I år kan du blive gift på Northside-festival: Det handler om at give folk en oplevelse for livet

Dragshows, burlesque og voodoo-gudstjenester. Det er, hvad der blandt andet venter festivalgæsterne på Northside-festival i disse dage. Som noget helt nyt, er der i år også mulighed for at blive gift på festivalen

Aarhus-festivalen Northside har i år sin egen kirke, hvor et par i dag blev gift.
Aarhus-festivalen Northside har i år sin egen kirke, hvor et par i dag blev gift. Foto: Emil Kastrup Andersen.

Hvis man på Northside-festivalen i år har brug for at få en pause fra de sædvanlige festivalarrangementer, kan man i stedet bevæge sig hen på det såkaldte sideshow-område. Udover burlesque, dragshows og silent disco kan man som noget helt særligt også blive gift i sideshows egen kirke.

Med tordenprædikener, gospel og voodoo-gudstjenester er målet at give gæsterne en oplevelse, de aldrig vil glemme.

Northside vil i år give sine gæster en helt usædvanlig vielse.
Northside vil i år give sine gæster en helt usædvanlig vielse. Foto: Emil Kastrup Andersen

Flemming Ottsen, du er en af arrangørerne bag sideshow på Northside-festival. På Facebook skriver I, at man i år kan blive gift i sideshows egen kirke. Hvad er formålet med at holde vielser på Northside?

Vi har tænkt over, hvilke traditioner, ceremonier og ritualer, der er en del af mennesket, og som alle kan forholde sig til. Vi vil gerne invitere folk ind i de her scenarier og lade dem udfolde sig. Formålet er at give folk oplevelser, der er udover det sædvanlige.

Vi vil gerne sørge for, at folk får nogle gode historier, de kan tage med sig videre. Vores mål er, at vi på en kærlig og legende måde skaber det rum, hvor folk kan give slip og lege med. Vi er selv spændte på, hvordan det går, men vi er ret overbeviste om, at gæsterne får en oplevelse for livet. For når man sætter det første skridt på en sti, tager ens liv nogle gange en anden drejning. Det er dér, vi gerne vil hen. Vi vil ind og påvirke folk, så de træder ud og gør noget, de måske ikke havde regnet med, når de kom til Northside.

Der er på forhånd blevet udvalgt par, der fik muligheden for at blive gift på Northside.
Der er på forhånd blevet udvalgt par, der fik muligheden for at blive gift på Northside. Foto: Emil Kastrup Andersen

Bliver man så lovformeligt gift?

Det vil jeg ikke svare på. Det er sjovere, når det sidste blad i bogen ikke er blevet vendt. For når man giver hinanden sit ja, ser man noget i hinandens øjne. Det er den historie, vi gerne vil fortælle – at du altid kan skabe dit eget sideshow. Du kan altid selv skabe magien.

Hvilke religiøse overvejelser har I gjort jer?

Det er jo en kirke, så der kommer til at være mange kristne konstellationer. Vi vil ikke binde arrangementet op på en enkelt religion, og det er ikke vores mening at gøre grin med religion på nogen måde. Men vi spiller på de kulturelle traditioner og fortællinger, der er i vores kristne kultur.

Formålet med arrangementet er ikke at gøre grin med religion, men i stedet spille på de kristne traditioner, som alle kan forholde sig til.
Formålet med arrangementet er ikke at gøre grin med religion, men i stedet spille på de kristne traditioner, som alle kan forholde sig til. Foto: Emil Kastrup Andersen

I jeres Facebookopslag skriver I om ’voodoo-gudstjenester’ og ’altervin fra helvedet’. Hvad var tankerne bag at promovere det på den måde?

Det er for at vække en interesse hos folk. Vi spiller meget på det med den lyse og den mørke side, og samspillet imellem dem. Det er, fordi det er her, den gode historie er.

Har I overvejet, om folk vil føle, at I gør grin med et religiøst ritual?

Ja, det har vi tænkt over. Hvis nogen bliver stødt over det, så er det, fordi de har en fastlåst idé om, hvad man må eller ikke må snakke om. Hvad vi må røre ved i samfundet. Den debat ser man jo ofte i forbindelse med ytringsfriheden. Det er ikke vores mening at gøre grin med noget, og man kan i stedet vælge at se det som et kunstprojekt, hvor vi arbejder med mennesker og de kulturelle traditioner og historier.

Foto: Emil Kastrup Andersen