåling” – eksempelvis forholdet mellem strafferammerne for personfarlig og økonomisk kriminalitet.

Indtil nu er det formentlig regeringens mindst omtalte løftebrud, at kommissionen aldrig er blevet nedsat og heller ikke bliver det inden valget. ”Der har ikke været tid”.

Det har sin egen ironi, at den tidligere formand for Straffelovrådet, præsident for Østre Landsret, Bent Carlsen, for to år siden trak sig fra sin formandspost, netop fordi regeringen ville nedsætte en Straffelovskommission. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går, mener Bent Carlsen, at straffelovens almindelige hovedprincipper ”virker aldeles udmærket”. Så der var ingen grund til at nedsætte en ny kommission.

Straffelovrådet blev oprettet af Justitsministeriet helt tilbage i 1960 som et stående udvalg, der skulle rådgive ministeriet om strafferetlige spørgsmål. I rådet sidder nogle af landets dygtigste jurister, men siden foråret 2017 har de ikke haft nogen funktion, og Justitsministeriet har end ikke fundet en afløser for Bent Carlsen, der på ministeriets hjemmeside stadig står som rådsformand.

Men har der virkelig ikke været tid til at nedsætte en Straffelovskommission? Svaret er, at selvfølgelig kunne regeringen have nedsat den for længe siden, hvis den havde villet. Det ville den ikke, for en kommission ville i praksis have spændt ben for mange af de stramninger af retspolitikken, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu praler med. En kommission var blevet en syltekrukke, der ikke realistisk kunne have løst sin opgave inden for denne valgperiode.

Det er en pudsig modsætning til tidligere borgerlige regeringer, der har skubbet kommissioner foran sig som redskab for svære beslutninger. Mest udtalt med Velfærdskommissionen, der i 2000’erne banede vej for højere pensionsalder og indskrænkninger af efterlønsordningen. I dag ses en juridisk kommission som en bremseklods for de stramninger, som flertallet af befolkningen angiveligt ønsker.

Under fravalget af kommissionen rumler et dybere modsætningsforhold jura og politik. Især fra borgerlige retspolitikere er det almindeligt at høre beklagelser over alle de juridiske bånd, der forhindrer den stramme kurs, man gerne vil føre af hensyn til retsfølelsen. Det kan for eksempel være kritik af internationale konventioner eller af danske dommere, som slet ikke udfylder lovgivningens strafferammer. Indimellem beskyldes juristerne for at politisere. Modsat vil de sige, at det er politikerne selv, der har ladet Danmark binde af konventionerne, og at de som dommere er bundet af retspraksis og af proportionalitetsprincippet – det vil sige, at der skal være rimelighed mellem de forbrydelser, der begås, og de straffe, der gives.

Løsningen for den nuværende regering har i høj grad været at kappe båndene til de juridiske eksperter. Det seneste eksempel er forslaget om at gøre psykisk vold ulovligt og strafbart. Det har fået Den Danske Dommerforening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet Advokatsamfundet og flere andre til i høringssvar at nævne det problematiske i at ville gøre psykisk vold strafbart uden klart at definere, hvad der egentlig forstås ved den type af vold.

Politisk har de indvendinger en svær gang på jord, særligt i et valgår, hvor det handler om at kunne fremstå så rets- politisk handlekraftig som muligt.

Regeringens egne undersøgelser viser ellers, at det kan diskuteres, hvor stort behovet for flere stramninger er. Blandt de seneste fire års mange pressemeddelelser fra Justitsministeriet finder man således otte fra ministeriets forskningskontor, som fortæller, hvordan det går med udviklingen i kriminalitet herhjemme. De bærer overskrifter som ”Historisk få ofre for kriminalitet”, ”Ungdomskriminaliteten falder fortsat”, ”Exit- programmer hjælper eks-rockere på vej”, ”Færre unge kriminelle”, ”Strafskærpelser gør ikke kriminelle mindre tilbøjelige til at begå (ny) kriminalitet”, ”Laveste antal rockere og bandemedlemmer i fem år.”

Regeringen og justitsministeren vil nok tage de mange positive nyheder som et bevis for, at den stramme politik virker. Andre som et bevis for, at stramningerne mest er overflødig symbolpolitik.