Prøv avisen
Politisk set

Værdipolitikkens indtog har gjort regeringsdannelse sværere

På fordelingspolitikken ligger især De Radikale og Enhedslisten langt fra hinanden. På værdipolitikken er modpolerne De Radikale og hendes eget parti, Socialdemokratiet. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Både Sverige og Tyskland har været gennem lange regeringsforhandlinger. Det samme kan nu ske her

Nu er Mette Frederiksen i gang med forhandlingerne om et regeringsgrundlag. Det er ikke noget, som blot skal overstås. Nogle uger skal der nok anvendes.

Efter at Tyskland afholdt forbundsdagsvalg i september 2017, gik der først næsten et halvt år, mens Angela Merkel og det kristendemokratiske CDU/CSU forhandlede med først det liberale FDP og De Grønne, hvorefter man forhandlede nogle måneder med socialdemokratiske SPD.

I begge tilfælde besværliggjordes forhandlingerne af, at man på forhånd udelukkede både det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland og det venstreorienterede parti, Die Linke, som er en slags efterfølgerparti til det hedengangne østtyske kommunistparti, SED.

Også efter det svenske valg i 2018 kom der meget besværlige regeringsforhandlinger, hvilket ikke mindst hang sammen med, at partiet Sverigedemokraterne var holdt helt ude af ligningen ved regeringsdannelsen af i hvert fald to af de borgerlige partier, nemlig Liberalerne og Centerpartiet. Resultatet blev, at Socialdemokraterne fik statsministerposten igen, selvom der i Rigsdagen var et klart borgerligt flertal, hvis man medregnede Sverigedemokraterne, hvad partiet selv gjorde.

Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken på, at regeringsforhandlingerne tager længere tid nu end tidligere, for emnet er mig bekendt ikke undersøgt, men så meget kan man i hvert fald sige, at regeringsforhandlinger er blevet besværliggjort af, at en ny dimension er kommet til, som man også skal tage hensyn til ved regeringsforhandlingerne.

Tidligere angik regeringsforhandlingerne først og fremmest det fordelingspolitiske snit. Hvor mange flere eller færre penge skulle man opkræve i skat fra bestemte borgere, og hvordan skulle disse penge fordeles af det offentlige til fordel for hvem?

Det var engang det helt afgørende spørgsmål, som regeringsforhandlingerne skulle finde et svar på. I den forbindelse kunne partierne ofte placeres på en ret linje fra højre til venstre. Besvarelsen af det fordelingspolitiske spørgsmål er stadig vigtigt, men hertil er der i dag kommet en ny værdipolitisk dimension, som ofte går på tværs af fordelingspolitikken.

Værdipolitikken drejer sig om, hvilke grundlæggende værdier, et samfund skal præges af, uanset hvordan goderne skal fordeles.

Et eller andet sted har værdipolitikken altid været til stede. Politiske partier har altid beskæftiget sig med spørgsmål som national identitet, spørgsmål om forholdet mellem nationalstat og internationalt samarbejde og lignende.

Den store indvandring i de seneste 30-40 år til de fleste vest- og nordeuropæiske lande har imidlertid gjort, at værdipolitikken er blevet et område, hvor der i dag kan høstes langt flere stemmer end tidligere.

Værdipolitikken er ikke kun et vedhæng til de politiske partiers programmer. For visse partier er værdipolitikken blevet en del af deres politiske kerne og eksistensberettigelse.

For politiske partier som Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – og måske på den modsatte værdipolitiske fløj også partier som Det radikale Venstre – er værdipolitikken utrolig vigtig.

For alle politiske partier i Nord- og Vesteuropa gælder det imidlertid, at de både skal navigere i det fordelingspolitiske og værdipolitiske farvand. Det er netop det, som gør regeringsforhandlingerne så besværlige. Partier, som man måske kunne finde sammen med om fordelingspolitikken, kan man måske ikke forliges med om værdipolitikken og omvendt.

For Mette Frederiksen drejer det sig om, at hun skal finde en formel for en politisk platform med udgangspunkt i Socialdemokratiet, men baseret på støtte fra både De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Det bliver ikke nemt.

På fordelingspolitikken ligger især De Radikale og Enhedslisten langt fra hinanden. På værdipolitikken er modpolerne De Radikale og hendes eget parti, Socialdemokratiet. Forhandlingerne om regeringsgrundlaget kræver, at man både skal overbevise andre om, at man kun kan gå så og så langt og samtidig være sensitiv over for andres ønsker. Det var svært i Tårnet i 2011. Det bliver sværere i 2019 på Christiansborg.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.