I 300 år har Danmark ikke haft så meget skov som nu

Den danske skovrejsning er en succeshistorie. Fra tre procent skov i 1700-tallet til 15 procent nu. Den store indsats blev vedtaget, da landets fremtid reelt var truet af træmangel. I dag er det i høj grad hensyn til klimaet, der driver satsningen på mere skov

Troldeskoven i Rold skov.
Troldeskoven i Rold skov. Foto: Bo Amstrup.

Saxo Grammaticus beskrev levende, hvordan ”store og fæle skove” dækkede Danmark omkring år 1200. Men i løbet af 500 år fik danskerne langsomt, men sikkert gjort kål på dét problem. For i midten af 1700-tallet bestod kun tre procent af arealet af skov.

Fra arkiverne kender man lokale forhold, hvor bønder måtte gå 20 kilometer for at skaffe sig brændsel. Den danske skov havde været udsat for massiv rovdrift.

For man brugte træ til alt fra gængerne på vuggen til pindene i ligkisten: varme, bygninger, møbler, madlavning – det hele. Men ingen tænkte på at plante ny skov eller beskytte ungskoven. Træ var en ressource, man bare tog.

Helle Serup er skovhistoriker på Det Grønne Museum, der beskæftiger sig med jagt, skov, landbrug og mad, og ifølge hende var skovhugsten i 1700-tallet en reel trussel for den almindelige borger.

”Der var dommedagsprofetier om, at Danmark snart var ubeboeligt på grund af manglen på træ, og der måtte gøres noget. Og de havde ret, for ellers var det endt galt.”’

Truslen om, at manglen på skov ville have katastrofale følger, minder om nutidens udfordringer med klimaforandringer.

Netop i den sammenhæng efterspørger Danmarks Naturfredningsforening mere skov i Danmark og forklarer det med skovs positive effekt på klimaet.

”Jo mere skov og jo ældre skov – jo større et lager af kulstof kan skoven skåne atmosfæren for. Faktisk er skov det mest effektive middel, vi har i dag til at hive kulstof ud af atmosfæren. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får genplantet planeten og beskytter de skove, som vi allerede har,” som det står formuleret på foreningens hjemmeside.

I 1700-tallet pressede manglen af skov sig så meget på, at statsmagten skred ind, ændrede lovgivning og ejerforhold og satte nogle klare streger på landkortet, der markerede, hvor den nye skov skulle vokse frem.

Historien viser, at hvis statsmagten vil, så kan Danmark drastisk øge arealet af skov.

For at forstå udfordringen, som danskerne stod over for i midten af 1700-tallet, forklarer Helle Serup, at landskabet så markant anderledes ud end i dag.

”Det var et mere loddent landskab. Der var ikke den skarpe skelnen mellem mark og skov som i dag, og der var næsten ingen tæt skov. Generelt stod mange gamle træer spredt, mens der manglede yngre træer til at tage over.”

De manglende nye træer skyldtes det delte ejerforhold af skoven. Bønderne havde ret til græsningen og de små træer, mens kongen eller herremanden ejede træerne, når de kom over en vis størrelse.

”Bønderne var ikke interesserede i, at træerne blev store og gamle. Ingen havde dermed incitament til at forynge skoven. Det var kernen i problemet,” forklarer Helle Serup.

Allerede i 1680’erne var Christian V opmærksom på træmanglen. Kongen udskrev derfor en række for-ordninger om, at man skulle huske at plante ny skov, og man ikke måtte fælde specielle træer.

”Det rakte ingen steder, for man havde ingen kontrol med det. Dengang foregik der en plukhugst, hvor man fældede det træ, der lige var der i den rette størrelse. Der var ingen rationel drift i forhold til at sikre sig yngre skov, man havde ikke erfaring med at plante skov, og man havde kun det træ, der kom op af sig selv. Og hvis det blev ædt af dyrene, så var der ikke noget træ.”

I 1700-tallet indså statsmagten, at noget seriøst måtte gøres. Unge mænd blev sendt på uddannelse som forstmænd i Tyskland. Og i 1764 blev den tyske forstmand Johann Georg von Langen hyret til at sætte skik på kongens skove.

Von Langen kendte til at oprette en vedvarende forsyning af træ ved at plante nye træer og kun fælde en vis mængde skov. Men med bøndernes græsningsret intakt kæmpede han en umulig kamp.

”Man lagde hans fine driftplaner i skuffen. Men han havde illustreret problemet og sat fokus på det. Det nyttede ikke at have de dyr rendende”, siger Helle Serup.

I 1781 kom så en forordning for de kongelige skove, der tog hånd om problemet. Man slog simpelthen nogle lige streger på landkortene: på den ene side skulle stå skov, og på den anden side fik bønderne ret til arealet. På den måde fik man bøndernes rettigheder ud af skoven, og kongen kunne nu opdyrke en vedvarende produktion af træ. I 1805 blev princippet også indført på herremændenes jorde ved Fredskovsforordningen. Det betød blandt andet, at skoven i de udpegede områder skal være der til evig tid. Ejeren må gerne fælde træer, men der skal plantes nye. Jorden må altså ikke omlægges til anden brug.

”Det foregik jo ikke fra den ene dag til den anden. Men i løbet af 1800-tallet fik man gravet grøfter og bygget stengærder i skovbrynet for at holde dyrene ude, og langsomt blev de lysåbne huller beplantet med skov.”

Siden 1805 er det danske skovareal vokset, blandt andet også med opdyrkningen af heden med store nåletræsplantager. I dag består næsten 15 procent af Danmarks areal af skov.

Jan Søndergaard er direktør for Dansk Skovforening, der er en interesseorganisation for danske skovejere, og han mener, at historien bestemt kan lære os noget.

”Det er egentlig et stykke skovhistorie, der er enormt interessant og relevant for vores tid. Vi havde under tre procent skov, og det var nærmest en græsslette med enkeltstående træer. Vi fik fastlagt, hvem der ejer skoven og fik en skovlov, så vi fik mere skov. Det har virket. Vi har nu 15 procent skov, som er af en helt anden kvalitet, størrelse og indhold. Det er interessant, når vi i de her år taler om klima. Den billigste måde at fjerne CO2 er ved at øge arealet af skov. Historien dokumenterer, at det kan lade sig gøre at plante markant mere skov.”

Siden Fredskovsforordningen og indtil 1989 blev der ifølge Jan Søndergaard ikke vedtaget afgørende lovgivning, der skulle øge arealet af skov. Men i 1989 besluttede Folketinget sig for at fordoble det danske areal af skov inden for en trægeneration til omkring 20-25 procent. Dengang, for 30 år siden, var omkring 11 procent af Danmark dækket af skov. Siden da har især landmænd omlagt jord til skovbrug. På spørgsmålet om, hvorvidt det er sandsynligt, at vi når målet i 2080, svarer Jan Søndergaard:

”Det er enormt sandsynligt. Hvis ellers politikerne mener, at vi skal gøre noget ved klimaet, og effekten skal vise sig snart. Men det kræver, at politikerne giver landmændene incitament til at dyrke og drive skov. ”