Prøv avisen

Cathrine tog springet fra stenbro til skov: Her kan jeg bruge min skaberkraft

”I skoven kan jeg rykke på noget, bruge min skaberkraft og rastløshed, hvorimod havet er en mastodont, der bare er der og ikke kan rykkes ved. Det er smukt og minder os om vores forgængelighed, men ikke så ligetil en legekammerat,” siger 34-årige Cathrine Ertmann. – Foto: René Schütze/ritzau

I flere år boede og arbejdede fotografen Cathrine Ertmann i sin lejlighed på Nørrebro i København. Men storbyen og støjen endte med at gøre hende apatisk, hvorefter hun tog springet langt ind i den nordjyske natur ved Hammer Bakker

Hammer Bakker: Hulvejen bugter sig besværligt ind i skoven. Mellem nåletræer og løv sitrer formiddagslyset, der strækker sig ned gennem træernes søjlegange. Op ad træstammer og hen over skovbunden breder mosset sig efter behov, ligger som små, oplyste åndehuller. Hverken modkørende eller hundeluftere passerer, og et par kilometer senere dukker et sort træhus op på en mindre bakketop – dybt inde i Hammer Bakker, nord for Aalborg.

Her bor freelancefotografen Cathrine Ertmann. For tre år siden tog hun springet fra den københavnske stenbro og ud til Vesterhavet, hvor hun uden en returbillet slog sig ned i Løkken, omgærdet af bølgernes taktslag og tykhudede vendelboer. I starten af året flyttede hun til den sydlige del af Vendsyssel, da hun sammen med sin kæreste, Kristian, faldt over en boligannonce fra Hammer Bakker. Samme dag fik de arrangeret et møde med mægleren, måtte igennem et par budrunder, men endte som ejere af huset.

”Forleden gik jeg ud og fældede et træ og kom hjem med store vabler på hænderne, og i går så jeg en dompap, så måtte jeg hjem og slå den op for at se, hvilken fugl det var. I skoven kan jeg rykke på noget, bruge min skaberkraft og rastløshed, hvorimod havet er en mastodont, der bare er der og ikke kan rykkes ved. Det er smukt og minder os om vores forgængelighed, men ikke så ligetil en legekammerat,” siger 34-årige Cathrine Ertmann, mens hun viser rundt på sin ene tønde land.

Hammer Bakker ligger som en rund isoleret bakkeø, adskilt fra det flade limfjordslandskab. Et kuperet terræn, der skifter mellem lyngklædte bakker, dalstrøg og bøgeskove, søer med birketræer midt ude i vandet, åbne vidder og råvildt. Midt i bakkerne ligger et økologisk bageri, som skovens beboere traver af sted til i weekenderne. Tæt ved finder man Skovdyrehaven, her kommer børnehaver og børnefamilier på besøg for at hilse på dådyr, får og geder.

Et landskab og et livsmønster i kontrast til det liv og den ungdom, Cathrine Ertmann kom fra. I 2013 blev hun færdiguddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Inden da havde hun læst et semester i New York, hvor hun på daglig basis pendlede mellem sit værelse i bydelen Brooklyn og fotoskolen International Center of Photography på Manhattan. Tempoet var højt, og en tur i gaderne var et bombardement af indtryk og impulser.

Efter tre måneder rejste hun hjem til København. Her fortsatte Cathrine Ertmann i strømmen af fester og udstillinger, det gjaldt hele tiden om at være på vej, finde den næste bar, lukke den næste aftale – en følelse af ”et liv på coke”, som hun selv udtrykker det.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg ville med mit liv, jeg kunne ikke høre mig selv i byens larm. Jeg er vokset op i en generation, hvor vi fra barnsben har fået at vide, at alt var muligt, vi skulle bare vælge. Men alle disse muligheder gjorde mig apatisk, pludselig kunne jeg ikke vælge noget uden at vælge forkert. Jeg var færdiguddannet, men ikke i stand til at arbejde eller starte egen business, fordi jeg ikke kunne rumme byen, dens pres og konkurrence. Jeg følte mig fanget, og var ufatteligt træt af ikke at udleve det, jeg indeholder. I byen var vi alle så ens, vi kunne det samme, ville det samme, og alle mændene kløede sig på den samme måde i deres store skæg. Jeg prøvede at bestå i det kaos, men blev nødt til at trække mig fra det og omformulere mig selv.”

I København boede Cathrine Ertmann på Nørrebro, tæt ved Assistens Kirkegård, hvor hun ofte søgte ind. Selv mindes hun den forårsdag, da en stank af gylle havde forvildet sig ned ad Nørrebrogade som et hint om, at alting nok skulle gå. Hun skulle bare ud af København.

”Jeg stod i mit bad i Julius Bloms Gade og tænkte ’nu flytter jeg til Nordjylland’. Det var en lyntanke, men tanken sad fast i mig, og én uge senere var jeg flyttet til Løkken.”

I Hammer Bakker arbejder Cathrine Ertmann fra sit kontor-anneks. Uden for de panoramiske vinduer er skoven pakket godt ind, mættet og i et lys, der triller hen over de vilde græsser. Ertmann fortæller om sin opvækst på Gjøl ved Limfjorden, om det beskidte fjordvand, pålægschokolademadderne og knæ, der var tværet ind i græs. Egentlig troede hun aldrig, hun skulle tilbage til Nordjylland, slet ikke så langt ind i naturen, men hun havde fået nok af byen, den mentale forurening, som hun siger og kigger ud på resterne af et bål.

