Prøv avisen
Politisk set

Hvorfor er De Konservative så lille et parti?

Schlüters ikke-ideologiske ”gåen i et med væggen”-konservatisme var både anledning til De Konservatives succes på kort sigt og fiasko på længere sigt. Foto: Egon Engmann/Ritzau Scanpix

I Danmark skiller Det Konservative Folkeparti sig ud fra de konservative partier i de lande, vi normalt sammenligner os med, ved at have markant lavere vælgertilslutning. Tidligere statsminister Poul Schlüters linje fra 1982 har sin del af skylden for partiets fald fra tinderne ved at nedtone partiideologien

Konservative partier er store partier i de lande, som vi normalt sammenligner os med:

Højre i Norge fik 25 procent af stemmerne ved seneste valg. Moderaterne i Sverige fik 20 procent af stemmerne i 2018. Samlingspartiet i Finland fik 18 procent, mens CDU i Tyskland fik 27 procent.

De konservative partier i disse lande er som oftest de største partier blandt de borgerlige partier. I forhold hertil fik Det Konservative Folkeparti i Danmark kun godt tre procent af stemmerne ved det seneste folketingsvalg.

Det interessante spørgsmål er, hvorfor der er denne forskel mellem Danmark og sammenlignelige lande. Der er sikkert flere svar på spørgsmålet. I denne klumme vil jeg imidlertid trække én bestemt frem.

Da Poul Schlüter blev kompromisformand for De Konservative i 1974 efter et opgør mellem Erik Haunstrup Clemmesen og Erik Ninn-Hansen, udtalte han i en slags programerklæring, at ”jeg er ikke så konservativ, at det gør noget”. Senere uddybede han med, at ”ideologier er noget bras.”

Programerklæringen bidrog på mange måder til at lette De Konservatives taktiske manøvremuligheder i 1970’erne, således at partiet kunne indtage statsministerposten i 1982, da socialdemokraten Anker Jørgensen trådte fra.

Min påstand er imidlertid, at Poul Schlüters linje nok bidrog til, at partiet kunne sætte sig på statsministerposten i 11 år, men at den samtidig i høj grad bidrog til De Konservatives fald fra tinderne efterfølgende. Schlüters ikke-ideologiske ”gåen i et med væggen”-konservatisme var både anledning til De Konservatives succes på kort sigt og fiasko på længere sigt.

Baggrunden herfor er, at når ideologien og konservatismen forsvinder i et konservativt parti, mister partiet for det første et vigtigt kompas i den daglige politik. En partiideologi er et filter, som indebærer, at dets virksomhed ikke stritter for meget i forskellige retninger.

Den amerikanske politolog Anthony Downs har sammenlignet den med virksomhedernes brands. Den gør det lettere for vælgerne at orientere sig i det politiske landskab, uden at man skal sætte sig ind i alle partiernes programmer. Ikke-ideologisk funderede partier risikerer derimod at få et brand med svag genkendelseskraft, som kunderne i butikken – vælgerne – går udenom.

For det andet indebærer en afideologisering af et parti, at det mister tiltrækningskraft i forhold til de kvikkeste unge. Når man i årtier har undervist unge i statskundskab og samfundsfag ved man, at seriøse og intelligente unge altid søger efter en dybere mening og sammenhæng.

For politiske partier er det i vid udstrækning identisk med at have en ideologi, og at den hænger sammen med den daglige politiske praksis. Partierne risikerer derfor på længere sigt at miste disse vigtige støtter, hvis de ikke står ved deres ideologi og ståsted.

Ovenstående var netop, hvad der skete med Poul Schlüter på statsministerposten. Vælgertilslutningen faldt og faldt. Det undskyldtes i første omgang med, at ”det slider at have magten”, men vælgerne fortsatte med at forlade den konservative skude, også efter at man ikke længere havde regeringsmagten. I stedet tog de rent personlige magtkampe i partiet over, nu da der ikke var en stærk partiideologi, der kunne dæmpe gemytterne.

Kvikke og politisk ideologisk interesserede unge i Danmark søgte derfor ikke i retning af konservatismen, som ikke ville gøre et nummer af sig selv. De søgte i retning af liberalismen. Det er sigende, at der ingen konservativ tænketank findes, og at Det Konservative Folkepartis forbindelse med de faktisk eksisterende konservative ideologiske miljøer er meget svag.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab, Københavns Universitet. Tim Knudsen og Peter Nedergaard vil fremover skrive ”Politisk set”.