Prøv avisen

I 1968 var stofferne en del af en spirituel søgen

Hashrygning blev et af symbolerne på ungdomsoprøret i 1960’erne. Datidens hippier fremhævede, at stofferne udvidede bevidstheden. Her tilbyder to unge en hashcigaret til en gruppe ældre. Billedet er taget i 1970. – Arkiv Foto: Ritzau Scanpix

De euforiserende stoffer blev udbredt i Danmark i 1960’erne. I begyndelsen søgte en lille avantgarde stofferne for at udvide bevidstheden, men i slutningen af 1960’erne bredte ungdomsnarkomanien sig, og antallet af narkodødsfald steg voldsomt. I dag er hash det største problem på landets misbrugscentre

I 1968 boede den dengang 23-årige skuespiller Britta Lillesøe i det besatte Sofiegården på Christianshavn. Husene fra 1700-tallet var dømt til nedrivning af Københavns Kommune, men en gruppe unge studerende, kunstnere og håndværkere flyttede ind efter aftale med ejeren. At ryge hash blev hurtigt en del af det sociale samvær i Danmarks første besatte ejendom. Britta Lillesøe og hendes daværende kæreste hørte desuden til de få beboere, der også eksperimenterede med LSD.

Britta Lillesøe har taget LSD fem gange i sit liv og prøvet de bevidsthedsudvidende psilocybinsvampe tre til fire gange. Hun husker tydeligt rusen, der betød, at farverne blev super intense, og at husene åndede og bevægede sig.

”Alt var så levende og kærligt. Man kunne kommunikere med en ko. Det var fantastisk,” fortæller Britta Lillesøe.

Den i dag 73-årige skuespiller, der stadig har stort udslået hår og er iklædt farverige gevandter, har boet på Christiania siden 1973.

Bagsiden af stofferne viste sig tidligt. Britta Lillesøe husker et studerende par fra Sofiegården, der blev afhængige af hårde stoffer.

Britta Lillesøe var en af de unge fra middelklassen, der blev aktiv i ungdomsoprøret.

Allerede som teenager begyndte hun at komme i de københavnske jazzklubber. Her mødte hun amerikanske soldater på orlov fra Tyskland, der tilbød marihuana-cigaretter, de såkaldte reefers.

Hun var omkring 18 år, da hun første gang prøvede at ryge reefers på toilettet i Cap Horn i Nyhavn. Det var den første spæde begyndelse på den ungdomskultur med euforiserende stoffer, der for alvor slog igennem i 1960’erne.

”Vi var mange unge middelklassebørn født under Anden Verdenskrig, der havde en indre længsel efter at leve et andet liv end vores forældres. Vi ville udforske verden og rejse ud, og vi søgte en åndelig dimension i tilværelsen, der rakte videre end forældregenerationens materialisme. Man gik i Galleri 101 i Store Kongensgade og hørte Hasse og William spille og synge den ene dag og Eik Skaløe og de andre steppeulve den anden. Eller man satte sig i en rundkreds sammen sine gode venner og lod hashpiben gå rundt. Det gav en følelse af samhørighed og en dejlig meditativ ro,” fortæller Britta Lillesøe, der i dag er aktiv i kampen for legalisering af cannabis.

Den autodidakte skuespiller har blandt andet spillet i den politiske teatergruppe Solvognen, som hun var med til at etablere i 1972.

Britta Lillesøe og hendes venner rejste ud i verden og besøgte lande som Tyrkiet, Marokko og Indien. Indimellem bragte nogle af de rejsende - dog ikke Britta Lillesøe - hash med hjem og gav eller solgte det illegale stof videre som en slags vennetjeneste.

Britta Lillesøe var en af skuespillerne i teatergruppen Secret Service Station 10, der holdt til i lokalerne Farvergade 10 i København. Her blev der både spillet rigtige teaterstykker og arrangeret de såkaldte Boom In’s med psykedeliske lysshow, film og anden optræden. Der blev også røget hash i lokalerne, selvom Britta Lillesøe efterhånden holdt sig tilbage, blandt andet fordi hun ikke ønskede at være påvirket, når hun optrådte.

Secret Service nåede at få driftstilskud af Kulturministeriet, men tilskuddet blev trukket tilbage, fordi der blev røget hash i Farvergade 10. Det førte til den legendariske demonstration, hvor forfatterne Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich og en række andre kulturpersonligheder røg hash på Kulturministeriets trappe i 1970 for at vise deres støtte til teatret.

Den 73-årige forfatter Ib Michael har i bogen ”Sorte Huller” beskrevet, hvordan en lille gruppe danske unge tog de euforiserende stoffer til sig op gennem 1960’erne.

”Enhver generation, der gør oprør mod forældregenerationen, udvikler nye ritualer, og vi dannede en anden stamme end forældregenerationen, der drak ret betragtelige mængder af alkohol,” siger Ib Michael.

Han mener, det hører med til billedet, at stofindtagelsen i en del tilfælde var en velovervejet beslutning. I USA mente psykologer som Timothy Leary og Richard Albert, der havde været med under de lovlige LSD-forsøg på de amerikanske universiteter i 1950’erne, at det bevidsthedsudvidende stof kunne give en guddommelig indsigt i tilværelsen.