”Her i skoven kan jeg glemme mig selv. Denne selvforglemmelse havde jeg svært ved at finde i byen. Når jeg vågnede på Nørrebro og fik forvildet mig over i Jægersborggade, kunne jeg både spise grød på den rigtige måde og drikke kaffe på den rigtige måde. Ens identitet er tegnet af ens valg, men når der er så mange valg, beskæftiger man sig for nemt med overfladen og ikke med det, der egentlig betyder noget. I skoven er tingene mere simple, mulighederne er skåret fra, jeg skal ikke hele tiden tage stilling til alting, mit liv er kogt ned til et minimum. Det handler ikke om selvudvikling, men om at forsøge at holde mig selv i vatter, og lykkes det, kan jeg være noget for andre mennesker. Det handler om at tage et valg, være modig og tro på det.”

Så er det ren idyl?

”Niels Hausgaard sagde engang, at det ikke er for alle at flytte på landet, da det ikke nødvendigvis er rart pludseligt at kunne høre sig selv. Mange har nok en idé om, at det er Morten Korch-idyl, hvor man leger ’Bonderøven’ og er selvforsynende, fint nok, men sådan er virkeligheden ikke. I skoven skal man turde at se sig selv i øjnene. Dine monstre flytter med, og det bliver kun nemmere at høre dem, når der pludselig bliver stille omkring dig. Den ensomhed og rastløshed, jeg slæbte rundt på i København, mærker jeg også i Hammer Bakker, men når jeg først lærer at lytte til mig selv, tør se på det, der er svært, så lærer jeg også at deale med det i stedet for at dulme det med distraktioner.”

Du bor i et meget lille lokalsamfund. Hvad har du gjort for at integrere dig?

”For mig er det en pligt at indgå i relationer med mine medmennesker, også dem, der ikke ligner mig selv, simpelthen at turde lade andre berige mig med deres virkelighed. Jeg oplever, at her er et mangfoldigt miks af spændende mennesker og bonderøve,” siger Cathrine Ertmann og fortsætter:

”Nogle af de mest tolerante og veluddannede mennesker, jeg kender, det er også nogle af dem, der har flest fordomme om, at hvis man bor i Jylland og i en kommune med få indbyggere, så betyder det, at man har et medlemskab i Dansk Folkeparti. Virkeligheden er mere nuanceret. Jeg er ikke bedre, ikke klogere end andre, men det der med at befinde sig i en stamme med folk, der ligner en selv og have indgået en form for konsensus om, at man har fundet den endegyldige sandhed, mener jeg er noget af det farligste i verden. Mangfoldigheden er lige så stor heroppe, det handler om, hvilke øjne der ser.”

Da Cathrine Ertmann boede i Løkken, var hun med til at starte et kontorfællesskab sammen med en skuespiller og en projektleder. Generelt oplever hun, at der i provinsen er plads til nye initiativer, da der er et behov, og alting ikke er gjort tusind gange før. Som freelancefotograf krævede det i begyndelsen et benarbejde at få kunder og skabe nye arbejdsrelationer. I dag har hun fået eta-bleret sin virksomhed. Foruden sit virke som fotograf underviser hun kommende fotografer og har en fast kronik i Jyllands-Posten om et liv i udkanten.

”Jeg bliver nok aldrig millionær, men jeg kan leve af mit arbejde. I København skulle jeg tjene flere penge for at opretholde mit livsgrundlag, på landet er alting billigere, jeg bruger færre penge og skaber derved et frirum til mig selv. Jeg har svært ved at se, hvad København kan tilbyde, der opvejer dette frirum.”

Hvad med dine venner i København?

”I begyndelsen kunne jeg godt mærke den der Fear Of Missing Out (frygten for at gå glip af noget, red.), når mine venner mødtes til en event i København, men den har jeg fået parkeret. Til gengæld har vi fået et større nærvær, når vi er sammen nu. I København var vi altid på vej til noget andet, nu er vi bare sammen, der er ikke noget, der forstyrrer vores samvær. Derudover er det fedt at spørge sine venner, om de har lyst til at komme op og bade i Vesterhavet, gå 10 kilometer langs stranden, kravle op ad den stejleste klit eller være med til at fælde et træ i skoven i stedet for at gå rundt i det faste spor på Assistens Kirkegård, det føles lidt som at være i en hundegård.”

Efter flere år på landet tvivler Ertmann på, at byen igen kan komme i spil. Hun vil hellere besøge den for bagefter at kunne trække sig tilbage, fare vild mellem træerne og blive mindet om, hvor kort og tilfældig hendes egen eksistens er. Selv tror hun, at bevægelsen ud i det fri kun er begyndt.

”Jeg har længe sagt, at det er et spørgsmål om tid, før det vender. Når jeg kigger på min egen 80’er-generation, render mange af os rundt med psykiske lidelser, vi knækker på stribe, fordi vi troede, vi kunne gøre alting i verden. Hvis man ikke har et regelsæt, nogle dogmer for sit liv, går det galt. Vi lever i en tidsalder, hvor vi hele tiden skal identificere os individuelt, eksponere os selv, men derved bliver det svært at træde ved siden af. Vi bliver nødt til at blive skubbet ud og finde ud af, at det ikke handler om at være perfekt, det handler om at finde sin egen vej. Jeg vil æde min gamle hat på, at vi i større grad får et behov for at finde tilbage til en ro, fordi der er så megen støj og forurening – i os selv og i samfundet.”

Cathrine Ertmann voksede op ved Lim-fjorden, og hun troede aldrig, hun skulle tilbage til Nordjylland. Men hun fik nok af byen. – Foto: René Schütze/ritzau