I 2018 præsenterede Socialdemokratiet et omfattende udlændingepolitisk program med titlen ”Retfærdig og realistisk”.
Der skulle nu tages hårdere fat om integrationen og sikres en mere ligelig fordeling af elever og beboere med anden etnisk herkomst end dansk i skoler og beboelsesområder.
Børn skulle skrives automatisk op til en daginstitution, når de fyldte ét år, hvis de ikke talte godt dansk. Danmark skulle have fuld kontrol med antallet af flygtninge, som kom til landet, idet al asylansøgning skulle ske fra FN-kontrollerede lejre i Nordafrika. Alle indvandrere og flygtninge skulle gøres klart, at de skulle acceptere danske værdier som demokrati og kønsligestilling. Flygtninge skulle hjemsendes, straks situationen tillod det i det land, som de var flygtet fra.
Dette udlændingepolitiske program er naturligvis en del af regeringens udlændingepolitik, selvom det også på en række punkter er under pres fra støttepartierne i rød blok.
Det udlændingepolitiske program fra Socialdemokratiet fra 2018 var udtryk for et afgørende skifte i den socialdemokratiske udlændingepolitiske linje, som nok havde været på vej i nogle år, men som med programmet blev cementeret og konkretiseret.
Et interessant spørgsmål – som også er blevet stillet internationalt – er, hvorfor skiftet kom. Siden begyndelsen af 1980’erne havde Socialdemokratiet ellers først og fremmest ført en liberal udlændingepolitik, som godt nok var blevet mere restriktiv under Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt af vælgerstrategiske årsager. Det nye ved den udlændingepolitiske linje under Mette Frederiksen er imidlertid, at den nye udlændingepolitik er søgt funderet i socialdemokratisk ideologi og historie.
Det nye udlændingepolitiske skifte i Socialdemokratiet skyldes flere ting.
For det første var det et chok for Socialdemokratiet, at man ved valget i 2015 mistede rollen som Danmarks største arbejderparti til Dansk Folkeparti. Det gav skår i selvforståelsen og anledning til selvransagning.
For det andet var den nye partiformand, Mette Frederiksen, og kredsen omkring hende enige i analysen af, at Socialdemokratiet ideologisk ikke havde været på bølgelængde med partiets kernevælgere i udlændingepolitikken.
For det tredje var flygtninge- og migrantkrisen i 2015-2016 med store menneskestrømme på de danske motorveje en kraftig påmindelse om, hvor sårbar Danmark er, hvis store menneskemængder fra for eksempel Mellemøsten pludselig sætter sig i bevægelse.
Alle disse faktorer satte gang i et internt partiarbejde i Socialdemokratiet, som ledte frem til det nye udlændingepolitiske program i 2018.
Oxfordprofessoren Paul Colliers arbejde om det dysfunktionelle asylsystem spillede en rolle, og det samme gjaldt Mattias Tesfayes bog med titlen ”Velkommen Mustafa” fra 2017.
Heri greb Tesfaye tilbage til den socialdemokratiske udlændingepolitik, som den havde været, før den liberaliseredes i 1980’erne, og som den for eksempel kom til udtryk i daværende amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussens idéer om en stram udlændingepolitik som formand for partiets flygtninge- og indvandrerudvalg i 1980’erne, inden hun blev tvunget fra posten.
Socialdemokratiets nye udlændingepolitik har skabt betydelig interesse i udenlandske medier.
Blandt andet har de store fjernsynsstationer i Holland og Belgien haft længere reportager herom. Også ledende medlemmer af det tyske socialdemokratiske SPD har rost den nye udlændingepolitik i Socialdemokratiet. Der har endda været indkaldt til møder med socialdemokratiske partier i Europa, hvor man har debatteret den nye udlændingepolitik i det danske socialdemokrati.
Ved folketingsvalget i år var den nye restriktive udlændingepolitik sandsynligvis kraftigt medvirkende til, at partiet fik 10 procent af de stemmer, som ved det forrige folketingsvalg var gået til Dansk Folkeparti.
Sammen med visse arbejderstemmer, som tidligere var gået til Venstre, betød det, at partiet igen er det største arbejderparti. Socialdemokratiets nye klart restriktive udlændingepolitik trak således stemmer hen over midten, men den betød også, at partiet mistede stemmer, som gik til Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Disse to partier støtter imidlertid en socialdemokratisk regering. Alt i alt var den nye socialdemokratiske kurs i udlændingepolitikken således også med til at skaffe Socialdemokratiet regeringsmagten.
Peter Nedergaard er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.