I dag indleverer Flemming Pless sin side af krænkelsessagen til Kirkeministeriet

Kristeligt Dagblad erfarer, at en advokatundersøgelse, der skal afgøre sognepræst Flemming Pless’ fremtid som præst i folkekirken, er i fuld gang. Den ventes afsluttet i slutningen af september.

Flemming Pless afviser, at han trækker sit kandidatur til Folketinget på grund af den verserende advokatundersøgelse.
Flemming Pless afviser, at han trækker sit kandidatur til Folketinget på grund af den verserende advokatundersøgelse. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Det er sparsomt, hvad Kirkeministeriet de seneste måneder har villet oplyse om den københavnske sognepræst Flemming Pless’ ansættelsesforhold i Christians Kirke i København.

Siden maj har det været offentligt kendt, at Flemming Pless er blevet sendt på orlov efter adskillige beskyldninger om upassende adfærd over for en række kvinder. Alligevel har det ikke været muligt hverken i Københavns Stift eller i Kirkeministeriet at få bekræftet, om der er en undersøgelse i gang, og hvad den potentielt kan medføre.

Men nu erfarer Kristeligt Dagblad, at undersøgelsen er i fuld sving, og at den endda er langt fremme. Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger vil Flemming Pless i dag sammen med en advokat fra Præsteforeningen aflevere 40 sider, inklusive bilag, med sit svar på de klager, som er blevet rettet imod ham.

Det vides ikke, om der blot er tale om svar på de fem klager fra fem forskellige kvinder, som Kristeligt Dagblad og andre medier tidligere har beskrevet, eller om der er kommet nye til. Endvidere står det klart, at det er advokatfirmaet Kromann Reumert, der står bag undersøgelsen, og at den forventes afsluttet omkring den 30. september. Det var også Kromann Reumert, der i 2020 undersøgte den socialdemokratiske overborgmester i København, Frank Jensen.

Advokatundersøgelsen kan ende med at få flere arbejdsmæssige konsekvenser for den 64-årige sognepræst. Han er nemlig også kandidat ved regionsrådsvalget i november for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, hvor partiforeningen tidligere har oplyst, at man afventer resultatet af undersøgelsen.

Onsdag aften trak Flemming Pless imidlertid selv en del af sit kandidatur, da han valgte ikke at genopstille som folketingskandidat for Socialdemokratiet kreds i Indre By og Christianshavn. Det havde han ellers været siden 2019, hvor den daværende kandidat Simon Simonsen trak sig, efter han havde kritiseret den forhenværende kultur- og kirkeminister Joy Mogensens (S) beslutning om at blive enlig mor.

Flemming Pless afviser dog, at han trækker sit kandidatur til Folketinget på grund af den verserende advokatundersøgelse. Han forklarer, at det alene skyldes, at han vil hellige sig posten som kandidat til Regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor han har siddet i 10 år, og også er formand for Sundhedskoordinationsudvalget.

”Jeg har valgt at koncentrere mig om sundhedspolitikken i Regionsrådet, og det er en tanke, som jeg har gået med i et års tid. For det første mener jeg, at dobbeltmandater er noget rod. Og for det andet, så skal man bruge meget tid på at være en ordentlig politiker. Derfor er jeg alene regionsrådskandidat ved det valg, der kommer nu.”

Så at du trækker dit kandidatur, har ikke noget at gøre med de klager, der er blevet rettet imod dig som sognepræst?

”Næh, det har det ikke. Det er som sagt noget, som har rumsteret rundt i mit hoved i et år. Jeg kan ikke lide at være bare en lille smule i underskud.”

Ifølge vores oplysninger skal du i morgen (fredag, red) sammen med en advokat aflevere dit svar i advokatundersøgelsen. Kan du bekræfte det?

”Jeg synes, du skal tale med Københavns biskop. Jeg udtaler mig ikke om den sag. Det kan kun biskoppen. Som tjenestemand er man underlagt tavshedspligt.”

Men det her forløb har jo varet siden foråret. Nu er vi i september med et valg lige om hjørnet. Er det ikke frustrerende for dig, at der ikke kommer afklaring?

”Jeg stiller mig til rådighed for vælgerne og har gjort et stykke arbejde i løbet af de mange år, jeg har siddet i Regionsrådet. Og jeg lader ikke sådan nogle ting påvirke hinanden. Socialdemokratiet har ikke noget udestående med mig, og jeg ikke med dem. Det samme gælder Regionsrådet, og Danmarks Radio, som jeg også arbejder sammen med, har heller ikke noget udestående med mig. Og derfor passer jeg selvfølgelig mit arbejde.”