Det er så Magnus.
Lars Sand kigger op på den store hingst. Den er flot brun og højere end en del af de andre heste i stalden. Og som den eneste af dem har den fået klippet en hanekamsfrisure, hvilket får den til at se hårdere ud. Noget, som den 39-årige nordjyde bestemt ikke er begejstret for.
LÆS OGSÅ: Højskolehistoriens første ugekursus
På vej herud fra højskolen har han brilleret med diverse kunster på sin cykel. Stejlet, kørt stærkt og lavet vilde sving. Men nu, hvor cykelhjelmen er skiftet ude med en ridehjelm og jernhesten med en rigtig hest, føler han sig ikke længere så sikker.
Han tager udfordringen op alligevel. Det er noget, han blandt andet har lært efter de seneste dages mange aktiviteter og foredrag på højskolen. Størstedelen af de deltagere, der er med i dag, har heller ikke redet før, så de er i samme båd. Det hjælper på det.
Lidt senere er han oppe på det store dyr, som forsigtigt transporterer ham rundt i hallen. En af de andre deltagere, som har mere erfaring til hest, agerer ridelærer for ham.
Føler du dig tryg?, spørger hun, hvortil han svarer ja.
Faktisk føler Lars Sand sig mere tryg, end han har gjort i lang tid. På DepressionsForeningens sommerhøjskole på Nordfyns Folkehøjskole har han nemlig for første gang været sammen med folk, der ligesom ham selv lider af depression. Det har gjort ham mere sikker på sig selv og hjulpet meget på hans sygdom:
Det er fuldt på højde med den bedste terapi.
Da Lars Sand otte måneder tidligere hørte om DepressionsForeningens højskoleophold, Genvind Livskraften, var han ellers ikke så begejstret. Han havde faktisk ikke lyst.
Højskolelivet havde for ham altid været noget med blomsterbørn og bålsange ikke lige hans kop te. Desuden havde hans sygdom gjort, at han tit led af humørsvingninger og faktisk ikke var så glad for alt det sociale. Han var bange for, at højskolen kunne blive et nederlag for ham.
Men hustruen fik ham alligevel overtalt. Han skulle prøve det. Dernæst forløb månederne op til opholdet med frygt. Jo tættere det kom på, jo mere nervøs blev han, og tanken om at springe fra var ofte aktuel.
Det var rigtig svært. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gik ind til, fortæller Lars Sand, der med våde øjne tog køreturen til Nordfyns Folkehøjskole den sidste dag i juli.
Hans frygt forsvandt dog allerede på førstedagen. Og nu, fem dage inde i kurset, og fire foredrag, nogle billedkunstlektioner, udflugter til både Bogense og bisonfarme samt en debut til hest rigere, ser han helt anderledes på højskoleopholdet:
Jeg føler, det har givet mig et løft opad, siger Lars Sand, som mener, at det gode resultat kan skyldes, at han på højskolen kun har været sammen med folk, der fejler det samme som ham selv:
Jeg har aldrig mødt nogen, som, jeg vidste, havde samme diagnose som mig selv. Nu kan man snakke om det og finde ud af, at det er okay at skille sig ud.
DepressionsForeningen har gået med tanken om at arrangere højskoleopholdet længe.
Det er en gammel drøm, fortæller Karen Margrete Nielsen.
Hun er formand for foreningen, som i dag har 1800-1900 medlemmer, der enten lider af depression og bipolare lidelser, i daglig tale maniodepressive, eller pårørende til dem.
Målet med det seks dage lange ophold var at få de ramte ud af den isolation, mange af dem lever i, og hjælpe dem til at genvinde livskraften.
Vi vil gerne give dem et skub videre og hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet eller til en almindelig hverdag.
Hver dag har der været et meget struktureret program for de 45 deltagere med forskellige former for motion og kreative aktiviteter, foredrag samt udflugter rundt i området.
Det er ifølge Karen Margrete Nielsen første gang, at der bliver afholdt et arrangement som dette kun for depressive, og det har haft stor betydning for, hvad deltagerne får ud af det:
Det giver en tryghed for deltagerne, at alle ved, hvad det handler om, siger hun og tilføjer, at de håber at kunne få plads til endnu flere deltagere næste gang.
For der bliver en næste gang.
Kurset var en bragende succes. Folk har engageret sig rigtig meget. Selvom alle aktiviteterne er frivillige, har de villet det hele, siger hun.
Klokken nærmer sig 13, og folk har samlet sig for at fylde maverne ved frokostbuffeten.
Ved bordet begynder Lars Sand stolt at berette om sin debut til hest.
Det er så sejt, Lars, roser kvinden, der sidder over for ham.
Der er høj snak og god stemning i salen, og ved første øjekast skulle man ikke tro, at deltagerne ikke kendte hinanden på forhånd.
Sådan har det været lige siden begyndelsen, siger Karen Margrete Nielsen.
Hun mener også, man kan se en udvikling i deltagernes humør. De er blevet meget gladere, synes hun. Det er der også enighed om ved frokostbordet, hvor Lars Sand sidder.
Mon de vil kunne mærke det på os, når vi kommer hjem, spørger en af de andre. Det tror de.
Lars Sand har i hvert fald kunnet mærke en udvikling. Han har udfordret sig selv på mange måder, hvilket han ikke havde regnet med, før han kom til højskolen. Eksempelvis ved at ride for første gang:
Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle prøve, siger han og smiler.
I dag svinger hans humør på ingen måde. Men måske vil han for første gang i dag få mundvigene til at pege nedad under dagens næste aktivitet her skal Lars Sand nemlig for første gang deltage i et dramakursus.