Styrk demokratiet – meld dig ind i et politisk parti

Politiske partier er afgørende for, at et moderne demokrati kan fungere. Alligevel fravælger langt de fleste et medlemskab. Det er et paradoks, som kan underminere den styreform, som de fleste af os foretrækker, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

Man skulle måske tro, at borgerne stod i kø for at komme med i de partier, som de sympatiserede med og stemte på, når nu de er så vigtige. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Man skulle måske tro, at borgerne stod i kø for at komme med i de partier, som de sympatiserede med og stemte på, når nu de er så vigtige. Det er imidlertid ikke tilfældet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Omtalen af politik er ofte kædet sammen med omtalen af partier. Det gælder også helt aktuelt. Det kan dreje sig om, at der er konflikter om den politiske linje i et parti. Om at et parti kommer med et politisk udspil. Eller at et parti får tilbagegang. Regeringer dannes også af politiske partier. I moderne politik er partier uomgængelige.

Sådan har det ikke altid været. Politiske partier er en forholdsvis ny foreteelse. Heller ikke i demokratiske systemer har der altid været partier.

I det athenske demokrati var der nok to løse fraktioner – den aristokratiske og den demokratiske – men de var på ingen måde politiske partier. De demokratisk valgte repræsentanter repræsenterede sig selv, og det var borgerne i Athen, som mødte frem for at stemme for eller imod forslag fra disse repræsentanter.

De gamle og halvgamle forfatninger nævner ikke politiske partier med et ord. De fremgår ikke af den amerikanske forfatning. USA’s første præsident, helten fra uafhængighedskrigen, George Washington, var da også direkte imod etableringen af politiske partier i USA, og han repræsenterede som præsident ikke andre end sig selv. Han mente, at partier ikke medførte andet end splid i nationen.

I den danske grundlov fra 1849 nævnes politiske partier lige så lidt som i senere udgaver heraf. Tværtimod understreges det i den nuværende grundlovs paragraf 56, at ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet af deres overbevisning”. I dansk sammenhæng opstod de første egentlige partier med henholdsvis Venstre i 1870 og Socialdemokratiet i 1871 på baggrund af løse sammenslutninger af folk i og uden for parlamentet.

I den tyske Grundgesetz fra 1949 er politiske partier derimod nævnt direkte som et grundlæggende element, som et repræsentativt demokrati ikke kan fungere uden.

Det særlige ved politiske partier er, at de som de eneste organisationer 1) både repræsenterer vælgerne og styrer i den lovgivende forsamling, 2) at de skal stå til ansvar over for hele befolkningen via offentlige valg, og 3) at de i princippet tager stilling til alle politiske sagsområder, som kommer op.

Sammenlagt er der ingen andre end partier, som varetager disse funktioner i samfundet.

Man skulle måske tro, at borgerne stod i kø for at komme med i de partier, som de sympatiserede med og stemte på, når nu de er så vigtige. Det er imidlertid ikke tilfældet. Fra et højdepunkt i årene efter Anden Verdenskrig, hvor demokratiet – i hvert fald i Vesten – vandt, er det gået ned ad bakke for medlemstallet for de politiske partier i det meste af Vesteuropa.

Det gælder også i Danmark. Partierne med flest medlemmer er Socialdemokratiet med cirka 40.000 medlemmer og Venstre med cirka 35.000 medlemmer. Det er et langt stykke vej fra den godt kvarte million medlemmer (Socialdemokratiet) og de knap 200.000 medlemmer (Venstre), som de to partier havde i slutningen af 1950’erne.

Der er mange årsager til partiernes faldende medlemstal. Folk har fået tid og råd til at interessere sig for mange andre ting end at være aktiv i et parti. Der er måske også en fornemmelse hos mange af, at politiske partier i dag er langt mere topstyrede og mindre medlemsdemokratiske end tidligere, selvom et formandsskifte i Venstre for nylig beviste det modsatte.

Partierne anvender for deres vedkommende nok heller ikke så megen energi på at rekruttere nye medlemmer, fordi de ikke længere er så nødvendige for at holde partimaskineriet økonomisk kørende. I de seneste årtier har de politiske partier i stigende omfang fået statstilskud baseret på stemmetallet og store tilskud til at opretholde store sekretariater på Christiansborg.

Endelig er en grund til det faldende medlemstal måske også en udbredt lede ved politik, som opfattes som blottet for idealer og fyldt med egennytte. Hertil er at sige, at det i hvert fald ikke hjælper på situationen, hvis idealisterne af den grund holder sig tilbage med partibogen.

På trods af alle disse årsager til de politiske partiers medlemsmæssige tilbagegang er de ikke desto mindre rygsøjlen i et moderne demokrati. Uden dem falder det sammen. Den styreform, som de fleste af os anser for den bedste, er ikke naturligt givet. Den skal dagligt pudses, hvis den ikke skal ruste. En god beskyttelse mod demokratisk rust er flere aktive medlemmer af de politiske partier.

Måske skulle man sporenstregs udfylde borgerpligten og gå ind i disse demokratiets basisorganisationer

Peter Nedergaard er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.