Først i næste uge kommer regeringen med sin længe ventede 2025-plan. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde allerede tidligere på sommeren, at regeringen havde kig på et ”helt katalog af ubehageligheder”, uden at han dog ville fortælle, hvilke sider i det katalog der bliver sat kryds ved.
Et af de forslag, der på forhånd har givet debat, er at hæve pensionsalderen tidligere end ellers planlagt. Den gennemsnitlige levealder er steget voldsomt de senere år, og det betyder, at mange danskere har udsigt til flere år på pension. Med velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 forsøgte et flertal i Folketinget at fremtidssikre velfærdssamfundet ved at beskære efterlønsordningen og ved at beslutte, at folkepensionsalderen gradvist skulle forhøjes, efterhånden som befolkningens levealder ville stige.
Målet var, at en borger i gennemsnit skulle kunne tilbringe 14,5 år af sit liv som pensionist. Allerede nu er levetiden imidlertid steget så meget, at mange i praksis får op mod 18 år med folkepensionen. Levetiden stiger simpelthen hurtigere, end politikerne havde regnet med i 2006, og selvom pensionsalderen ”levetidsindekseres” automatisk fra 2030, skal pensionsalderen sættes endnu hurtigere op, hvis man vil fastholde målet om de 14,5 år på pension.
Finansministeriet har i en redegørelse fra 2014 vurderet, at først omkring 2050 vil pensionsalderen have ”indhentet” den højere levealder med de nuværende politiske aftaler. Så ud fra en lighedsbetragtning kunne regeringen argumentere for, at det er urimeligt, at de, der går på pension de næste 30-40 år, får en relativt længere del af livet på pension end nogen anden generation.
Det er bare vanskeligt at argumentere ud fra gennemsnitstal. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nyligt opgjort i en rapport, at de dårligst uddannede og lønnede mænd lever næsten ti år kortere end de bedst uddannede og lønnede. Den sociale ulighed slår simpelthen stadig mere igennem i levealderen.
De ufaglærte og faglærte arbejdere er typisk kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, og når man forhøjer pensionsalderen, risikerer man at ende med et system, hvor de stort set skal arbejde hele livet.
Tidligere overvismand Torben M. Andersen var formand for Pensionskommissionen, som regeringen nedlagde sidste år. Ifølge ham vil det have en stor effekt for samfundsøkonomien at sætte pensionsalderen op, fordi man får mange af arbejdsstyrkens kernetropper til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Han peger på, at VK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale i 2011 indførte en såkaldt seniorførtidspension, der netop var et forsøg på at sikre de mest nedslidte, når efterlønsordningen blev strammet. I praksis har kun nogle få hundrede fået tilkendt seniorførtidspensionsordningen.
Derfor ligger det lige for, at hvis regeringen foreslår at ændre på aldersgrænserne for pension, kommer den også til at se på, hvad man kan gøre for dem, der er for nedslidte til at arbejde mere.
Beregninger viser, at gevinsten på længere sigt kan være helt op til 20 milliarder kroner årligt, så det primære svar på spørgsmålet om, hvorfor politikerne dog vil pine sig selv med forslag om en højere pensionsalder, er, at det øger det økonomiske råderum voldsomt.
Det har regeringen hårdt brug for, når den gerne vil sænke skatterne for at gøre det mere attraktivt at arbejde. Det samme har oppositionen imidlertid, hvis den skal indfri sine ønsker om mere offentlig velfærd.