”Vi studerede de amerikanske psykologer, der skrev om LSD. Jeg har sjældent været så velforberedt, som da jeg tog mit første LSD-trip. Vi var også klar over, at stoffet havde en skyggeside, og at det kunne galt, og vi sørgede også for at have medikamenter på os, der kunne afværge en psykose,” fortæller Ib Michael, der i 1960’erne studerede på Københavns Universitet og begyndte at tage LSD omkring 1965.

”Vi fik udvidet bevidstheden, men ufarligt var det ikke. I dag fortryder jeg ikke den periode. I 1968 var jeg færdig med LSD og hash og begyndte at dyrke yoga og spise ren vegetarisk mad. Både yoga og stoffer var strømninger i tiden. Bagsiden var, at nogle blev afhængige eller psykotiske af stofferne,” siger Ib Michael.

Mens politiet op gennem 1950’erne havde begrænsede problemer med narkotika i København, så ændredes billedet i 1960’erne. Antallet af sigtelser for besiddelse af narkotika – herunder cannabis – steg ifølge politiets opgørelser markant fra 52 sigtede personer i 1965 til 1620 sigtelser i 1969.

Efterhånden bredte stofferne sig fra en lille avantgarde til en større gruppe af mere sårbare unge. I slutningen af 1960’erne voksede ungdoms-narkomanien i et sådant omfang, at de sociale myndigheder begyndte at iværksætte behandling af unge misbrugere. Politiadvokat Volmer Nissen var blandt de mange, der betegnede ungdomsnarkomanien som en smitsom epidemi.

Dertil kom, at antallet af dødsfald på grund af narkotikaindtagelse voksede voldsomt. I 1969 rapporteres om seks narkorelaterede dødsfald, og i 1970’erne voksede antallet af dødsfald til omkring 80 om året. Op gennem nullerne blev der hvert år registreret mellem 200 og knap 300 narkotikadødsfald. Rigspolitiets seneste tal fra 2016 viser, at 276 personer døde i forbindelse med indtagelse af narkotika.

Samtidig vurderer Sundhedsstyrelsen, at 33.000 danskere har et misbrug af enten hårde stoffer eller hash, mens Center for Rusmiddelforskning på grund af en anden målemetode skønner tallet til omkring 70.000. Udover alkoholmisbrug er hashafhængighed i dag det største misbrugsproblem i Danmark.

Filosof og journalist Michael Jourdan, der i en årrække har været redaktør af bladet Stof udgivet af Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, forklarer, at de euforiserende stoffers udbredelse siden 1960’erne først og fremmest hænger sammen med den øgede tilgængelighed.

”Driften i forhold til at indtage stoffer eller nyde alkohol har altid været der. Hvis du var ung i Brønderslev i 1950’erne, så var der kun alkoholen. I dag er det illegale marked for stoffer tæt på allestedsnærværende,” siger Michael Jourdan.

Han peger på, at politikerne de seneste 50 år forgæves har forsøgt at dæmme op for de euforiserende stoffer ved at hæve straframmen for besiddelse og handel med narkotika.

”Der findes ikke én løsning i den politiske pose, der kan løse narkotikaproblemet. Lærestykket over dem alle er, at selvom vi i fængslerne råder over alverdens magtmidler, så finder stofferne alligevel vej til de indsatte. I en globaliseret verden, hvor mennesker hele tiden krydser grænser, kan det ikke lade sig gøre at eliminere stoffer. Alle, der er ærlige og ved noget om stoffer, erkender, at problemet er kommet for at blive. Det er blevet af en del af eksistensen, at vi har mulighed for at indtage kemi, der kan ændre vores sindstilstand, hvis vi ønsker det. Vi kan begrænse stofferne, men udrydde dem kan vi ikke,” siger Michael Jourdan.

Ekstern lektor Johannes Andersen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet fremhæver, at euforiserende stoffer på godt og ondt er en del af arven fra 1968:

”Den indre sandhed, som historisk set har været religiøs, kunne 1968’erne blandt andet finde ved hjælp af stoffer. Der er gode grunde til, at vi dag fordømmer stofferne. Men vi må også erkende, at vi lever højt på nogle af de ting, som stofferne åbnede op for. Den frisættelse af individet, som fulgte med ungdomsoprøret og stofferne, har vi alle gavn af i dag. Samtidig prægede stofferne kunst og kultur. Musikken fra The Beatles havde ikke været den samme, hvis ikke det havde været for stofferne,” siger Johannes Andersen.

Søren Thiede har i 35 år arbejdet med børn og unge og har stiftet Plan B, der især hjælper unge med hashproblemer. Han er ikke i tvivl om, at stoffernes indtog i 1960’erne har haft særdeles negative konsekvenser for senere ungdomsgenerationer. Ikke kun på grund af de mange narkotikadødsfald, men også fordi hash i nogle kredse er blevet et nærmest normalt stof.

”Man skal huske, at den hash, som børn og unge ryger i dag, er 10-15 gange stærkere end det stof, der blev indtaget for 50 år siden. Hashmisbruget har social slagside og store konsekvenser i forhold til frafald på uddannelserne. Jeg bliver oprørt, når jeg hører gamle 1968’ere bagatellisere hash, for unges hashmisbrug har i den grad skadelige konsekvenser,” siger Søren Thiede.