1796: Den amerikanske Elisha Perkins tager patent på "perkinisme" – en metode, hvor to sømlignende metalstænger bliver trukket hen over huden. Målet er at fjerne overskydende elektricitet i kroppen. Perkinisme virker mirakuløst på gigtsmerter, betændelse, forbrændinger og meget mere.
1971: Amerikanske forskere udvikler stoffet LY110141, der viser sig at have en positiv virkning på nedtrykte patienter. Medicinen bliver lanceret under navnet Prozac og er siden blevet udskrevet til 54 millioner mennesker verden over mod blandt andet tvangshandlinger, angst og depression.
To årstal med 175 års mellemrum. Metalsøm og piller. Umiddelbart langt fra hinanden, men begge dele eksempler på behandlingsmetoder, som i deres samtid oplever stor anseelse og udbredelse. Men hvor hele eller dele af effekten tilskrives patientens ønsker, erfaringer og tro på metoden.
Elisha Perkins' metalsøm blev verdensberømte og gjorde siden hans familie yderst velhavende. Men i dag tror de færreste formodentlig på, at man kan helbrede betændelse og smerter ved at trække søm hen over huden. Derimod udskrives der dagligt tusindvis af recepter på antidepressive midler, selvom Lægemiddelstyrelsen for nylig kunne fortælle, at 80 procent af virkningen ikke skyldes medicinen, men troen på den.
Universitetslektor ved Københavns Universitet Lars Ole Andersen har netop begået en bog om denne effekt, som har haft mange navne op gennem historien. I 1800-tallet kaldte man det indbildningskraften, i 1950'erne blev det kendt som placeboeffekten, men i dag taler man om det som "mind's influence on the body" – sindets effekt på kroppen.
Det har altid været – og er stadig – utroligt omdiskuteret. For det kan være svært at måle, hvad der gør forskellen, når en patient bliver rask efter en behandling. Er det alene behandlingen? Eller er det patientens positive tilgang, religiøse ståsted, lægens omsorg eller andre individuelle forskelle, der spiller ind?
Selv tror Lars Ole Andersen, at man ikke skal underkende sindets effekt på kroppen.
"Nogen har en halleluja-holdning til det og mener, at troen på helbredelsen alene er en fantastisk ting, og at man kan helbrede alle mulige sygdomme ad den vej. Andre mener, at det betyder tæt ved ingenting. Jeg ligger nok midt imellem: Jeg tror ikke, man kan helbrede sygdomme, men jeg tror, man kan lindre symptomer i mange tilfælde. De forventninger, man har, kan have betydning, ligesom den omsorg man kan få fra mor eller den praktiserende læge samt en tiltro til, at man får en god behandling, kan ændre på symptomer."
Bogen "Før placeboeffekten" handler om psykens indflydelse på kroppen med udgangspunkt i 1800-tallet sygdomsforståelse. Her skete der nemlig et afgørende brud med den hidtidige forståelse af sygdom som noget, der skyldtes ubalance mellem fire legemsvæsker i kroppen.
Mange behandlinger var både virkningsløse og halvfarlige. Og virkede de, kunne det være behandlingen, Gud eller "indbildningskraften", der var på spil.
"Efterhånden droppede man helhedssynet på kroppen, fordi man kunne se, at man fik det værre med for eksempel åreladning. Det hjalp jo ikke en meter på for eksempel kolera. I stedet gik man over til at lokalisere sygdomme: Lungesygdomme sidder i lungen – altså skal man helbrede det dér. Og sådan er det stadig til dels i den medicinske verden – man lokaliserer sygdom," siger Lars Ole Andersen.
I løbet af 1800-tallet blev indbildningskraften stadig mere ugleset. Man mente ligefrem, den kunne skade patienten, og indbildningskraften som begreb gled ud af behandlingen med den mere fornuftsbetonede tilgang til sygdomme. Afvisningen handlede også om frygt.
"Gennem tiden har mange været bange for, hvad psyken kan gøre ved os fysisk. Hvad er det for kræfter, vi roder med? Det kan være frygten for det dyriske, fantasien eller indbildningskraften," siger Lars Ole Andersen.
Men i 1950'erne blev begrebet igen aktuelt. Det var en periode, hvor tusindvis af nye medicinske produkter blev lanceret. Og det kontrollerede kliniske forsøg, hvor kontrolgrupper for eksempel spiste kalktabletter, blev centralt for at bevise effekt af ny medicin. Og igen kunne man registrere, at visse patienter tilsyneladende fik det bedre – også selvom de ikke fik den rigtige medicin.
Også i denne periode var man bekymret over placebo-effekten, blandt andet fordi den forstyrrede præcise resultater. Men de senere årtier har budt på fornyet interesse for patienternes egen andel i helbredelse.
"Man er blevet mere åben over for at drage nytte af sindets indflydelse på kroppen. Og det ligger også i tråd med den generelle sociale frisætning og en øget interesse for individets muligheder og ressourcer," siger Lars Ole Andersen.
En anden årsag er, at man i dag kan klare mange sygdomme med vacciner og antibiotika. Derfor er der kommet øget fokus på de kroniske sygdomme.
"Og når man skal håndtere diabetes, gigt og rygerlunger, spiller den enkeltes ressourcer en rolle. Derfor er sundhedssystemet i stigende grad blevet interesseret i, hvordan det spiller ind på helbredelsen. For eksempel i forhold til svært skadede patienter eller patienter med stærke smerter, hvor man arbejder meget med andre former for terapi for eksempel billedkunst, musik og meditation," siger Lars Ole Andersen.
Men hvad er det egentlig, som er på spil? Elisha Perkins' metalsøm, der kunne fjerne smerter fra kroppen, handlede ifølge Lars Ole Andersen meget om sanseindtryk
"Når patienterne så de vidunderlige lynafledere blive ført ned over kroppen, kunne de mærke, at de fik det bedre. Og på samme måde er kalktabletten ikke bare en kalktablet. Den ledsages af vores sanseindtryk, vores tidligere erfaringer og hvad vi får at vide, inden vi spiser den," siger Lars Ole Andersen og refererer til et forsøg, hvor man smurte forsøgspersoner med en smertelindrende salve, inden man satte en strømpistol på huden. I de tilfælde, hvor man forinden havde fortalt, at salven havde en smertelindrende effekt, følte forsøgspersonerne mindre smerte.
"Man kan også måle, at alene det at indgå i et forsøg, hvor man undervejs bliver spurgt, hvordan man har det, kan støtte vores forventninger og dermed også selve behandlingen."
I modsætning til tidligere, da man ikke kunne lokalisere placeboeffekten i kroppen, giver nyere hjerneforskning, der blandt andet kan scanne centre i hjernen, et fingerpeg om, hvad der sker i kroppen.
"Det er ikke bare noget, der sker i vores tanker. Man kan faktisk måle effekten af placebo, blandt andet ved hjernescanninger, hvor man kan iagttage reaktioner bestemte steder i hjernen. Og det har stor betydning for forståelsen af begrebet i den vestlige medicinske forståelse, hvor vi meget gerne vil lokalisere problemet. Vi har lettere ved at acceptere noget, hvis det er forankret i kroppen et bestemt sted."