Prøv avisen

Magt bliver ved med at fascinere efter politisk exit

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lobby- og pr-branchen får stadig større indflydelse, og en række tidligere toppolitikere arbejder i branchen. Nu skal politikeres karriereskift undersøges

Efter 24 år i Folketinget skiftede den konservative Brian Mikkelsen for nylig posten som erhvervsminister ud med et job som direktør for interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Hans jobskifte er kun det seneste af flere eksempler på, at politikere er gået mere eller mindre lige fra Slotsholmen og Christiansborg til et job i en interesseorganisation eller en pr- eller lobbyvirksomhed. I 2014 blev for eksempel socialdemokraten Karen Hækkerup direktør for organisationen Landbrug & Fødevarer, efter blandt andet at have været justitsminister og minister for landbrug, fiskeri og fødevarer.

Hendes forgænger i direktørjobbet var tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), som siden vendte tilbage til Folketinget og nu endnu en gang er på vej ud af Christiansborg-politik.

Et forskningsprojekt fra sidste år viser, at der er mange flere eksempler på, at folketingspolitikere skifter til stillinger, som forskerne kalder de policy professionelle. Det er typisk job i interesse-organisationer, fagforeninger, tænketanke og pr- og kommunikationsvirksomheder, hvorfra man kan påvirke den politiske udvikling.

Forskningen blev gennemført fra institut for kommunikation og humanistisk videnskab, Roskilde Universitet, og omfattede knap 1100 forskellige jobs, som tidligere folketingsmedlemmer havde fået efter deres politiske karriere.

En af forskerne bag undersøgelsen, professor Mark Blach-Ørsten, fortæller, at fra 1981 til 2015 har 82 tidligere folketingsmedlemmer fået i alt 115 stillinger som policy professionelle (nogle politikere har haft mere end et job). Det svarer til 11 procent af de adspurgte.

Forskerne pointerer dermed, at langt de fleste ekspolitikere stadig bliver ansat uden for den politiske verden, når de forlader Folketinget.

Ofte vender de tilbage til deres tidligere branche. Undersøgelsen viser dog også, at der siden 2001 er blevet klart flere, som ansættes i jobs uden for Christiansborg, hvorfra de kan påvirke den politiske udvikling.

Mener politikerne derfor i virkeligheden, at de kan få større indflydelse uden for end inden for Christiansborgs mure?

Det er et af de spørgsmål, Mark Blach-Ørsten vil tage med, når han til efteråret fortsætter sit projekt og interviewer en række ekspolitikere om magt. Hans kollega professor Stefan Svallfors fra Södertörn University i Stockholm har allerede gennemført en lignende undersøgelse i Sverige, som i 2015 udkom i bogform med titlen ”Makt utan mandat” (Magt uden mandat). Den har været inspirationskilde for det danske projekt.

”Stefan Svallfors gennemførte kvalitative interviews med politikere, som skiftede til lobbyvirksomheder. Og ja, nogle af dem føler, at de kunne få mere indflydelse der end som folkevalgt politiker. De føler også, at det er nemmere at lave politik i en organisation, der ikke har så stor bevågenhed fra nyhedsmedierne som politikere i parlamentet,” siger Mark Blach-Ørsten.

Den svenske undersøgelse viste, at netop medierne spiller en afgørende rolle for, at mange foretrækker et job som politiske kuglestøbere, frem for selv at stå i skudlinjen. Næsten ingen af de interviewede kunne forestille sig at være politiker, og mange af dem begrundede det med, at de ikke ville kunne holde ud at blive udstillet dagligt i mediernes vridemaskine.

På den anden side tegnede der sig samtidig et næsten skizofrent billede af deres forhold til pressen. For lykkedes det som rådgiver at få en historie i avisen, hvad enten det var for en kunde eller for en minister, var det noget, der kunne redde dagen for dem som policy professionelle.

