I dag begynder Morten Messerschmidts retssag på ny. Og denne gang er dommeren ikke på Facebook

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Morten Messerschmidt (DF) i folketingssalen denne tirsdag, hvor der blev stemt for at ophæve hans immunitet.
Morten Messerschmidt (DF) i folketingssalen denne tirsdag, hvor der blev stemt for at ophæve hans immunitet. . Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Efter flere ugers tavshed fra den politiske front blev der i går eftermiddags atter sat skub i sagerne på Christiansborg, da Enhedslisten og Alternativet kunne meddele, at de trækker sig fra regeringsforhandlingerne

Mette Frederiksen har nemlig besluttet sig for at samarbejde med højrefløjen i stedet, lød det anklagende fra Enhedslistens politiske leder, Maj Villadsen.

Kort tid efter kunne Mette Frederiksen bekræfte, at de to partier ikke længere er i spil til at danne regering med Socialdemokratiet. Det er derimod Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, de konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Mette Frederiksen holder altså drømmen om en regering over midten i live. Men indtil videre må vi væbne os med tålmodighed, for der går ifølge statsministeren et par uger, før det hele falder på plads.

Eller måske endnu længere. For selvom udsigterne til en bred regering er rykket nærmere med gårsdagens udvikling, så er et sammenbrud altså ikke utænkeligt, som en ekspert påpeger i dagens avis

Meld og Feld-sagen genstarter

Dansk Folkeparti er et af de partier, som fortsat er i spil til at indgå i et bredt regeringssamarbejde. Men det er næppe det eneste, der fylder i formand Morten Messerschmidts bevidsthed i dag, hvor retssagen i den såkaldte Meld og Feld-sag begynder på ny.

Beskyldningerne går på, at Morten Messerschmidt har misbrugt 100.000 EU-støttekroner til at finansiere Dansk Folkepartis sommergruppemøder. DF-formanden var allerede blevet dømt skyldig i august sidste år, men sagen måtte gå om, da det viste sig, at dommeren ved retten i Lyngby muligvis var inhabil. 

Dommeren havde blandt andet liket kritiske facebookopslag om Morten Messerschmidt. Set i det lys, er det måske smart, at byretsdommer Søren Hafstrøm, som håndterer sagen i denne omgang, ikke er på Facebook.

Landsholdet holder øjet på bolden

I folkets domstol hersker der stor utilfredshed med, at herrelandsholdet inden tirsdagens kamp droppede det regnbuefarvede armbind. Armbindet, som skulle vise sympati med lgbt-miljøet, faldt ikke i god jord hos værtsnationen Qatar, og da fodboldorganisationen Fifa begyndte at true med gule kort, droppede anfører Simon Kjær symbolikken.

DBU-formand Jesper Møller kritiserede Fifas “fuldstændig uacceptable” ageren ved et pressemøde i går, hvor han trak støtten til Fifas præsident, Gianni Infantino. Det skriver TV 2.

I landsholdslejren har man ifølge DR besluttet sig for at ikke længere at kommentere på sagen. Landstræner Kasper Hjulmand appellerer til at bringe fokus tilbage på fodbolden.

Landstræner Kasper Hjulmand ved onsdagens pressemøde.
Landstræner Kasper Hjulmand ved onsdagens pressemøde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Ukrainerne gruer for vinteren

Vi er nødt til at stoppe de russiske luftangreb mod den ukrainske infrastruktur. Sådan lød budskabet, da Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, talte til FN's Sikkerhedsråd over en videoforbindelse ved et hasteindkaldt møde sent i går aftes dansk tid. Det skriver Ritzau.

Rusland er længe gået målrettet efter den ukrainske infrastruktur, og strategien har givet pote. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er halvdelen af Ukraines energi-infrastruktur på nuværende tidspunkt enten ødelagt eller beskadiget, mens ti millioner ukrainere ikke har adgang til elektricitet. 

Og det kan komme til at gøre særligt ondt, nu hvor de kolde vintertemperaturer begynder at sætte ind, hvilket risikerer at indlede en ny flygtningestrøm.

Ukrainere modtager nødhjælp i Kherson.
Ukrainere modtager nødhjælp i Kherson. Foto: Bulent Kilic/AFP/Ritzau Scanpix.

En handlekraftig pave

Der gik et chok igennem de fremmødte ved et møde i den katolske hjælpeorganisation Caritas i tirsdags, da nyheden om, at pave Frans har fyret hele den internationale ledelse, blev annonceret.

Ifølge flere katolske nyhedsmedier er beslutningen taget på baggrund af en ekstern undersøgelse af arbejdsmiljøet i hjælpeorganisationen, som har afsløret beskyldninger om mobning og verbale overgreb på ansatte fra ledelsens side. 

Selvom beslutningen er kommet bag på mange, viser pave Frans sig igen som et handlekraftigt og konsekvent overhoved, lyder det i dagens avis.

En hård kost

Vi springer fra Caritas sidste møde til et oldgammelt væsens sidste måltid. For et internationalt hold forskere har ved at undersøge et af verdens ældste fossiler været i stand til at kortlægge et 550 millioner år gammelt dyrs kostvaner. Det skriver The Guardian.

Dyret, som er en slags forhistorisk skovsnegl, har tilsyneladende levet af en blanding af alger og bakterier fra havets bund. Det er måske ikke ligefrem varieret kost set med nutidens øjne, men alligevel fascinerer det forskerne, der ser det som udtryk for, at dyret har haft en mund og en mave, som har har været i stand til at fordøje mad i stil med nutidige arter.

Som for eksempel dig, kære læser, når du her til morgen indtager din morgenmad. Dog håber vi, at den kommer til at bestå af noget mere sundt og nærende end alger og bakterier. Men hver mand sin smag.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.