I går blev et højst usædvanligt brev sendt rundt til fodboldklubberne i landets næstbedste og tredjebedste herrerække. Brevet er blevet symbol på en konflikt mellem landets bedste sportsudøvere og deres forbund, som strækker sig over flere sportsgrene og rækker langt ud over det rent sportslige.
Brevets afsender var Dansk Boldspil-Union, DBU. Et tilsvarende brev var allerede sendt rundt til den bedste række, men uden positivt svar, og nu var det sidste udkald for overhovedet at kunne stille hold til to landskampe, hvoraf den første spilles onsdag aften mod Slovakiet.
”Vi ved godt, at I som klubber, og spillernes arbejdsgivere, på ingen måde hverken kan eller skal presse jeres spillere til at stille op, uanset hvor vigtig denne sag måtte være for dansk fodbold, og dansk landsholdsfodbold i særdeleshed, men vi håber, at I vil støtte op og hjælpe med distribution af brevet, i håb om, at vi lykkes med at samle et hold,” stod der blandt andet i brevet.
Et hold er siden samlet, men det er langt fra landets bedste, der onsdag skal repræsentere Danmark. Forud er gået et langt, uskønt, historisk og for de fleste uforståeligt forløb. For hvordan er det kommet dertil, at amatører fra de lavere fodboldrækker må tigges om at spille på landsholdet i den ubetingede nationalsport?
Forklaringerne skal findes på flere niveauer. På det nære og konkrete niveau bliver der talt om dårlig kemi mellem stejle forhandlere med DBU på den ene side og spillernes fagforening, Spillerforeningen, på den anden.
De har forhandlet de seneste otte måneder, men altså uden at lande en aftale om blandt andet løn, rettigheder og forsikring. Altså helt almindelige arbejdsgiver/lønmodtager spørgsmål. Stridspunktet handler især om, hvorvidt spillerne kan have personlige sponsorer samtidig med, at de som landsholdsspillere er sponseret af potentielt konkurrerende virksomheder.
Samme problemstilling gælder i en række andre sportsgrene, blandt andet badminton, hvilket i fredags fik Badminton Danmark til at opsige deres aftale med Danske Elitesportsudøveres Forening, som blandt andre repræsenterer de bedste danske badmintonspillere. Det har fået direktøren i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Morten Mølholm Hansen, til at udtrykke en generel bekymring for, at striden mellem idrætsforbund og udøvernes fagforeninger er helt grundlæggende og vil skabe langt bredere udfordringer end for blot herrelandsholdet i fodbold.
Man kan dog blive klogere på disse udfordringer ved at kigge nærmere på den aktuelle fodboldstrid. For den organisatoriske strid kan spores tilbage til den professionalisering, som har overgået de fleste sportsgrene, mener professor i idrætshistorie på Syddansk Universitet, Jørn Hansen.
Med professionaliseringen blev de bedste idrætsudøvere pludselig lønmodtagere i en organisation, der udspringer af frivilligt foreningsliv, hvilket i høj grad stadig præger DBU. Det er derfor to forskellige kulturer, der står over for hinanden, men fordi der ifølge de internationale fodboldorganisationer FIFA og UEFA kun kan være én organisation, som repræsenterer dansk fodbold, skal DBU skræve over begge kulturer. Og jo flere penge, der er kommet i fodbolden, og jo mere internationalt funderet den er blevet, jo sværere er den øvelse.
”Det er dybest set en elitekultur og en breddekultur, der støder sammen. Og det bliver særlig tydeligt, når DBU slår på, at det er en ære i sig selv at være på landsholdet, for den tilgang er ved at være utidssvarende. Selvfølgelig er det stadig en ære, men fodbold handler i dag lige så meget om forpligtelser over for spillerens klub og sponsorer. Nationalfølelsen er i stigende grad forbeholdt publikum,” siger Jørn Hansen.
Og netop det forhold gør landsholdskonflikten så vigtig, mener sognepræsten, kommentatoren og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen. Dem, der op til professionaliseringen af fodbold og andre sportsgrene advarede mod den grundlæggende ændring af idrætskulturen, det ville medføre, har i dag fået ret, påpeger hun. Landsholdene har de seneste år mistet stadig mere status, fordi klubberne er blevet den dominerende magtfaktor. Og det er i færd med at få ganske alvorlige konsekvenser.
”Det danske fodboldlandshold er en de smukkeste, stærkeste og desværre også sidste store symbolbærere på linje med kirken og kongehuset, der kan samlet folket,” siger hun.
”Landsholdet tilhører på den måde i sidste ende folket, og derfor er det uværdigt og farligt, når de trækkes ind i dette udefra set ret smålige univers om penge, rettigheder og gammelt nid og nag. Det er ikke det, landsholdet skal handle om. Det er ikke det, noget landshold skal handle om, og derfor er det så vigtigt, at denne sag finder en mindelig løsning.”