Debatten rører ved det helt overordnede tema om professionaliseringen af politik. Og om magten gradvis flyttes fra de folkevalgte til de professionelle. Mark Blach-Ørsten nævner, at man som ansat i en interesseorganisation kan have flere ressourcer til det område, man arbejder med, fordi man spiller på en mere afgrænset bane, end politikerne gør. Der er ikke et bagland at tage hensyn til, og man behøver ikke at indgå grumsede forlig, hvor det kan fortabe sig, hvad man egentlig selv har opnået.

Selvom nogle ekspolitikere måske oplever, at de har større politisk indflydelse uden for Christiansborg end indenfor, forholder det sig næppe sådan i virkeligheden, i hvert fald ikke hvis man har været minister.

Det vurderer institutleder, professor Peter Munk Christiansen fra institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Hvis man går fra at være minister, tror jeg simpelthen ikke på, at det er rigtigt, at man kan få større indflydelse i en interesseorganisation. Der skal man også være indstillet på at indgå kompromiser på forskellige områder,” påpeger Peter Munk Christiansen.

”Hvorfor går politikerne til interesseorganisationerne? Svaret er relativt enkelt, nemlig at de har erhvervet nogle af de kompetencer, interesseorganisationerne efterspørger. Hvad er det Brian Mikkelsen kan, når han har været 24 år i politik? Ja, han kan noget med politik, noget med processer og noget med forhandlinger. Nogle af de kompetencer er dem, man efterspørger i interesseorganisationerne.”

Peter Munk Christiansen nævner, at mange organisationer i det hele taget har ansatte, som tidligere har været i centraladministrationen og kender til den politiske verden derfra. Der er en stor udveksling af medarbejdere, og politik ses i dag i højere grad som et trin på karrierestigen. Det er en af forklaringerne på, at gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer er faldet markant.

I 1957 var gennemsnitsalderen på folketingsmedlemmer lidt over 54 år. Fra 1973 til 1998 svingede den mellem 47 og 49 år, men siden 1998 er gennemsnitsalderen faldet yderligere til blot 45 år. Det viser Folketingets statistik, som opgøres på valgdagen ved hvert folketingsvalg.

Ifølge Peter Munk Christiansen skyldes det både, at flere politikere i dag forlader politik, inden de når pensionsalderen, og at flere unge bliver valgt til Folketinget i forhold til tidligere.

”Unge, som læser statskundskab eller noget lignende, bliver så bidt af politik, at de stiller op til og bliver valgt til Folketinget, måske endda inden de er færdige med studierne. Men det er også en konsekvens af, at det er blevet mindre attraktivt for andre at gå ind i politik, og dermed er det blevet nemmere at blive valgt.”

”Udefra set gør det måske heller ikke så meget, at der er blevet lidt større udskiftning, og at de ikke allesammen sidder der, til de er 75 år,” siger han.

Tidligere justitsminister, den konservative Lars Barfoed er i dag direktør for public affairs i kommunikationsvirksomheden Primetime, og han er ikke i tvivl om, hvor den største magt ligger.

”Som udgangspunkt har man altid mest indflydelse som politiker og som minister. Det er entydigt politikerne, der trykker på knapperne og afgør, hvordan lovgivningen skal se ud,” siger han.

”Hvis man dykker lidt ned i magtbegrebet, handler det selvfølgelig også meget om, hvorvidt du udnytter dit potentiale til at bruge magten. Man kan have stor formel magt uden at bruge den til noget, og man kan være uden formel magt og alligevel få enorm indflydelse.”

”Det bedste eksempel på det sidste er Nelson Mandela, der, mens han sad i isoleret i fængsel på en ø, fik en masse indflydelse på udviklingen i verden. Omvendt er der også mennesker, som har stor formel magt, som bare aldrig får noget igennem,” siger Lars Barfoed.

Inden han kom i Folketinget, var han direktør for Finansrådet, der nu hedder Finans Danmark. Inden for det snævre felt kunne han få indflydelse på lovgivningen for pengeinstitutterne, fordi han som repræsentant for en interesseorganisation kunne møde op til beslutningstagerne med viden og idéer til regulering. Men i sidste ende lå magten til beslutte lovgivningen stadig hos politikerne, pointerer han.