I en tidligere præstegård på Avernakø har pædagog Laura Storm, 30 år, og lærer Peter Smith-Sivertsen, 38 år, indrettet sig med en kæmpe seng i soveværelset. Den består af en dobbeltseng, en enkeltmandsseng og en juniorseng på række, som til sammen udgør en cirka 3,5 meter bred samsovningsseng for dem og deres to døtre Liv på fire og Lilli på halvandet år. Rundt om Lilli ligger en stor pude, som sikrer, at hun ikke får møffet sig ud over kanten i søvne.
”Da Liv blev født, forsøgte vi os med en almindelig babyseng, men hun vågnede hele tiden. Vi brugte rigtig lang tid på at sidde ind over tremmesengen og holde i hånden eller vugge hende i vores arme, men så snart vi lagde hende fra os eller flyttede hånden, vågnede hun igen, og så kunne vi begynde forfra,” siger Laura Storm.
Efterhånden endte det med, at det var nemmere at putte hende i forældrenes seng fra begyndelsen. Da lillesøster Lilli kom til verden, prøvede de at flytte Liv på eget værelse, men det resulterede i mange opvågninger, som sled på forældrene.
”Det er jo tortur, når man ikke får sovet. Man kan slet ikke fungere. Det føles som om, man går rundt med tømmermænd, selvom man ikke har det. Man bliver bare helt forkert. Ingen af pigerne har sovet særlig meget om dagen, så vi har måttet finde løsninger til at fungere i kaos.”
Og egentlig føltes det også mærkeligt, at Liv som eneste familiemedlem skulle sove alene på et værelse og gå igennem huset for at komme ind til de andre, mener Laura Storm.
”Vi troede først, at hun ville sove bedre på sit eget værelse og var bange for, at hun ville blive vækket af sin lillesøster, men det skete ikke. Hun sover igennem, selvom Lilli kan vågne og græde i løbet af natten.”
For der meste er reaktionerne på familiens samsovning positive, men nu og da oplever Laura Storm at blive mødt med kritiske bemærkninger fra hendes forældres generation.
”De kan godt finde på at sige: ’hold da op, de børn skal da bare lære at sove selv. Det tager 14 dage, og så er det overstået. Men vi prøver at lade være med at lytte til, hvad andre mener. Vi fortsætter med at sove på den måde, vi finder allermest tryg. Det giver ro, at alle sover godt om natten.”
Hvor mange forældre, der samsover med deres børn, vides ikke, men på sociale medier findes store fora og grupper for familier, der dyrker ”i favn-opdragelse” og samsovning. Søger man på hashtagget ”samsovning” på billedmediet Instagram giver det 5000+ opslag med billeder af samsovende familier. Den engelske pendant #cosleeping resulterer i 286.000 hits.
Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen står bag brevkassen Netsundhedsplejerske.dk og er forfatter til ”Helens bog om børn og søvn”. Hun siger, at der i princippet ikke er noget i vejen for, at forældre eller søskende sover sammen. Men af hensyn til forebyggelse af vuggedød anbefales det at sove i samme rum som sit barn – men ikke i samme seng.
”Vælger man alligevel at dele seng med sit barn, så er det vigtigt, at sengen er stor nok til at kunne rumme alle. Det vil sige, at barnet skal have lige så meget plads omkring sig, som hvis det lå i sin egen seng, ligesom barnet skal have egen dyne,” siger hun.
Læge, ph.d. Vibeke Manniche har skrevet bøgerne ”Anna drømmer – få dit barn til at sove” og “Børns søvn – din lille sovetryne”, som er en håndbog om søvn. Hun glæder sig over, at mange familier har taget samsovning til sig. Hun sov selv sammen med sin mor i en smal seng, til hun var 12 år.
”Eftersom jeg selv er et produkt af en mor, der sov sammen med sit barn, er jeg ikke helt neutral. Men følelsen af at være knuselsket bunder i den tryghed, jeg havde som barn. Og i dag er jeg elitesover. For at kunne sove godt kræver det, at man er tryg, og de fleste synes altså, det er mest trygt at sove tæt på dem, de elsker,” siger Vibeke Manniche.
For det lille barn er der ikke nogen større tryghed end at sove hos sin mor, og det er sundt for barnet, understreger Vibeke Manniche.
”For moderen kan det selvfølgelig give en mere abrupt søvn, hvis man lige bliver knockoutet af en fod, og i andre tilfælde kan det være svært for faderen at få plads i sengen. Men jeg vil sige, at et barn har rigtig godt af at sove op ad eller i nærheden af forældrene, til det er i hvert fald tre-fire-fem år gammelt. Senest ved puberteten er det dog bedst at rykke på eget værelse. Men nogle forældre får dårlig samvittighed og tror, at det er forkert og ødelæggende, hvis de sover med børnene, og det er synd.”
Nogle forældre sover sammen med deres børn med den begrundelse, at det ruster børnene bedre til livet, fordi de grundlæggende føler sig trygge. På Aarhus Universitet forsker postdoc og ph.d. fra Oxford Universitet, Angus B. A. Stevner, i søvn og hjerneaktivitet. Han siger:
”Det er svært at forestille sig, hvordan man skulle kunne påvise, at det at sove sammen har en gavnlig effekt for barnets trivsel og livsduelighed på sigt, da der er så mange faktorer i et liv, der kan spille ind. Evolutionært kan det godt give mening, at vi trives med at sove sammen, fordi mennesket siden stenalderen har dyrket samsovning i større grupper og skiftedes til at være vågne.”
I Aarhus sover advokat Carina Dall, 30 år, og mekaniker Michael Dall Jensen, 32 år, også sammen med deres datter Natascha på fire og sønnen Nicolas på halvandet år. De har en dobbeltseng og en madras på gulvet, hvor enten datteren eller hendes mand sover. Carina Dall sover altid tæt sammen med sønnen. Tankerne om, hvordan det er bedst at sove, begyndte allerede på barselsgangen, efter at hun havde født sin datter.
”Min datter lå i den gennemsigtige plastikkrybbe, man får udleveret, men hun skreg og skreg, hver gang vi lagde hende fra os. En jordemoder foreslog, at jeg tog hende op til mig i sengen, og når vi sov der sammen, var hun helt rolig. Sådan fortsatte vi, da vi kom hjem, og jeg var aldrig træt, fordi jeg fik sovet om natten og nærmest ammede hende i søvne,” siger Carina Dall.
Som førstegangsforældre var de bange for at gøre noget galt. Af sundhedsplejersken fik også de besked om, at den nyfødte ikke må sove i samme seng som dem. Men både deres datter og siden deres søn har skreget i vilden sky, hvis de blev forsøgt puttet i babysengen.
”Rent instinktivt lægger du dig ikke oven på dit barn. Til gengæld bliver du med det samme opmærksom på, hvis der er noget galt med den lille, fordi I ligger helt tæt. I begyndelsen var vores egne forældre lidt skeptiske, men nu samsover de også med børnebørnene, når de passer dem.”
Andre mente, at de ville gøre deres børn en bjørnetjeneste og gøre dem usundt afhængige af forældrene. Derfor blev Carina Dall medlem af fora på Facebook med fokus på såkaldt i favnsk forældreskab.
”Der blev jeg bekræftet i, at du ikke kan give dit barn nok tryghed. Tværtimod gør det dem mere selvstændige og modige, at de føler sig trygge. Hvorfor skulle mennesket som det eneste pattedyr sove uden sine børn?”
Selv nyder Carina Dall også at putte sig ind til sin lille søn og ligge tæt på sin datter.
”Efter en lang arbejdsdag giver det noget ekstra at lægge sig tæt ind til sine børn. Selvfølgelig kan man ikke opgøre nærvær på den måde, men jeg tror alligevel, det betyder noget at være sammen i søvnen.”