Man kan lige nu ikke åbne en avis eller klikke sig rundt på et socialt medie uden at støde på de 19 børn med tilknytning til Danmark, som sidder i to syriske fangelejre, mens de venter på svar på, hvorvidt regeringen har tænkt sig at hente dem til landet.
I vinteren og foråret 2019 kunne man heller ikke i hverken gamle eller på de nye digitale medier undgå at blive konfronteret med en fem-årig dreng, som blev nægtet kartofler og broccoli på Udrejsecenter Sjælsmark, eller spørgsmålet om, hvorfor familierne til de omkring 100 børn på centeret ikke selv måtte lave mad.
Hvorfor kan sager, der omhandler så få individer, kapre politikeres og mediers dagsorden i ugevis? Er det, fordi det er børn? Er det, fordi det drejer sig om udlændingepolitik? Og er der overhovedet substans i diskussionerne, eller bruger politikere blot sagerne til symbolpolitiske manifestationer?
Spørger man på Christiansborg, er der måske ikke så overraskende delte meninger om, hvor meget sager som disse bør fylde.
Ifølge Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, er den store opmærksomhed, som børnene i Syrien får, ikke proportionel med problemet.
”Jeg underkender ikke problemet, men det er jo en konstant propaganda, der er i gang. Der er desværre ufatteligt meget nød rundt omkring i verden, og hver gang det handler om børn, gør det ekstra ondt. Men i øjeblikket er der en lemmingeeffekt, hvor alle render efter den her sag.”
Det synspunkt tilslutter Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, sig. Hun mener, at den energi, som bliver brugt på børnene i Syrien, kunne bruges meget bedre på at hjælpe andre børn i både Danmark og rundt om i verden.
”Men det er meget typisk, at det er børn af terrorister og familier, der nægter frivilligt at forlade landet som på Sjælsmark, der løber med opmærksomheden,” siger Pernille Vermund, der ville ønske, at regeringen én gang for alle ville sige, at børnene i Syrien ikke skal til Danmark:
”Og så behøvede vi for min skyld ikke tale mere om dem.”
Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, mener derimod, at det er på høje tid, at børnene i Syrien har grebet mediers og politikeres interesse.
”De her børn har ventet rigtigt længe på, at vi taler meget om dem. Det er en skrækkelig situation, de er i, som forværres dag for dag,” siger hun.
Rosa Lund mener, at Pia Kjærsgaard og Pernille Vermunds kritik er et eksempel på whataboutism, et amerikansk begreb, der dækker over et forsøg på at fjerne opmærksomhed fra én uretfærdighed ved at henvise til andre lidelser, som formodes værre.
”Der vil altid være nogle sager, der fylder, og så kan man spørge, hvorfor vi ikke længere taler om kvoteflygtninge eller om børnene på Lesbos eller om antallet af voksne i daginstitutionerne. Men det ene udelukker ikke det andet. Jeg er ikke træt af at tale om det, og det bliver jeg heller ikke foreløbig,” siger Rosa Lund.
På trods af at sagen om børnene i Syrien kun omhandler ganske få individer, er den langt fra ren symbolpolitik, selvom partierne også bruger den til både at positionere sig og til politiske drillerier, siger Erik Albæk, der er professor i statskundskab og journalistik ved Syddansk Universitet.
”Det er også en særdeles principiel diskussion, der er helt inde og røre ved kernen af vores demokrati, hvor vi diskuterer værdien af et statsborgerskab, og hvorvidt nogen skal betragtes som lidt mindre statsborgere end os andre eller ej,” siger han.
Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, tilslutter sig, at diskussionen om statsborgerskab gør Syrien-sagen principiel. Og så peger han på, at den store interesse faktisk netop kan have at gøre med, hvor mange mennesker det drejer sig om.
”Man har tidligere set, hvordan enkeltsager på udlændingeområdet har fået stor opmærksomhed. Vi så det også med pigen Mint, der blev udvist til Thailand, men senere fik lov at komme til Danmark igen. Når det ikke drejer sig om særlig mange, er det måske lidt nemmere at forholde sig til dem som enkeltskæbner,” siger Rune Stubager.
