Rigsretssagen mod Inger Støjberg drejer sig om, hvorvidt hun i 2016 gav en ulovlig ordre til, at alle asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år.
Det tager 13 dommere fra Højesteret og de 13 personer udpeget af Folketinget stilling til i dag.
I tidligere rigsretssager har den del af personer udpeget af partierne i Folketinget, der er på samme politiske side som den anklagede, som regel stemt imod domfældelse. Omvendt har personer udpeget af partier på den anden side stemt for. Det helt afgørende bliver derfor, hvordan højesteretsdommerne stiller sig. Sidstnævnte går alene efter det juridiske ansvar, som den anklagede har eller ikke har.
Historien siden 1849, da Rigsretten blev indført, viser, at de anklagede oftest frikendes. En enkelt har fået en bøde. Ellers er det kun tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), som har fået en alvorlig dom på fire måneders fængsel for sin rolle i tamil-sagen, der drejede sig om, at tamilske flygtninge blev hindret i en familiesammenføring, som de ellers havde retskrav på. Erik Ninn-Hansen blev i 1995 dømt for at være juridisk ansvarlig herfor. Dommen blev kun gjort betinget på grund af hans forholdsvis høje alder og generelt svækkede helbred.
Det store spørgsmål er, om rigsretssagen mod Inger Støjberg følger sædvanen med frifindelse. Eller om den kommer til at ligne rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen ud over, at begge emnemæssigt drejer sig om udlændingepolitik.
Inger Støjbergs situation er naturligvis meget forskellig alt efter, om hun dømmes eller ej. Dømmes hun a la Erik Ninn-Hansen, er hun færdig i dansk politik. Frifindes hun, er hun i den helt modsatte grøft. Mens Erik Ninn-Hansen ved en frifindelse vel blot havde tænkt sig et otium som en velrespekteret og principfast politisk nestor i Det Konservative Folkeparti, vil en frikendelse af Inger Støjberg ikke kun skaffe hende af krogen. Den vil katapultere hendes politiske karriere. Det har været tydeligt, at Inger Støjberg bevidst har satset på at øge sin politiske aktiekurs hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som hun er kommet tæt på, efter at hun forlod Venstre.
Inger Støjbergs styrke er ikke substanspolitik. Hendes styrke er symbolpolitiske markeringer, der sjældent har den store betydning for samfundspolitikken. Eksempler er smykkeloven, lagkagefejringer og ”barnebrude”.
Hun ved, at hun rammer en tone lige så rent som en operasanger hos de dele af vælgerkorpset, som ønsker stramme udlændingepolitiske markeringer.
Det betyder også, at hun har haft let ved at bruge rigsretssagen politisk. En rigsretssag om et så symbolsk ladet emne som adskillelse af nogle ganske få yngre asylsøgende ægtepar har været en ideel anledning for Inger Støjberg. Under processen med rigsretssagen har Inger Støjberg da også dygtigt og flittigt plejet sit politiske image med nye informationsplatforme samt hyppige og veloplagte optrædener i de elektroniske medier.
Det er første gang en rigsretssag er blevet brugt så bevidst. Inger Støjberg og hendes forsvarere ville endda gerne have haft direkte tv-transmissioner fra rigsretssagen, således at befolkningen skulle have mulighed for at følge med ”uden filter”. Ønsket blev dog afvist med henvisning til, at retssagen skulle afvikles roligt og uden, at vidnerne skulle have mulighed for at kende andre vidners forklaringer i detaljer. Under rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen var hovedpersonen omvendt nærmest mediesky, når det drejede sig om sagen.
En anden forskel mellem rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen og mod Inger Støjberg er, at sidstnævntes forsvarere har talt om, at et embedsmandsvælde ville blive resultatet, hvis en minister blev dømt for at have stærke holdninger a la Inger Støjberg. Sagen har i det hele taget ofte været italesat som minister versus embedsmænd. Erik Ninn-Hansen havde derimod – i hvert fald retrospektivt – et andet syn på sin egen rigsretssag. Han sagde i et interview om tamilsagen til Morgenavisen Jyllands-Posten i 2003:
”Der er ingen tvivl om, at ansvaret for det, der er sket, er mit alene. Jeg ønskede ikke, at embedsmændene skulle trækkes ind i noget.”
Alt i alt er rigsretssagen mod Inger Støjberg blevet en fuldtonet medieretssag. Det skyldes, at hun ikke kun er interesseret i, at den fører til frikendelse, men at den kan give hende et løft i den politiske karriere. Det betyder naturligvis ikke, at Inger Støjberg ikke helst ville have undgået den, men da den så kom, har hun formået at få det maksimale ud af den. Medmindre hun dømmes.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet