Hygge er ærligt, usmart og ærkedansk

Danskerne er ikke de eneste i verden, som hygger sig. Men det enestående ved dansk hygge er, at vi selv opfatter det som vigtigt og enestående for netop os, siger antropologen Jeppe Trolle Linnet

Hygge er noget med uformelt samvær, flakkende stearinlys og guf på bordet. I hele december dyrker vi danskere en særlig intens form for hygge som opvarmning til den aften på året, hvor alle vores hyggeidealer for alvor skal udleves: juleaften. --
Hygge er noget med uformelt samvær, flakkende stearinlys og guf på bordet. I hele december dyrker vi danskere en særlig intens form for hygge som opvarmning til den aften på året, hvor alle vores hyggeidealer for alvor skal udleves: juleaften. --. Foto: .

Hele familien er samlet hjemme i sofahjørnet. Pejsen knitrer, og stearinlysene flakker. På bordet står der lidt lækkert – slik, snacks, kager, alkohol eller noget af alt det andet, vi egentlig ikke må indtage. Rummet fyldes af fjernsynets dæmpede lyde eller familiens spredte snak. Ingen dominerer samtalen. Og ingen farlige emner er på dagsordenen, for det afgørende er selve samværet.

Sådan ser hygge ud, når en antropolog som led i et forskningsprojekt får danskerne til at sætte ord på det. Han hedder Jeppe Trolle Linnet og er ved Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet ved at skrive en ph.d.-afhandling om hygge. Det er den første danske afhandling med dette fokus, selvom det går lige ind i danskhedens kerne

- Ordet hygge betegner nogle vigtige elementer og dimensioner i vores måde at være sammen på. Det angiver sammenhænge, hvor der er en særlig nærhed, typisk i hjemmet sammen med familien eller sammen med særligt nære venner, forklarer Jeppe Trolle Linnet.

Hygge er ærligt, lyder en af danskernes hovedregler.

Det er noget, som kun forekommer, hvor vi tør vise vores sande ansigt.

Skal der hygges, duer det ikke at møde op i overdrevent pænt tøj, overveje sit ordvalg nøje og anstrenge sig for at gøre et godt indtryk.

- De fleste mennesker lever i en verden, hvor de ikke kan vise alle sider af sig selv. De har én identitet på jobbet og en anden med vennerne i sportsklubben. Men i vores kultur er idealet om at turde vise sit sande jeg centralt, og det mener vi, at vi kan, når vi hygger med familien eller de nære venner, siger Jeppe Trolle Linnet.

Han tilføjer, at andre kulturer ikke nødvendigvis har idealet om, at mennesket børe have et ærligt jeg. For eksempel har antropologer undersøgt kulturen på den indonesiske ø Bali, hvor situationsbestemt elegance er ideal.

Ærligheden i den danske hygge har i øvrigt også nogle klare begrænsninger, for en anden uskreven hyggelov er, at det hele ikke må blive for intimt. Store ord rimer dårligt på hygge.

Her ser Jeppe Trolle Linnet en vigtig funktion ved pejsen, stearinlyset eller fjernsynet, som ikke alene leverer behageligt lys, varme og monotone, beroligende lyde, men som også giver personerne et andet sted at kigge hen end direkte i øjnene på hinanden:

- I dæmpet lys kan vi gemme os lidt for hinanden, samtidig med at vi er sammen. Hygge må ikke være alt for bevidst iscenesat. Det skal være en stemning, der opstår af sig selv.

Hygge er usmart, lyder en anden overskrift.

En interviewperson beskriver hygge som det sted i tilværelsen, hvor paraderne er nede. Og der er en udbredt opfattelse af, at hyggen trives bedre i jævne, folke- lige lag end i overklassen.

- Det er en tydelig tendens, at vi mener, hygge står i modsætning til social stræben og rigdom. Varmen i samværet formodes at forsvinde, efterhånden som man stiger opad, fortæller Jeppe Trolle Linnet.

Dermed spiller hygge en nøglerolle i den særlige danske lighedstænkning, som både har tråde tilbage til nordisk bondekultur og har været central i det 20. århundredes velfærdsstat.

Der er mere hygge over en håndbajer og en sildemad end et højhalset glas champagne og et fad med sushi.

Danskernes hyggekultur kan også forklare, hvorfor vi ikke er specielt gode til at efterleve alle de fornuftige råd om sund kost, hyppig motion og en livsførelse med mindst mulig brug af farlige stimulanser som tobak, alkohol og sukker, påpeger Jeppe Trolle Linnet:

- Det er svært at forene sundhed med ideen om hygge, eftersom hygge ses som modpol til alt det tjekkede og kontrollerede i tilværelsen.

Hygge er ærkedansk, det er vi allesammen overbevist om. Men hvis vi tænker os om, kan vi godt se, at ikke kun vi holder af kaminild og levende lys, uforpligtende tv-underholdning, familiært samvær, kikset påklædning og usunde vaner.

Nogle danskere har så en forestilling om, at vi i det mindste er de eneste, som har et særligt ord for hygge. Men det passer heller ikke, eftersom nordmændene bruger samme ord i samme betydning, og i Canada bruges ordet homeyness om stort set det samme.

Hvis man skal pege på noget særligt dansk ved hygge er det derfor snarere, at det er særligt dansk at synes, at hygge er noget særligt dansk, vurderer Jeppe Trolle Linnet:

- Hygge er et nationalt ikon for os. Hygge og uformelt samvær findes naturligvis i alle kulturer, men vi er de eneste, der bruger ordet til at forklare, at det er sådan, vi er. Desuden gennemsyrer ordet vores sprog og indgår i en lang række sammenhænge som "Hyg dig!" eller "Det var hyggeligt".

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk