I århundreder har placeringen af uddannelser været til diskussion

Når regeringen nu vil flytte en række uddannelser væk fra de større byer, er det udtryk for en århundrede lang tradition

Universitetet i København forblev efter sin oprettelse i 1479 længe rigets eneste. Nordmænd og islændinge måtte til København, hvis de ville have en akademisk uddannelse.
Universitetet i København forblev efter sin oprettelse i 1479 længe rigets eneste. Nordmænd og islændinge måtte til København, hvis de ville have en akademisk uddannelse. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Regeringens forslag om at flytte studiepladser ud fra de store byer er historisk set interessant, fordi det indgår i en lang tradition for at diskutere centralisering og decentralisering i uddannelsespolitikken. Da Christian I søgte pavens tilladelse til at oprette et universitet i København, var det også udtryk for et ønske om at udbrede uddannelsesmulighederne til Europas periferi. Konkurrencen med Sverige var nok heller ikke uden betydning. Universitetet i Uppsala, grundlagt 1477, er to år ældre end Københavns Universitet.

Universitetet i København forblev længe rigets eneste. Nordmænd og islændinge måtte til København, hvis de ville have en akademisk uddannelse. I hertugdømmerne var der tradition for at uddanne sig ved tyske universiteter. I 1665 grundlagde hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp – en ætling af Christian I – universitetet i Kiel, der stadig bærer hans navn. Året efter blev universitetet i Lund grundlagt, kun kort tid efter at Skåne var blevet svensk.

Både universitetet i Kiel og Lund kan ses som et udtryk for forsøg på konsolidering af en fyrstemagt. Et universitet hører fra denne tid simpelthen til en stats standardinventar. Den gottorpske stat gik det ilde. Den led nederlag efter Store Nordiske Krig i 1720 og måtte give endelig tabt ved en overenskomst mellem Rusland og Danmark i 1773. Efter denne tid sorterede universitetet i Kiel under den danske konge. Universitetet i Lund derimod blev en vigtig forpost for den vellykkede forsvenskning af skånelandene.

Åbningen af universitetet i Christiania – nu Oslo – i 1811 var en vigtig markør for norsk selvstændighed, om end alle de centrale aktører, der arbejdede for norsk selvstændighed, der blev virkeliggjort i 1814, var uddannet i København. I 1829 fik København sit andet universitet i form af Den Polytekniske Læreanstalt, i dag Danmarks Tekniske Universitet. Hvis man regner Landbohøjskolen med, grundlagt 1773, var det nummer tre. Også i 1829 gav Frederik VI statutterne til Serampore College i den daværende danske koloni i Vestbengalen. Det fungerer endnu og er der dermed også et af det asiatiske fastlands ældste højere læreanstalter efter europæisk forbillede.

Læreruddannelsen fulgte en anden vej end universiteternes. De første seminarier lå typisk uden for de store byer. Det forblev i Danmark langt op i det 20. århundrede en tradition, at lærere blev uddannet på steder som Nørre Nissum, Haslev, Skaarup, Ollerup eller Ulfborg. Læreruddannelsen var en typisk karrierevej for bogligt indstillede unge fra landet, der sjældent havde mulighed for at komme på gymnasiet. Da bønderne organiserede sig politisk i slutningen af 1800-tallet, var de centrale lederskikkelser som Chresten Berg og J.C. Christensen læreruddannet.

Universitetsuddannelserne derimod blev efter tabet af Norge i 1814 og tabet af hertugdømmerne i 1864 koncentreret i København, der i 1892 også fik en farmaceutisk højskole. I 1911 fulgte universitetet i Reykjavik, som blev en byggesten for islandsk selvstændighed. I 1928 fulgte universitetsundervisningen i Aarhus, der udviklede sig til Aarhus Universitet.

Universitetet i Thorshavn blev grundlagt i 1965, og Universitetet i Nuuk er fra 1987. Også de skal ses i direkte sammenhæng med et politisk ønske om autonomi, hvorimod universitetet i Aarhus ikke skulle føre til jysk hjemmestyre, men derimod udbrede uddannelsesmulighederne. Også grundlæggelsen af universiteter i Odense (1964), Roskilde (1972) og Aalborg (1974) var et led i det 20. århundredes stærke decentralisering af de lange, videregående uddannelser.

Fra 1980’erne er tendensen gået i retning af centralisering, for eksempel i form af nedlæggelsen af flere seminarier. Efter årtusindskiftet er der også sket en organisatorisk koncentration, der har betydet sammenlægning af mellemlange og lange videregående uddannelser i færre professionshøjskoler og højere læreanstalter, dog med aktiviteter fordelt ud over hele landet, således at man i dag kan tage videregående uddannelser i byer som Kalundborg, Herning, Haderslev, Esbjerg, Kolding, Thisted, Rønne og Slagelse.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.