Regeringen har annonceret, at den vil sætte S-togstrafikken i udbud. Det kan man mene meget forskelligt om. Men hvad betyder navnet S-tog egentlig?
Der er tale om de første elektriske tog i landet, men det fremgår ikke af navnet. Den københavnske bybane blev åbnet af DSB i april 1934 og blev fra begyndelsen kaldt S-tog eller S-bane.
En undersøgelse viser, at betegnelsen kommer fra tysk, hvor man i 1924 havde åbnet et elektrificeret nærbanesystem, som i 1930 fik navnet Stadt-Bahn.
Berlins S-Bahn, også kaldet ”Berlins forstadsbaner”, var Tysklands ældste af sin slags og skulle dække samme behov som metroen i Paris og Budapest og underground og subway i London og USA’s storbyer.
Den tyske Stadt-Bahn havde forløbere fra 1882 med dampdrevne tog, og da Storberlin var mere vidtstrakt end de andre byer, var behovet for at lægge trafikken i tunneler mindre. Derfor valgte man elektriske tog over jorden i Tyskland – og Danmark.
Den 2. april 1934 hed det i Kristeligt Dagblad: ”Tirsdag 3. April bliver den store Dag for den københavnske Nærtrafik, idet den elektriske Drift den Dag aabnes. I første Omgang køres der kun for en Skare Indbudte; men derefter skal hele Byen køre i Skoven med Generaldirektør Knutzens S-Tog. Deltagerne i Aabningsarrangementet samles paa Frederiksberg Station, hvorfra S-Toget Kl. 14 ruller til Vanløse. Det tager 3 ½ Minut. Kl. 14.05 starter man fra Vanløse, og før man faar Tid til at tænde en Cigar, er man i Klampenborg – omtrent da!”
Den danske S-bane bestod dels af moderniserede nærbanestrækninger, dels af nyanlagte banestrækninger, der nu rækker til Køge, Høje-Taastrup, Frederikssund, Farum og Hillerød. S-banen var den første elektrificerede jernbane i Danmark og fungerer som et regionalt togsystem med både korte og lange afstande imellem stationerne med tog, der accelererer hurtigt og kører efter faste minuttal med korte ophold og mange standsninger. Strømforsyningen til togene sker via køreledninger med 1650 V jævnstrøm.
Hovedstadsrådet havde ansvaret for S-banen fra 1978 til 1989, mens selve driften henhørte under DSB. 1999 blev S-togs-driften udskilt som et særligt selskab, DSB S-tog A/S, der er et datterselskab ejet af DSB, mens infrastrukturen hører under BaneDanmark.
Men teknikken forklarer ikke, at det danske anlæg fik et tysk navn. Det ville ikke være sket efter 1945.
I dag er det bare så længe siden, navnet blev valgt, at vi ikke spekulerer over dets oprindelse, ikke engang hvis man bor udenfor hovedstadsområdet og ikke er en af de mange hundredtusinder af daglige rejsende. I dag ville banen have fået et engelsk eller rettere amerikansk navn. Og om 50 år måske et kinesisk, fordi ejeren ville være kinesisk og anlægskapitalen stamme fra den kinesiske udviklingsbank. Men i 1920’erne var den store tyske nabo sprogligt og kulturelt dominerende, også selvom det tyske kejserrige havde tabt Første Verdenskrig få år tidligere.
Weimarrepublikken gik under i økonomisk krise og politiske modsætninger og blev efterfulgt af Hitler og nazismen. Men det vidste man ikke i 1920’erne, hvor storbyen Berlin blev set som indbegrebet af modernisme og dynamisk kultur i et demokratisk land.
Også i Danmark, der politisk frygtede den store nabo, selv efter at landet havde erhvervet den dansktalende del af Slesvig i 1920, om end med et tysk mindretal, der højlydt krævede grænsen flyttet.
Trods dette mindretal var valget af en tysk betegnelse åbenbart ukontroversiel i 1934 – så meget, at navnet i mellemtiden opfattes som pæredansk ligesom de talrige plattyske ord, dansk har med sig fra middelalderen.
Hvis Arriva, der er ejet af Deutsche Bahn, vinder licitationen fra DSB – der nok er selvstændigt, men ejet af den danske stat – er det altså et tysk brand, der ”vender hjem” som konsekvens af internationalisering og europæisering i konkurrencens navn.