Hvorfor forlænger vi nogle gange livet for meget?

Med nye teknologier og medicin kan livsforlængende behandlinger i dag fortsætte så længe, at de til tider gør mere skade end gavn. Kristeligt Dagblad har spurgt lægen, patienten, den pårørende og sygehuspræsten om deres forhold til det at udskyde døden

Hvorfor forlænger vi nogle gange livet for meget?
Foto: Iris/Privatfotos.

Peter Sørensen. Ledende overlæge på Odense Universitetshospitals sengeafdeling for uhelbredeligt syge.

”Når det kommer til livsforlængende behandling, er den største udfordring at få afstemt forventningerne med patienten og de pårørende. Som læge har jeg ret til at standse en behandling, hvis jeg finder den udsigtsløs, men jeg vil gerne nå derhen, hvor beslutningen træffes i fællesskab. Og generelt vil vi læger gå meget langt for at imødekomme vores patienters ønsker.

I nogle sammenhænge kan det være svært at informere om, at der ikke er mere at gøre for patienten, og det kan i stedet være nemmere at prøve at foreslå den ekstra behandling. Men det handler i høj grad om at oplyse patienterne om konsekvenserne af at fortsætte en behandling, og jeg ser det som en af vores største opgaver at give patienten det rette fundament til at træffe beslutningen.

Hvor vi på kræftområdet tidligere har haft fokus på at være så aktive som muligt behandlingsmæssigt, oplever jeg, at vi i dag kigger mere på, om man har glæde af for meget behandling i den sidste del af livet. Mit indtryk er, at det blandt andet skyldes debatten om prioritering i sundhedsvæsnet.

Peter Sørensen.
Peter Sørensen.

Samtidig tror jeg, at mange patienter mest af alt frygter at miste tilhørsforholdet til vores afdeling, når vi stopper deres behandling. Det skaber et tomrum og en frygt for ikke at få ordentlig hjælp og smertelindring.”

Hans Hansen, 82 år. Lungekræftpatient.

”Jeg fik lungekræft for cirka tre år tilbage og har siden fået fire til fem slags livsforlængende behandlinger som for eksempel kemoterapi. Den ene behandling gav mig voldsom næseblod i flere dage, men i dag får jeg nogle piller, som indtil videre ikke har givet mig bivirkninger.

Når det kommer til livsforlængende behandling, så gør jeg bare, hvad min læge siger. Jeg har ikke gjort mig nogen overvejelser, udover at jeg vil følge hendes råd. Hvis hun foreslår, at jeg prøver en ny behandling, så gør jeg det, og hvis hun siger, at vi skal stoppe med at behandle mig, så vil jeg også acceptere det. For jeg er jo ikke læge. Jeg har ikke forstand på det.

Hans Hansen.
Hans Hansen.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har igen og har ikke gjort mig mange overvejelser om den sidste tid. Men jeg er nok nået en alder, hvor det er ved at være tid til at skulle af sted. På den anden side kunne jeg godt tænke mig at være her lidt endnu, for jeg synes, at jeg har det okay. Det vigtigste for mig er ikke at have ondt. Hvis den livsforlængende behandling ikke er rar, vil jeg hellere have et halvt år mindre at leve i.

Jeg er ikke bange for døden, men snakker heller ikke om den. Jeg har aldrig talt med min datter om, at jeg skal dø, og jeg ved ikke, hvad hun tænker om det. Jeg har heller ikke lavet et livstestamente om min holdning til livsforlængende behandling og genoplivning. Jeg vil heller ikke, for jeg foretrækker at tage tingene i den rækkefølge, de kommer.”

Christine Swane. Direktør i Ensomme Gamles Værn. Tidligere pårørende til en syg far.

”Det at være knyttet til et menneske, der er på vej ud af livet, er kæmpe stort. Det er nok det største ansvar, man overhovedet kan stå med, og man vil gøre alt for, at den sidste tid bliver så meningsfuld som mulig.

Min far var svært svækket af demens og fik lungebetændelse igen og igen. Da han flyttede på plejehjem, blev han ofte indlagt og fik drop med væske og antibiotika. I mellemperioderne blev han dårligere og dårligere.

Christine Swane.
Christine Swane.

Vi blev alle slidt op af de gentagne indlæggelser, som vi fandt udsigtsløse. Min far var 88 år og kunne ikke meget. På plejehjemmet foreslog lægen, der så ham hver uge, at vi som familie skulle drøfte, hvorvidt vi skulle stoppe de livsforlængende behandlinger. Det var en lang og svær samtale for os døtre, men særligt også for min mor, som skulle være med til at tage beslutningen om snart at miste sin mand.

Det sværeste var ikke at tage beslutningen om at stoppe behandlingen, men at holde fast i den, da den næste lungebetændelse indtraf, og beslutningen skulle træde i kraft. Vi har aldrig fortrudt, for min far fik en fin og fredfyldt død i sin egen stue.

Min far ville ikke forholde sig til sin egen død, selvom min mor prøvede at tale med ham, da han stadig var frisk. Det var derfor afgørende, at vi havde en god læge og plejepersonale, der kendte min far, og som sørgede for, at vi fik talt sammen om den udsigtsløse behandling og hans sidste tid og død.”

Henning Nabe-Nielsen. Hospitalspræst på Rigshospitalet.

”Alle vil gerne have livsforlængende behandling til en vis grænse. Problemet er at reagere, når man når grænsen. Det svarer til, at man går på en vej og skal skifte spor til en mindre tryg og velkendt vej, hvis man siger nej til mere behandling.

Døden er ikke et stort samtaleemne i den medicinske verden, men noget jeg tit taler med patienterne om. Mange udtrykker, at de ikke er bange for døden, men for at skulle igennem en masse lidelse, før de får fred. De vil ikke holdes i live for enhver pris, men der er samtidig altid en angst forbundet med det ukendte.

Henning Nabe-Nielsen.
Henning Nabe-Nielsen.

Samtidig oplever jeg, at mange patienter finder det svært at tale med lægerne om deres tanker om livsforlængende behandling. Det skyldes, at man som patient indgår en form for pagt med hospitalsvæsnet - man lægger sit liv i deres hænder, og de gør, alt hvad de kan for at redde en. Til gengæld skal patienterne være håbefulde og have tillid til, at systemet og lægerne kan redde dem.

Det trosforhold gør, at nogle patienter føler, de svigter systemet, hvis de bliver bange eller mister håbet. Nogle tvivler på, om lægerne stadig vil tage sig af dem, hvis de ikke tager imod flere behandlingstilbud og dermed ikke demonstrerer deres troskab. Dermed deler de kun deres tvivl med mig.

Der er altså behov for en bedre samtale-kultur, om hvor langt man skal gå i behandlingen. Det, tror jeg, vil være en lettelse for alle.”